Carsten Bjørnlund i ‘Dybet’ (Foto: Anders Hjerming)
–
HELVEDE PÅ HAVET
Det islandske stykke ’Dybet’ er en stærk oplevelse i Carsten Bjørnlunds fortolkning på Teater Får302.
Spiller indtil 31. marts
****
DEN historie kan vel fortælles på flere måder. Lavmælt, nøgternt, som en rapport. Eller med fuldt udtræk, drama, indlevelse og humor. Carsten Bjørnlund og instruktøren Egill Pålson har valgt det sidste.
’Dybet’ er baseret på en virkelig begivenhed. En ung sømand var eneste overlevende efter en skibskatastrofe ud for Island i 1984.
Den islandske dramatiker Jon Atli Jonasson har gjort den overlevendes historie til en monolog, barberet for alt ydre – kun en musiker, der dukker op midtvejs i stykket og agerer den ensomme måge, der følger sømandens kamp for at overleve i bølgerne. Et stumt vidne, der kan spille sfærernes melodi på sin guitar, og endda give sømanden med- og modspil, da sømandens hjerne under kampen for at overleve undfanger sin yndlingssang fra Pink Floyd’s The Wall.
Stykket er et kort drama på under en time.
TANKER SOM LYN
Det møder os med det uafvendelige. Vi ved, hvor vi skal hen.
Et øredøvende brag som indledning, derefter den unge sømands tur hjemmefra i mørket en tidlig morgen, afsejling fra havnen med trawleren – alt hverdag, trivielt, også om bord – indtil katastrofen.
Men det er stilhed før stormen. Uroen ligger i luften. Sømanden kan snakke nok så meget om pigen, han er varm på, om den gamle Plymouth, han er ved at have sparet sammen til, om hans far, der har sagt, at han skal bare gå løs på pigerne, bare én ad gangen…
Alt dirrer af en uforklarlig spænding, Bjørnlunds sømand mærker det i en hånd, der ikke opfører sig som den plejer, han er rastløs.
Vi kender slutningen – vi er ikke til en Agathe Christie-krimi, hvor vi skal gisne om, hvem der er morderen. Det overraskende og fascinerende er, hvad der sker i minutterne, da sømanden kæmper for livet.
Det er noget, vi hører i virkelighedens beretninger om tankernes ufattelige lynture i den slags situationer. Livet, der passerer revy, mylderet af mennesker, beslutninger, hilsener, fortrydelser, associationer til alt mellem himmel og jord. Jeg husker Kurt Ravns fortælling om oplevelsen af at være spærret inde under vandet ved tsunamien i Thailand. Tanker, der komprimeres på hjernens computer.
Bjørnlund har i det islandske stykke en tekst, der giver ham glimrende muligheder til at udfolde sin monolog i en blanding af desperation, ømme visioner om redning, totale nedture – og vanvittig og absurd humor…ikke mindst i sin dialog med mågen, den voksagtig ubevægelige måge-mand med guitaren.
Tal om stand up! Bjørns monolog er skuespil. Han kan sin Stanislavskij.
Det er en ypperlig lille forestilling.
GregersDH.dk
