Josefine Opsahl, Regina Unnar Olafsdottir, Daniel Carlsson og Katrine Grarup Elbo i ‘Myte om mørke’ (tegn.: Claus Seidel)

SORT OPERA OG SORT IDÉ

Fejring af Elsa Gress med et umedgørligt opera-projekt på Teaterøen.

Forfatter: Alexandra Moltke Johansen på basis af Elsa Gress’ oversættelse af et digt af Byron. Komponist: Ikke angivet. Scenografi og kostumer: Simone Bartholin. Medvirkende: Regine Unnur Olafsdottir, Nana Bugge Rasmussen, Daniel Carlsson, Mila Houstrup Madsen, Silja Lumholt og ensemblet We Like We: Katrine Grarup Elbo, Josefine Opsahl, Sara Nigard Rosendal og Katinka Fogh Vindelev.

’Myte om mørke’ spiller på Teaterøen igen i aften og i morgen. Desuden i Musikkens Hus i Aalborg 11.8. Og i Sukkerfabrikken i Stege 16.8. og 18.8. Varighed: 1½ time uden pause.

**

NÅDADA. Her er vi godt nok ude på en svævebane af sort mystik. Nordic Opera henter os til den yderste spids af Refshaleøen og lukker os med ført hånd ind i Teater Asterions mørklagte sal til en opera, der skal være en hyldest til forfatterinden Elsa Gress i anledning af, at hun kunne være fyldt 100 for nylig. Hun ’fortjener en opera’, skriver Alexandra Moltke i programmet – Elsa, den gamle vildheks, der gennem et par generationer rasede og ruskede i samfundsdebat og litteratur.

GØR hun? Fortjener en opera. Ja, hvorfor ikke. Dramatik skrev Elsa Gress en del af. Til tv og til flere teatre, bl.a. det storslåede stykke musikteater ’Christihimmelfartsfesten’ på Gladsaxe Teater i 1983. Men altså aldrig en egentlig opera. Det gør andre nu for at hylde hende. Ophavskvinde til initiativet ser ud til at være librettisten til ’Myte om mørke’. Vi slippes ud i dagslyset halvanden time senere efter at en stribe ypperlige sangere og musikere har ført os gennem kryptiske handlinger. Librettisten, dramatikeren Alexandra Moltke kender vi fra sære dramatiske greb – i det sidste års tid har det været hendes ’Messias’ på Husets Teater, der tog frelsen ud af hænderne på Gud Herren og hans udsendte Kristus og overlod den til menneskene selv. Kort efter hendes ’Den sidste Gud’ på Teater V i januar, hvor en forstyrret hospitalsindlagt kvinde var frelserfiguren, der skulle føre sine popsyngende kvindelige medpatienter til redning og frelse fra – som det hed ’en topstyret popkultur’.

MORALSK løftet pegefinger får vi også, så det dundrer, i Alexandra Moltkes libretto til ’Myte i mørket’. Men det går temmelig skævt, uden at være nødvendigt. Hendes tekst bygger på Elsa Gress’ oversættelse af den engelske digter Byrons dramatiske digt ’Darkness’, som han skrev i 1816 under indtryk af et hysterisk, psykologisk sammenbrud i en række europæiske lande dét år. Et vulkanudbrud og jordskælv i Indonesien skubbede til nogle meteorologiske varsler og fænomener i denne ende af verden, og Byron videreførte hændelserne til digteriske visioner om menneskehedens og jordens undergang. Han fremmanede en ubønhørlig og definitiv katastrofe, som overgik både vores nuværende beretninger om den smeltende is ved polerne og den afrikanske Sahara-ørkens tåger af sand over Europa – det var en verden på vej til total forsvinden.

DET er Byrons poetiske visioner, Elsa Gress oversatte, og dem Alexandra Molte så spinder videre på med en drømmeagtig historie om en pige, der fortaber sig i mørket under katastroferne, færdes i bedøvende valmuemarker, møder rasende hunde, forbrændte mennesker, en uhyggelig kejser og flokke af aggressive papegøjer. Noget har hold i Byron-teksten, andet slet ikke. Til sidst blandes Elsa Gress og hendes mand Clifford og hendes tre børn ved navns nævnelse ind som ubegribelige bidragydere til månens og solens forenede genkomst oven på den kulsorte nat og menneskehedens frelse gennem formaninger om at opføre sig ordentligt.

INGEN skal benægte, at Elsa Gress sagde og skrev stærke og gode ord om, hvad hun syntes omgav hende af slaphed og fordærv, undertrykkelse og ukultur i samfundet, og hvad man skulle stille op med dét. Men den påklistrede epilog til Byron-oversættelsen er meningsløs. Byron og Gress nøjes med den bloddryppende, definitive apokalypse. Deres tekst er rimeligt stærk og voldsom og behøver ikke associationer til Gress øvrige synspunkter på kvindesag og køn.

DET forhindrer ikke, at vi i de bælgravende mørke i salen kan lytte til gode sangere – sopraner og en enkelt kontratenor – og til en musik, der med slagtøj og strygere i sprød enkelhed maner stemninger frem. Hvem der er komponisten, fortæller programmet ikke, men alt er gjort med umage og mod til at trodse det uigennemskuelige omkring de medvirkendes handlinger på scenegulvet styret af Lotte Andersens instruktion. Mest forvildet er nok publikum, der kan læse og downloade Alexandra Moltkes libretto på nettet. Formodentlig uden at blive meget klogere end i teatersalen, hvor gode sangstemmer i øvrigt ikke erstatter en fortvivlende mangel på forståelig tekstudtale.

’Elsa Gress fortjener en opera’, siger programmet. Det gør hun måske stadig. Men ’Myte i mørke’ er ikke svaret. Det nærmeste svar vi kan komme er det fantastiske stykke musikteater, hun skrev til Gladsaxe Teater i 1983 sammen med Kaspar Rostrup – Kristihimmelfartsfesten, som oven i købet handler om tumulten under et katastrofalt vulkanudbrud på den caraibiske ø Martinique i 1902. Det dræbte 30.000 mennesker. Blandt Elsa Gress’ værker for så vidt en mere nærliggende løftet pegefinder om et samfund, der ikke reagerer på katastrofevarsler.

gregersDH.dk