‘En troldmand kom forbi’ Fortællingen om The Tolkien Ensemble 7.7.2019

En opringning i januar 2002 fra Christopher Lee satte skub i Caspar Reiffs drøm

 

 

Bogforsiden: Christopher Lee ved en Tolkien-koncert i DR koncerthuset i 2009. (foto: Camilla Schiøler)

 

BESAT AF TOLKIEN

En opringning i 2002 fra Christopher Lee satte skub i virkeliggørelsen af Caspar Reiffs drøm.

 

Casper Reiff: ’En troldmand kom forbi’. En fortælling om The Tolkien Ensemble’ og Christopher Lee. 250 s. Illustr. og indb. kr. 268,95 Udg. af CR Publishing.

****

’EN troldmand kom forbi’ er bogens titel. Troldmanden er på forsiden: Christopher Lee, manden der spillede Saruman i filmatiseringen af ’Ringenes Herre’.

HOVEDPERSON i bogen? Sådan set. Men hovedpersonen er snarere forfatteren Caspar Reiff. For det er mest hans historie. Historien om en ung guitarist, der blev så besat af ’Ringenes Herre’, at han satte musik til digtene i Tolkiens værk, mens han endnu var teenager. Han kastede sig ud i det, der blev hans livsværk. At han fik Christopher Lee med i projektet, er selvfølgelig en central kvalitet i projektet. Lee er med hele vejen, da der først var gået hul på succesen. Den aldrende engelske skuespiller lagde sin berømmelse til ’The Tolkien Ensemble’, sang og var fortæller på koncertturnéer med ensemblet over det halve Europa, og var i København flere gange for at medvirke i CD-indspilningerne. København var ikke fremmed for ham, hans kone var den danske fotomodel og skuespiller Gitte Krøncke.

MEN bogen er altså især beretning om en ung musikers besættelse af sin idé. Reiff kom på Konservatoriet i København som elev af guitaristen Ingolf Olsen, men droppede snart ud for at koncentrere sig om Tolkien-sangene. Han havde fået kammerater fra konservatoriet med på at spille og synge sine kompositioner til Tolkien-teksterne. Bl.a. sopranen Signe Asmussen og dirigenten Morten Ryelund.

DET er starten på ’The Tolkien Ensemble’. Vi hører om en kæde af op- og nedture i et tiårigt forløb. Og Reiffs stædige insisteren på at komme igennem med sine planer i en branche, der langt hen ad vejen ryster på hovedet og synes, Reiff er en flink fyr, men en nørd med en umulig idé. Tingene falder alligevel på plads, en efter en. Dronningens tilladelse til at bruge de tegninger til ’Ringenes herre’, hun havde lavet år tilbage. Tolkien-arvingernes tilladelse til at sætte musik til digtene. Rettigheder på kryds og tværs med forlag og pladeproducenter. Alt sammen i situationer, der får den businessmæssigt uprofessionelle Reiff til ind imellem at tabe humøret. Og det får vi sandelig at vide i bogen, hvor selvbebrejdelser og humørsvingerne ikke får for lidt: ”Det hele har været spild af tid. Tåbeligt af mig. Naivt af mig. Typisk mig…”

VÆRST er det for den klassisk opdragne musiker at blive konfronteret med koncertarrangører og producenter og pr-branchens hårde negle, da det begynder at rulle med koncerter, turnéer og optagelser i studier, hvor Reiff er i hænderne på mennesker, der gør ham rundtosset af krav og betingelser – ”folk, for hvem det at lyve og manipulere var så indgroet i deres personlighed, at de for længst var holdt op med at lægge mærke til det selv”, som han skriver. Den barske kommercielle virkelighed kommer bag på ham. Han bliver fint behandlet på det lille pladeselskab Olufsen Records, men får at vide af en impresario: ’’Du må ud på et federe selskab!” Det kommer han så.

DER er glæder og sorger for den følsomme komponist, interne problemer i hans ’Tolkien Ensemble’, slidsomme rejser og koncerter i hænderne på arrangører, der er mest interesseret i orkesterversioner af filmmusikken fra  ’Ringenes Herre’, men bøjer sig for den glans, der er opstået omkring Christopher Lees medvirken i The Tolkien Ensemble’, supporten fra Tolkiens-selskabet i London med Tolkiens datter i spidsen, for ikke at tale om en dansk dronnings navn, der svæver med over vandene. Reiff fortæller levende om at være hvirvlet ind i en hård branche. Succes, der avler succes, men ikke altid på hans betingelser. Han er skånselsløst og detaljeret ærlig omkring sin tvivl om, hvor grænserne går, samtidig med at han er stolt over heldet og ihærdigheden, der giver hans projekt international medvind. Og så ikke mindst: Glæden over Christopher Lee medvirken og respekten for den gamle herre, der nyder opgaven og samarbejdet med de unge musikere. Deres fælles sceneoptræden og optagelserne til det, der endte med en firdobbelt CD-udgivelse af musikken til ’Ringens Herre’.

Reiff begynder og slutter bogen med et stærkt øjeblik ved en koncert i Paris i 2012. Christopher Lee medvirkede som fortæller. Han havde valgt at gøre det på fransk. Der er 2.800 mennesker i salen, da den 89-årige Lee kommer ind på tribunen foran orkestret. Caspar Reiff støtter ham frem til hans position. Lee vakler, Caspar prøver at holde den høje, tunge mand fast. De er ved sammen at dratte over bagover fra scenekanten. Men en af de russiske korsangere, der medvirkede, springer til og griber fat i dem begge.

Reiffs bog satser selvfølgelig på det spektakulære i den berømte skuespillers medvirken, i Dronningens Tolkien-interesse og i Tolkien-familiens delagtighed i projektet. Men det er Reiffs besættelse af den opgave, han har sat sig og hans åbenhjertige beretning om de kvaler, han har været igennem for at komme i mål med opgaven – det er egentlig det mest interessante ved læsningen.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *