'Dr. Jekylls advokat' Den Fynske Opera 19.3.2014 Anm.

Jørn Pedersen som D. Jekyll/Mr. Hyde i ‘Dr. Jekylls advokat’ på Den Fynske Opera (foto: Den Fynske Opera)
*
*
*
*
*
*
*

MORDEREN I OS ALLE

 

Drama lige på og hårdt med ’Dr. Jekylls advokat’ på Den Fynske Opera
Spiller på Den Fynske Opera indtil 29. marts

 

****

 

TAK skæbne. Her skal der ske noget. Sådan er det med Niels Marthinsen, hans operaer er smæk for skillingen, og den er hans librettist Eva Littauar med på.
Nu handler det om intet mindre end at genopvække Dr. Jekyll og Mr.  Hyde, gyserhistorien om lægen, der lever en dobbelttilværelse: Som indesluttet eksperimenterende nørd og som den morderiske Mr. Hyde, han omskaber sig til ved hjælp af mystiske medikamenter. Vi husker en djævelsk version af dramaet med Flemming Enevold på Gladsaxe Teater.
Her på Den Fynske Opera er det Jørn Pedersen, der har fornøjelsen – hans drønende basbaryton, tætte skikkelse og sorte blik er som skabt til at få den kærlighedshungrende dr.-slyngel til at nagle sine ofre til vægs, når det går løs, væggene lader han nu være, det er i gadelampens skær, han finder sine ofre. Han er morderen i os alle.

PÅ LANGS
 
På Den Fynske Opera har instruktøren Anne Barslev og scenegrafen spillet dramaet ud på langs af hele rummet – en vældig geografi med det otte mands orkester anbragte i den ene ende af salen – det betyder, at man skal vogte sig lidt for, hvor man sætter sig i den store publikumsopbygning: Tæt ved orkestret får man instrumenterne i ørerne med hidsig volumen. Og det lægger et ganske voldsomt net over oplevelsen af sangerne.
Ellers interessant nok. Marthinsen har skrevet et partitur, der er kammermusikalsk sjovt med accordeon, basklarinet, mere klarinet, violin, cello, basuner og slagtøj. Det hele skal høres med et vist filter, m.a.o. fra midt i eller den anden ende af salen.
Godt. I scenens midte sidder Helene Gjerdis med sit flammende røde hår og agerer advokaten, der får besøg af Dr. Jekyll, som vil have hende til at lave sit testamente. Til fornøjelse for ’Mr. Hyde’.
Dér starter komplikationerne, som hendes forelskede assistent, sunget flot af barytonen Thomas Storm, aner lurer i horisonten.

DØENDE SPØGELSE

Oven i det skal vi have advokatens mor tronende som døende spøgelse på toppen af et stillads, men det tilfører ikke meget til sagen. Dér sidder hun og vånder sig og anråber sin advokerende datter – glimrende og skyhøjt sunget af Elsebeth Dreisig. Men et nummer, næsten så uforklarligt som det pt forsvundne fly fra Malaysia. 
Den gamle dame er sunket i dødens afmagt efter pausen, kun opmuntret mod sit endeligt af tenoren David Danholt, der som Dr. Lanyon bestiger en stige med medicin og sprøjter, en pudsig figur modelleret efter Morten Grunwald, når han var mest fjollet i Olsen Banden.
Der er altså en del sære ting at opleve på vej mod den endelige dramatiske afsløring af Jekyll/Mr-Hyde. Forestillingen er båret af især Helene Gjerris’ og Jørn Pedersens intense spil og det tætte væv af stemmer i orkestret. Men også af en vis monotoni i klangbilledet og mangel på vokale højdepunkter – bortset fra Elsebeth Dreisigs korte udladning fra det høje.
Marthinsen og Eva Littauer vil det slagkraftige, elementære drama, men når ikke helt på niveau med deres forrige opera ’Snehvides spejl’. Det er til gengæld den sangligt flottest besatte forestilling, vi længe har set og hørt på Den Fynske Opera.

www.gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *