Alfred Nobel på plakaten til Cumulus Teatret og Det kgl. Teaters aflyste forestilling på Takkelloftet
DØDENS HAVAREREDE KØBMAND
En operaaften på Takkelloftet, der blev blæst væk af Coronaen
Stjernefri
SÅ meget, der forsvinder i Corona-mørket! Denne sidste aften i marts stod en ny dansk opera oprindelig på plakaten hos Det Kgl.
TITEL: ’Dødens Købmand’. Musik: Peter Bruun. Libretto: Vilhelm Topsøe.
OPERAEN skulle have haft premiere på Det Kgl.s Takkelloftet 31. marts. Den grumme titel var ikke en besværgelse af den huserende pandemi. Den henviste til Alfred Nobel, manden der gjorde våben til en blomstrende handelsvare og dermed lagde grunden til helvedes ødelæggelser.
VAR det dét, han ville, Alfred Nobel? Denne svenske opfinder og industrimand, der levede gennem 1800-tallet og fik i hundredvis af patenter på alskens djævelskab, først og fremmest dynamit? Og som tjente kolossale formuer på det alt sammen? Næh, svarede han. Sikkert med et usikkert smil. Han forsøgte sig med at fortryde, mens kanonerne tordnede og millioner blev skovlet ind – jeg bruger da nogle af pengene på en stor fredspris, som kan bære mit navn! Mon ikke dét kan dulme mine nagende overvejelser og give lidt balance i mit omdømme?…
FORSØGET lykkedes på mageløs vis. Nobelprisen blev et lysende internationalt signal om tårnhøj kvalitet i mange sammenhænge, kulturlivet, i videnskab, og såmænd klap på skuldrene og hyldest til prisværdige fredsinitiativer. Det kan godt være, der i disse år har være bøvl og rumsteren omkring en Nobel-jury, der har rod i sagerne og strides indbyrdes om kompetencen. Lidt krig i geledderne, men nok mere geværknitren end kanontorden. Priserne vil efter alt at dømme fortsætte med at være monumentale vidnesbyrd om høj klasse og smukke ideer til at imødegå en krigerisk verden.
EN opera om denne Nobel? Godt tænkt af forfatteren Vilhelm Topsøe. Der er en glimrende pointe i tvetydigheden i Nobels overvejelser om sit geniale, men makabre virke. Og oven i det: Dilemmaer og knas i mandens personlige tilværelse, der hænger dramatisk sammen med og spiller ud mod hans aktiviteter som dødens købmand. Til den ene side en kvinde, der blev hans højre hånd i en periode og livslang. videnskabelig diskussionspartner. Til den anden side en kvinde, der blev hans elskerinde. Gift blev han med ingen af dem. Og børn fik han ikke med nogen af dem, heller ikke med andre.
DEN første var den østrigske Bertha von Suttner, en højt begavet kvinde ud af en adelig officerslægt, litterært og sprogligt veluddannet, ti år yngre end Alfred Nobel, og med et omtumlet liv bag sig, bl.a. gennem flere år bosat i Georgien med sin ligeledes østrigske mand, der var journalist.
DEN anden hed Sofie Hess og var ekspedient i en blomsterforretning i Wien. Det var dér, Nobel mødte hende. Hun var 26, han var 43.
BEGGE bekendtskaber stammer fra året 1876. Dér år, hvor Nobel fik indsat en annonce i et Wiener-dagblad med denne ordlyd: ”En meget rig, højt uddannet ældre herre, som er bosat i Paris, søger en sprogkyndig, moden kvinde som sekretær og husholderske.”
DET besynderlige udgangspunkt udviklede sig for Bertha von Suttner til en meget kort sekretærtid hos Nobel, men et livslangt samarbejde, der for Berthas vedkommende resulterede i en række bøger, hvoraf den vigtigste blev ’Die Waffen Nieder’ – ’Ned med våbnene’. En bog, som blev oversat til en lang række sprog, også dansk, og i øvrigt filmatiseret af Nordisk Film i 1914 med Carl Th. Dreyer som instruktør. Bertha von Suttner fik Nobels Fredspris i 1905, ni år efter Alfred Nobels død. Hun var den anden kvindelige Nobel-prismodtager efter Marie Curie, der havde fået prisen for sin forskning i urans radioaktivitet.
NOBELS forhold til blomsterpigen Sofie Hess fra Wien blev næsten lige så livslangt som hans forhold til Berthe von Suttner. Et elskerindeforhold, der fortsatte bl.a. i udveksling af flere hundrede breve, også efter at Sofie Hess havde giftet sig med en eller anden og fået barn. Brevvekslingen findes udgivet, selvom Nobel Fonden gjorde sig anstrengelser for at få lagt beslag på den, fordi den fortæller forskelligt om hans karakter og holdninger, bl.a. en udtalt antisemitisme. Nobel hyrede bolig til hende både i Paris og i Bad Ischl i Østrig, og hun levede indtil 1919. Delvis højt på bestemmelser i Nobels testamente.
HVAD der er kommet ud af forfatteren Vilhelm Topsøes libretto og komponisten Peter Bruuns musik til ’Dødens Købmand’, får vi altså ikke at vide på denne sidste aften i marts 2021. Aflysning betyder udsættelse indtil det behager Coronaen at lade tæppet gå op. Men både Topsøe og Bruun har netop på Operaens Takkelloftet leveret godt arbejde tidligere. Topsøe i 2017 med teksten til operaen ’Martyriet’, der handlede om mordet på Kaj Munk under Besættelsen, og som havde musik af John Frandsen (anmeldt 30.1. 2017). Peter Bruun med operaen ’Alverden god nat’, der handlede om Jens Munks ekspedition og forlis i det iskolde farvand i Canadas Hudson Bay under forsøget på at gøre Chr.4.glad ved at finde en nordvestpassage. Dén opera skrev Ursula Andkjær Olsen libretto til (anmeldt 13.1. 2014). Begge operaerne var resultat af et samarbejde mellem Det Kgl. Teater og Cumulus Teatret, der også står bag det forløbig havarerede projekt med ’Dødens Købmand’.
HVAD man stiller op, når man er sortlistet af Corona-pandemien? Instruktøren Tine Topsøe, der skulle iscenesætte ’Dødens Købmand’, allierede sig for nogle uger siden med tre syngende veninder, bl.a. sopranen Frederikke Kampmann (der var tiltænkt partiet som Sofie Hess i ’Dødens Købmand’). De fandt på at affyre en vilter udgave på nettet af Mozarts lille opera ’Teaterdirektøren’, en YouTube-sag på under en halv time, der i højt humør og under improvisationens muntre vilkår lod Frederikke Kampmann krydse koloraturklinger med sopran-kollegaen Anne Due Nørgaard. En audition-krig med en tredje sopran Emma Oemann som dommer og sprech- eller singstallmeister. Skævt og sjovt med sopraner, der kæmper på stemmer og albuer for at få jobbet.
MOZARTS lille operakomedie blev oprindelig uropført ved en kejserlig fest på Orangeriet ved Schönbrunn i 1786, opført i den ene ende af salen før middagen. Så guffede selskabet i sig, og bagefter dirigerede Salieri i den anden ende af salen sin bestilte opera ’Prima la musica e poi le parole’ – først musikken, så teksten.
DER var ingen middagsservering på sopranernes YouTube, men Anne Due Nørgaard åd i foragt en ristet pølse, mens Frederikke Kampmann sang løs. Dommeren dømte begge ude til fordel for en tredje konkurrent. Et levende kik bag operakulisser.
gregersDH.dk