foto: Emilie Theresa

ER DE FORVIRRET?

På Betty Nansen vinder komikken over magien og mystikken i ’En Skærsommernatsdrøm’

Dramatiker: Shakespeare. Bearbejdning: Line Knutzon m.fl. Instruktion: Elisa Kragerup. Scenografi: Steffen Aarfing. Medvirkende: Maria Rossing, Peter Plaugborg, Niels Ellegaard, Simon Bennebjerg, Mikkel Arndt, Xenia Noetzelmann, Martine Emilie Barrett Levinsen, Emma Sehested Høegh, Magnus Christensen og  Samuel Glem Zeuthen.

’En skærsommernatsdrøm’ spiller på Betty Nansen Teatret indtil 2. november. Varighed: 2 timer 4o min. inkl. pause

****

ER De forvirret? Det var det spørgsmål, man blev stillet ved hvert afsnit af den geniale amerikanske tv-serie ’Soap’. Ja, det var man. Og det er man under ’En skærsommernatsdrøm’ på Betty Nansen Teatret. Og det kan man roligt være, for så har Shakespeare opnået, hvad han ville: Forvirring. Og Betty Nansen Teatret med. At skabe den mest fortryllende forvirring i hovederne på spillere og publikum. Stykket er en tidlig Shakespeare-komedie, skabt som festforestilling til et eller andet adeligt bryllup, forestillingen selv er en hel lagkage af sociale og menneskelige lag, adelige, kongelige, borgerlige håndværkere og ikke mindst et sværmerisk luftlag af alfer, der blander sig i det hele.

TIL at blive klog på, hvad der er hvad? Og hvem der er hvem? Og hvorfor? Da håndværkernes boss ved afslutningen af deres bestilte komedie, festforestillingen ’Pyramus og Thisbe’ foreslår en epilog, siger fyrst Theseus irriteret: ’Ingen epilog, om jeg må be’”. Han har de sidste to minutter siddet fortabt i et eller andet på sin iphone. Han aner dårligt nok, hvorfor de er hyret. ”Gør ingen undskyldning”, vrisser han, ”for når skuespillerne er døde alle sammen, så er der ikke noget at sige nogen på. Hvis den, der har skrevet stykket, havde spillet Pyramus og hængt sig i Thisbes strømpebånd, så havde det været en dejlig tragedie. Nå, men lad os nu få noget dans.”

JEG husker ikke, om den replik falder præcis sådan. På Betty Nansen gør de, hvad der passer dem med teksten. Vi kan i det smalkostede program læse, at dramatikeren Line Knutzon, der i disse år er ansat på teatret, har skrevet nye scener til stykket. Instruktøren Elisa Kragerup har bearbejdet teksten – det har dramaturgen Solveig Gade også. Shakespeare-teksten, der egentlig er oversat af Niels Brunse. Derudover er der indlagt tekster fra Shakespeares sonetter, og de er oversat af Otto Steen Due.

FINT nok det hele. Den stump tekst fra Theseus, jeg lige har citeret, stammer fra Edv. Lembckes Shakespeare-oversættelse. Så jeg bidrager gladelig til den almindelige forvirring, teatret åbenbart gerne vil fremme med f.eks. manglede oplysninger i programmet om, hvem, der spiller hvad. Vel sagtens fordi det falder i tråd med ’En Skærsommernatsdrøm’s almindelige kasten bolde op i luften og forlyste os med tilværelsens blomstrende muligheder og hver menneskesjæls forsøg på at begribe, hvad der rumsterer i og omkring os – hvad der sker, og hvad der kan ske i vores hoveder og uregerlige kroppe.

NOGET, der er nyt og anderledes i denne ’Skærsommernatsdrøm’? Selvfølgelig. Som der har været det i hele striben af de ’Skærsommernatsdrømme’, vi har set og anmeldt i den sidste halve snes år. Det hører til stykkets charme. Udfordringerne hagler altid ned. Ligesom lysten til at tage udfordringerne op. Eleverne på Statens Teaterskole præsenterede sig med ’En skærsommernatsdrøm’ på Grønnegårdsteatret og blæste på al forvirringen med uimodståelig charme i 2011. Den svenske instruktør Anders Paulin satte stykket i scene et par år tidligere i Det Kgl.s ’Turbinehallerne’, d. v. s. han lod skuespillerne føjte rundt det halve af tiden med kameraer i hælene i værtshusene i kvarteret omkring Gothersgade. Vild forvirring. I 2012 var Det Kgl. på banen for at gøre det godt igen i det nye Skuespilhuset med Ghita Nørby som Puk, der dalede ned fra sufitterne blafrende med flagermusevinger og satte Søren Sætter-Lassen i en hvirvelstorm som håndværker Rendegarn, også kaldet Rending. At muligt er prøvet: Jan Gintberg som Puk i en baggårdsudgave af stykket på Nørrebro Teater, Nicolai Hübbe i al sine elegant dansende legemspragt i samme rolle på Gladsaxe Teater flere år tidligere. For ikke at grave tilbage i arkæologien og tale om Peter Langdals cirkusudgave i Østre Gasværk, der var hans gennembrud i 1987 med Tommy Kenter som Rendegarn, et cirkus af halløj. Selv Ole Lemmeke har været i Puk-trøjen, endda i en opera, Purcells udgave af ’Skærsommernatsdrøm’, ’The Fairy Queen’, hvad der selvfølgelig var et forsøg op at begrænse forvirringen i en opera, som operaledelsen mente trængte til talte snakke-replikker for får os til at forstå, hvad det handlede om.

PÅ Betty Nansen fortsætter man lidt i stil med Det Kgl.-udgaven fra 1912, der aktualiserede med moderne iklædning, funkis og glas, og eventyr-liret overladt til skuespillerne på den nøgne scene. Spillerne, der lige som Thesues med iphonen, flintrer hvileløst rundt med deres kameraer, skyder selfier, graver sig ind og ned i deres moderne selvoptagethed. Scenografisk vælger Steffen Aarfing enkelhed og skinbarlig nutid. Stole som i en hotelfoyer. Vægge, du ikke slår søm i og hænger billeder op på. Kostumer og lys sætter kuløren. Og dér kommer ikke til at mangle noget. Hoffets servile damer og herrer folder sig ud i det kropsnære. Og håndværkerne forsøger sig med lidt af hvert, gule bamse-skrud og sveddryppende bjørne-antræk.

SKAL man lokalisere effekten af det forvirrede handlingsforløb, må vi konkludere, at ’En skærsommernatsdrøm’ på Betty Nansen på den ene side lader os lidt kolde over for hele det halløj og spil af amourøse misforståelser og den galskab, der opstår ved, at Oberon og Puk i fællesskab drypper forvandlingsdråber i øjnene på de sovende Titania og Lysander, så de ved deres opvågnen forelsker sig i den første den bedste. De forelskede væsener, deres flammende hysteri over chok og svigt, da det går løs, er efter bogen, forventelig og velspillet.

MEN det er scenerne med de tre håndværkere, som tager storme af kegler. Deres diskussioner om, hvordan de skal bære sig ad, de tre – Peter Plaugborg, Niels Ellegaard og Mikkel Arndt – med at skære de 11 roller i ’Pyramus og Thisbe’ ned til tre er et gyldent revyshow. Netop af Shakespeare tænkt som folkelig kontrast til den seriøse realisme og de slørede alfeudfoldelser. Alle tre glimter med lynreplikker, komiske argumenter for, hvordan det hele skal gøres, hvordan de selv kan komme til at brillere, undgå pinligheder – som Arndt, der bliver sat til at forestille kvinden Thisbe – eller netop gøre pinligheder til deres force. Som det lykkes for Peter Plaugborg, der går offensivt til værks – også som det fingerede æsel, Titania bliver forelsket i. I Det Kgl.s udgave af ’En Skærsommernatsdrøm’ i Skuespilhuset var det den rolle, Søren Sætter-Lassen fik os op af stolene med et orgie af påfund.

PLAUGBORG slår sit talent som komiker godt fast, hans to meter er et virkemiddel, men også hurtigheden, stemmens variationsmuligheder, sansen for det absurde, evnen til intuitivt samspil med de to andre håndværkere. Og så evnen til den totalt beregnede forvirring, der er forestillingens pointe.

gregersDH.dk