Morten Grove Frandsen, Julie Holmegaard Schade og Anne-Marie Curry i ‘Don Juan’ (tegn.: Claus Seidel)

HIMMEL OG HELVEDE

PÅ TEATER S/H

Christian Lollike med Mozart og Don Juan på jagt i me too-, you too- og we too-sporet.

Tekster: Lorenzo da Ponte og Olaf Højgaard. Musik: Mozart og Mads Brauer. Instruktion: Christian Lollike. Scenografi og kostumer: Ida Grarup og David Gehrt. Medvirkende: Morten Grove Frandsen, Nicolai Elsberg, Clare Thomsen, Margaux de Valensart, Olaf Højgaard, Anne-Marie Curry, Cecilia Gosilla, Ylva Maia Havndrup og Michiel Tange van Leeuwen.

’Don Juan’ spiller på Teater S-H i Staldgade, Kødbyen indtil 17. august. Varighed: Ca. 2 timer

****

DØD, synd, straf, skyld – og eftermæle. Vi er på den eksistentielle glatis med Christian Lollikes ’Don Juan’ henne i hans eksperimental-teatralske værksted S/H i den gamle Kødbyen, hvor duften af svin på kroge og ekkoet af kobrøl fra kreaturer på vej til skafottet runger fra de gamle slagtestalde.

LIGE et sted til at tænke over hvad fanden der skal ske med os andre arme, når den sidste skid er slået, og på, hvad der kan komme til at stå på vores gravstene. Lollike gravsætter selveste Mozarts Don Giovanni, helten over alle de slyngler, der har gnasket i sig af livets guf, en mand sat op med sorte og lyserøde sløjfer af litteraturen, teatret, operaen, filosofiens spekulanter og hvem som helst.

EN MAND. Ja. Netop. Det er tydeligvis bombenedslaget i Lollikes overvejelser. Godt nok. Det er manden, der står gnistrende oplyst i den del af vores kulturhistorie, der beskæftiger sig med menneskehedens trivsel og opførsel. Det er mændene, der affyrer pilene. Damerne, der sidder på dartskiven og venter på at høre suset. Det er jomfruer, der dvæler i det himmelske og glæder sig til at blive nedlagt af muslimske ynglinge. De store skikkelser i europæisk kultur er mænd: Richard med Løvehjertet og Holger Danske, det tumlede mod saracenerne. Det er digtermanden Virgil, som Hr. Dante har med sig på sightseeing gennem Helvede, mens han tænker på sin fortryllende Beatrice, som er så hævet over det jordiske, at man i København har anbragt hende på toppen af byens højeste søjle, Dante-søjlen. O.s.v. Kristendommens Jesus er en mand, i hvert fald indtil videre. Det er mandedyret Christian 4., der nu har fået en latterlig og grim statue stillet op foran Børsen til ihukommelse af, hvor mange kvinder, han har ekspederet i barselseng.

OG det er altså Mozarts Don Juan, til hvis begravelse vi nu er inviteret på Teater S/H. Udset af Lollike som prototypen på den livsfarlige forfører. En meget mærkelig begravelse, hvor vi starter i ravende mørke et ubestemmeligt sted i teatret. Vi er vidner til en katolsk dødsmesse, hvor en art gregoriansk sang lyder fra kor og enkelte solist-struber, der tilhører dystre, maskerede figurer, som vi aner konturerne af på podier.

KOMPONISTEN noteres som Mads Brauer, der også bringer os videre ud af mørket i procession til tonerne af Chopins sørgemarch, den berømte og mageløse musikalske fodslæber fra hans klaversonate i b-mol. Brugt og misbrugt, her i storartet overensstemmelse med det kunstfærdige follow up: Mozarts opera i brudstykker, musiceret i Brauers arrangement for en kvintet af slagtøj, akkordeon, klaver og Brauer selv ved synthesizeren. Og hovedpersonerne i dyster entre iført så dramatisk spansk sort og tilsløret som havde de deltaget i en begravelse i en Lorca-tragedie, transskriberet baglæns til renæssancen.

ARIE på arie træder de frem og synger for os. Morten Grove Frandsen kostumeret som den netop begravede Don gør nar ad sin ’konkurrent’ i operaen, den slapsvansede Don Ottavio ved at synges ’Dalla sua pace’ så smukt – så smukt, at også Sommeropera-chefen Peter Lodahl, der sad lige foran mig, måtte løfte hovedet – hovsa, det er et af hans egne tenorale glansnumre gennem karrieren.

GROVE FRANDSENS kontratenor-røst tilførte figuren al den kønsforuroligende intensitet, der er en essens af Lollike-opsætningen. Vi er i diskussionernes og problematikkens vold, når skuespilleren Olaf Højgaard som en iagttager af hændelserne brækker Don Juan-figurens adfærd fra hinanden i overvejelser om drifternes og de moralske gebrækkeligheders egentlige natur hos dette væsen. Mand dog, hvem er du, hvad er du, hvad er dine motiver og hvad er din straf? Hvor befinder remmen af din hud sig hos andre, me too, you too, we too? En særegen vinkel, der i flugten også giver os associationer til dissekering af den rolle, Højgaard spillede som Anders Breivik i Lollikes stykke om morderen Breivik og Ut Øya-massakren.

ARIE PÅ ARIE, som sagt. Donnaerne Anna og Elvira, og Zerlina rejser sig fra deres stole, lægger slørene og synger deres vrede, smerte og besættelse ud i de arier, vi kender fra operaen. Clara Thomsen, Margaux de Velensart og Anne-Marie Curry, som slutter med at holde lukket dame-komsammen som forulempede i et hjørne, mens Don Juan holder mere eller mindre overbevisende moralprædikener over sig selv med hovedet ned i bandets flygel og med Nicolai Elsbergs torden-bas udslyngende forbandelser og middags-invitationer ned over Don Juan – den basstemme har vi allerede hørt i 1.scenens ’Requiem’ som et fuldtonende orgelpunkt under koret. Nu til torden og lynild fra komponist Mads Brauer, der skruer op for al landsens og helvedets larm fra sit instrumentarium af elektroniske lydkilder. Den lastefulde Don Juans ankomst til skærsilden.

DERMED skulle spillet vel være ude. Men nej. Der lægges op til en tredje akt – teatersalen omdannet til en forsøgsvis glødende natklub, Din Giovannis invitation til Champagne, ’Finch’han del vino’ knaldes ud som spruttende velkommen, vi er pludselig rykket tilbage til festen i slutningen af operaens 1. akt, festen, hvor Don Juan lokker Zerlina i baghold. Men vi er slet ikke tilbage i handlingen, vi er til et knald af en regnbuefarvet pornofest, blandet op med cirkusartister i trapez, mavedanserinder, sabelslugere – pigen, der gør det, Cecilia Grosilla, kan minsandten kunsten – og her sidder vi så som rimeligt vanekultiverede teaterpublikummer og gør os umage for at leve op til det sodoma, Lollike ser for sig:

TRANSVESTITTER og halvnøgne donnaer, sopraner eller ej, vandrende rundt forsøgsvis gejlende os op – jeg fik selv Don Giovannis ’Deh, vieni alla finestra’ (’Kom til mit vindue, skat’) i millimeternær gengivelse af en af forestillingens yndefulde sopraner. Alt muligt gods fra operaen blev fyret af – vi var alle sammen med på en kikker, og næppe så meget deltagere som Lollike måske har håbet.

JEG forlod det med skam – ikke skamfuld – i utide af uvedkommende grunde, og aner ikke hvordan det hele kunne slutte, men det havde karakter af en indholdsmæssig båndsløjte uden finale. Så da Zerlina midt i det sceniske halløj sang til sin Masetto: ’Slå mig kun, slå mig dog Masetto’, antog jeg det som et vidnesbyrd om grundtone og konklusion i Teater S/H’s hensigt med denne ’Don Juan’: Noget i retning af ”For helvede, Zerlina! Det siger du ikke til ham!! Gør, hvad du har lyst med Juan og giv Masetto et spark over skinnebenene!”

SÅ var pointen nok slået fast. Fast nok.

gregersDH.dk