SNØRKLEDE VEJE

Desorientering som løftestang for stærke stykker på to Odense-scener.

’Easylove Laboratorium’ på Teater Momentum, Odense

Spiller indtil 17. februar

****

’Love and Money’ Odense Teater, Værksted-Scenen

Spiller indtil 14. februar

****

DER er ’Nødebo Præstegård’. Der er ’Hamlet’. Og der er ’Et dukkehjem’. Den slags ved vi ligesom, hvad er: På med vanten! Handling herfra og dertil.
I Odense kan man nu se to nye forestillinger. De kører ikke på slagne landeveje. De er vidt forskellige. Men har det til fælles, at vi skal være desorienterede han ad de krogede veje. GPS’en løfter med jævne mellemrum øjenbrynene og spørger: Hva’ nu?
Det ene stykke går på Teater Momentum. Det hedder ’Easylove Laboratorium’.
Det andet går på Værkstedet, Odense Teaters lille scene. Det hedder ’Love and Money’.
Begge dele altså noget med ’love’. Som 99 procent af alt teater.
Men processen er speget. Der er noget, der skal arbejdes med. På Værkstedet. Og i Laboratoriet. 

(Foto: Teater Momentum)

SKRIV ET STYKKE

På Momentums scene sidder de fire skuespillere, Nanna Schaumburg-Müller, Lisbeth Sonne, Jonas Littauer og Michael Grønnemose og bakser ved hver sin computer med at skrive et stykke. De starter fra scratch. Det skal handle om et parforhold. Hvordan to mennesker går til sagen. Emma Gad er på en måde udgangspunktet: Opfør jeg ordentligt, der er spilleregler og følger I dem, vil det gå jer godt. Men Emma er good old days. Vi taler anderledes til hinanden i dag, tager andre hensyn, navnlig til os selv.
Stykket er undfanget af dramatikeren Tomas Lagermand Lundme i fællesskab med instruktøren Jens August Wille, og de fire skuespiller har leget med på udformningen.
Det, vi ser, er med andre ord fire skuespillere, der spiller forfattere, året er 2012, og de taler, tænker og opfører som moderne mennesker. Ikke fordi det gør den store forskel, tone, jargon og hensyn er såmænd ikke så meget anderledes end dengang – har man læst f.eks. Agnes Henningsen, der er Emma Gads samtidige, må man konstatere, at det mest er ydre omstændigheder, rekvisitter, boligforhold, kommunikationsmetoder, som er skiftet.

HVOR SKAL VI HEN, DU?

Det sjove ved stykket er at følge – og næsten være med i – de fires entusiastiske måde at digte sig frem gennem ’Hvor skal vi hen, du?-processen. Forelskelse, flytte sammen-overvejelser, småjalousi, opgør og idiotiske hverdagskonflikter – det skal naturligvis ende skævt, vi er på moderne hjemmebane. Som ’laboratorium’ for parforholdsanalyse er det underholdende, lidt omstændeligt, men godt fundet på og godt spillet af de fire.
En slags teater i teatret.

SKARPE EPISODER

PÅ Odense Teaters Værkstedet ved den engelske dramatiker Dennis Kelly nok, hvor han vil hen. Men han lægger ikke skinner til rette for os. ’Love and Money’ kører i fem-seks passager. Episoder, om man vil. Skarpe, ret korte, kantede, provokerende. De hænger sammen. Men linkene mellem dem skal man bruge lup for at se.
Grundlæggende handler stykket om en stak temmelig egocentriske personager, der går efter de ’money’, titlen nævner. ’Love’ er en temmelig betrængt størrelse i den affære. Vi er i en hård verden, hvor gældsbyrden er plagsom, gysser tæller voldsomt, og følelser eksisterer, men jages mest hen i en krog.

BAGLÆNS

Stykket er en sørgmunter fortælling, der i spredt fægtning fortæller om nogle forfrosne individer. Historien ruller ad snørklede veje baglæns. Udgangspunktet er, at en pige ved navn Jess har taget sit eget liv i frustration over ikke at få imødekommet sit luksusbehov. Hendes mand David, der selv er en ambitiøs kikser, fortæller i mails sin franske ad hoc-elskerinde om, hvad der er sket. Hård presset. Hans største problem er, at han nu nok ikke får råd til den smarte Rover, han var ude efter.   
Scenen er kold som en sardindåse. En flad metalkonstruktion. Platform
for moderne mennesker, der opererer udsøgt trist med hinanden.
De spinkle links til Jess og David-historien giver os bl.a. en scene ved Jess’ gravsted, hvor hendes forældre hakker løs på hinanden i ægteskabeligt skænderi, fordi graven er blevet overskygget af et nabogravmonument, som faren derfor knuser med en forhammer ved nattetide under livligt skænderi med konen, der trods alt mener, at sådan et monument har stået de efterladte i mange gode penge. Ghita Lehrmann og Mads Nørby er det noble, forarmede par. 

JOGGET FLAD
 
Vi kommer vidt omkring blandt frustrerede individer i det londonske miljø, vi færdes i.
I en anden scene bliver deres forvildede svigersøn David – spillet af Martin Bo Lindsten – ydmyget og jogget flad af tidligere kolleger under en jobsøgning. Natali Vallespir Sand er den benhårde chef assisteret af kollegaen Anders Cornelius Zoffmann. David får stukket ud, at han jo bare, hvis han er utilfreds med et job på lageret, kan tjene til livet som pornomodel, hvor der er penge i at sutte den af på andre mænd.
Dermed er vi videre i en stærkt underholdende scene, hvor Mads Nørby – svigerfar i forsumpet udgave? – er en lurvet sjæl på en bar, som prøver at gøre indtryk på en pæn kontorpige, bl.a. ved at vise hende det pixografisk resultat af David i pornoaction. Louise Rønhoff Davidsen, der spiller pigen, taber kæben af forbløffelse, men får til gengæld Nørby til at måbe, da hun pludselig beretter om, hvordan hun har chikaneret sin modbydelige chef ved at sende ham et postkort påklistret resterne af en mus, hun har massakreret i sit køkken.

FORBLØFFENDE

Da stykket som sagt ruller baglæns, møder vi til sidst den arme selvmyrdede Jess i en vældig og temmelig forbløffende monolog om livets trængsler, kærlighedens væsen og klodens gang i verdensrummet. Udtryksfuldt og smukt bibragt os af Lila Nobel Mehabils Jess, som favner sin David, der ser ud, som om han tænker mest på den Rover, han ønskede sig.
Den unge instruktør Jacob Schjødt har iscenesat med glimrende tag på at få dette besynderlige puslespil af scener til at gå op og personerne tegnet knivskarpt.

GregersDH.dk