Ny bog med strejftog i det avantgardemusikalske landskab i anledning af et jubilæum
DER MANGLEDE DA NOGET
SAGDE HAN – MUSIKKEN!
Om sjove, kryptiske og avancerede indfald i nyere dansk tonekunst
’Musikalske aftryk’ Dansk tonekunst gennem 150 år. Udg. af forlaget Grønningen1 og Edition-S i anledn. af 150-året for etableringen af Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik. Hovedredaktør Søren Schauser. 208 s. kr. 299,95.
****
DER bredte sig en opløftet stemning, når min mor satte sig ved det sorte ’Gebrüder Stingl Wien’-flygel. Mor havde slået klaverpartituret til Beethovens symfoni ’Eroica’ op. Men vi ville hellere høre noget, hun kaldte ’Indisk Nat’. For det var der ramasjang i, så både mor og flyglet gyngede. Så fik vi ’Indisk nat’.
ØJEBLIKKET lever igen, når jeg fordyber mig i bogen ’Musikalske aftryk’, der udkommer i disse dage i anledning af, at det er 150 år siden ’Samfundet til udgivelse af dansk musik’ blev etableret. Det er en god og flittig størrelse i dansk musikliv. Det udgiver dansk musik på noder. Det har alle dage været helvedes dyrt og besværligt at trykke og udgive musik. Men i 1871 gik nogle altså til sagen.
DER er vi ved det bevægende øjeblik, når min mor satte Beethoven-symfonien på nodepulten. Ikke ’Indisk nat’, for den havde hun ingen noder til. Den drønede bare ud af fingre, tangenter og strenge.
Beethoven måtte så hvile på pulten. Den havde hun i klaver-partitur, d.v.s. orkesterpartituret med alle orkesterstemmerne skrevet sammen til håndtering af to hænder, for resten vel nok fire hænder, d.v.s. skrevet til to pianister, hvis man var det, men mor var altså alene, som jeg husker det. Alene dengang ved det sorte ’Gebrüder Stingl’, et instrument, der fulgte mig i livet som højtelsket arvestykke, altid bemærket af kendere som flyglet med klaviaturets tangenter ganske svagt skrånende mod sin pianist. Besynderligt, mumlede folk, men himmelsk klang det i hvert fald, syntes jeg, især når jeg med årene gjorde mig umage med Beethovens enkle F-dur sonate eller Schumanns Novelletter. ’Brødrende Stingl’s liv sluttede, da komponisten Ole Schmidt under en festlig seance på årets sidste dag – var det omkring 1968? – fejrede nytåret hos os med en sådan aplomb, at det gamle instrument – en bryllupsgave fra min morfar til min mor i 1928 – udåndede og aldrig lod sig vække til eksklusiv dåd igen.
MEN klaverpartiturer. Klaverudtog som det kaldes. Det var det, der var sagen i så mange små hjem. I hvert fald langt ind i det 20. århundrede – de var til at trykke og udgive, hvis man ellers havde ferme komponister og nodestikkere, der kunne tumle de store orkesterpartiturer og stikke dem sammen til spillefærdige fir-eller tohændige værker, der ramte essensen, så vidt det nu var muligt, af populære orkesterværker.
DET var sådan det også begyndte for ’Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik’, da behjertede musikfolk satte sig sammen og tog fat. Det var ok, at folk kunne købe klaverudtog med alt fra Beethoven-symfonier til Strauss-valse. Men af dansk musik var der vist ikke meget andet end ouverturen til ’Elverhøj’ at få på den facon. Dansk musik måtte have en hånd. Der gik hul på al mulig dansk musik, gammel og nyere. I den nye bog samler musikfænomenet Søren Schauser en masse viden om den historie i flere artikler i den nye bog. Et fænomen kalder jeg Schauser, fordi han som kritiker ved Berlingske, docent på Musikkonservatoriet og andet godt, f.eks. jævnligt vidende og spøjs deltager i de sjove klassiske musikquiz-programmer på DR-TV og formidler sin viden med tør humor og lige ud ad landevejen.
DET er også ham, der som redaktør af bogen ’Musikalske aftryk’ omhyggeligt forklarer den omvæltning, ’Samfundet til udgivelse af dansk Musik’ undervejs har foretaget for at få taget fat på udgivelse af nutidig dansk musik, hvad der mildt sagt tit har været en lettere hasarderet pionéraffære. Det store publikum er sjældent rendt halsende efter udgivelser af strygekvartetter af Per Nørgaard eller klaverkoncerter af Niels Viggo Bentzon i den hensigt at brillere med partiturerne under aftenunderholdningen i dagligstuen. Udgivelserne er resultat af ambitioner og bevidsthed om, at tiden giver tingene en chance. Og så selvfølgelig af de klap på ryg og skuldre, som en offentlig erkendelse af mulighederne i langsigtede udgivelser medfører. På den måde en indsats, som er parallel til de offentligt støttede Dacapo-cd-udgivelser af ny dansk musik på cd.
SÅDAN er der så meget, og bogen er ud over Schausers introducerende artikler proppet med artikler af en række unge musikforskere og komponister. Artikler, der kan være gode at have ved hånden, når man som anmelder lytter til de færdige eller ufærdige resultater af danske komponisters anstrengelser.
DER er oplysende og underholdende bidrag undervejs. For et tage et enkelt eksempel ud: Musikforskeren Anette Vandsø fortæller i sin artikel ’Mellem sans og samling’ om, hvordan hun engang havde en romantisk date med til en koncert, hvor der blev uropført et debutværk af komponisten Niels Rønsholdt med den lovende titel ’Inside Your Mouth Sucking the Sun’. Hun syntes, det kunne være attraktivt for hendes ledsager, når nu emnet for værket var temaet kærlighed i form af en brevveksling mellem Napoleon og hans Josephine. Hun skriver: ”Hvad hverken jeg eller min ledsager var forberedt på, var, at værkets koncept var en særlig behandling af instrumenterne, således at sangerne kun brugte konsonanter, og musikerne på klarinet og basun sugede i stedet for at puste. Bagefter udbrød min date frustreret: ”Der manglede ligesom noget…ja…MUSIKKEN!”
JAMEN, hvad var nu dét? Og hvor blev Napoleon og Josephine af? For ikke at tale om den velsmagende sol? Som artiklens forfatter forklarer: ”Det siger noget om det besvær, lyttere kan have med samtidsmusikken, fordi man skal være villig til at følge komponisten ind på ukendt territorium, hvor hvert værk sætter sine egne regler, sit eget koncept.”
DET er et herligt nøgleeksempel på en historisk situation.
ERFARINGERNE er utallige. For en uges tid siden anmeldte jeg en af koncerterne fra Rued Langgaard-festivalen i Ribe. DRs Vokalkor opførte en sats af et spøjst værk af komponisten Ernst Toch, ’Gesprochene Musik’. Uropført oprindelig ved i en festival for ny musik i Berlin i 1930. Et boblende og pludrende mylder af geografiske stednavne. Skrevet for mangestemmigt kor og egentlig til at blive indsunget på en lakplade og afspillet i vilkårlige tempi. ’Konceptet’ har været uigennemskueligt for koncertgængerne, men resultatet i hvert fald forbløffende og givetvis chokerende for nogle. Næppe mindst for nazi-spioner på bageste række.
VI lytter interesseret til givne, formulerede koncepter, hvis de fremsættes. Anser dem ikke for ligegyldige, men synes på den anden side ikke, de skal være helt uomgængelige for tilegnelse af værkerne. Tilfældene er legio gennem musikhistorien, også i vor tid. Det krævede ikke en større analyse af hensigten hos David Tudor, da han med sav parterede et flygel ved en koncert på Louisiana i juli 1961. Begivenheden blev tv-transmitteret med efterfølgende seer-storm. Vi gjorde os som anmeldere også en vis umage for at forstå og forklare for læserne, hvorfor en Fluxus-aktiv komponist i Nicolaj Kirke tilbragte et søvnløst døgn eller to med en finger på kammertonen a. Endda uden at vælte af klaverbænken. Større vanskeligheder måske ved at acceptere konceptet hos Nam June Paik, da han tømte en tønde med vand (var det vist) over sit hoved. Og bagefter uventet gik hen og klippede slipset af Informations anmelder Hansgeorg Lenz – en misundelsesværdig hændelse for os andre – martyr- og offerrollen var ubetalelig.
DE overraskende udslag af eventuelle koncepter satte også skub i vores overvejelser, da Eric Andersen indleverede et værk til en konkurrence for yngre komponister til DRs musikafdeling i 1965 og fik sit partiturløse ’Opus 51’ med titlen ’I have Confidence in You’ uropført af Radiosymfoniorkestret under Francesco Cristofoli. Absurditet i renkultur.
KONCEPTERNE kunne være uigennemskuelige, men undertiden interessante og påtrængende – i min tid som redaktør af Dansk Musiktidsskrift dengang ofrede vi disse eksperimenter og provokationer stor interesse. Lige så meget interesse som jeg nu viser denne jubilæumsbog til hyldest af ’Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik’ og dens mange artikler, der fordyber sig i musikkens ’Grænseløshed’ – en overskrift på en af artiklerne. Eller ’Mellem sans og samling’, som den citerede artikel om konceptuel musik hedder. Eller ’Når noder ikke er helt nok’ som er titlen på en artikel om ’grafisk notation’. Det er gennemgående ganske hard business at læse flere af artiklerne. Nyttig selvfølgelig. Og lærerig.
EN læsning, der dog ikke har bragt min salig mors udfoldelser med Beethoven-symfonien ved det gamle wiener-flygel i glemmebogen. Hverken hendes ’Eroica’ eller ’Indisk nat’. Men noget har flyttet sig, og vi følger det nysgerrigt.
gregersDH.dk