GRUPPETERROR

Skuespilelever på prøve i et stykke om gruppepsykose og gruppeundertrykkelse på Skuespilhusets Lille Scene. ’DNA’ er titlen.  

****

SIKKE en mulighed for at forsøge sig i det fag, man har valgt: De er alle elleve et eller andet sted i tyverne og befinder sig på 3. eller 4. år i skuespilleruddannelsen ved Statens Teaterskole (der nu har taget navneforandring til Statens Scenekunstkole).
Og så får de sådan et stykke som ’DNA’ at bakse med og vise sig frem i på Det kgl. Teater.
Det oplagte er, at stykket har netop elleve karakterer. Elleve unge, der er i en totalt fælles situation. De går i skole sammen. Danner en klike. Et kammeratskab, der stiller krav om ubrydeligt sammenhold. Enhver af os kender situationen som barn og for resten også som voksen. Er du med eller er du udenfor?

ANGSTEN

Klikken i ’DNA’ udvikler sig lynhurtigt så råt og grusomt, som var det en bande rockere eller nazister. Et medlem, pigen Ada, bliver udsat for nogle ’manddoms’-prøver og styrter i en afgrund.
De tror, hun er død, og de går i panik af angst for følgerne. Skylden for hendes død må placeres et andet sted. Deres anfører Phil konstruerer en plan: Man planter DNA-spor fra den døde piges tøj på en tilfældig, en luvslidt stakkel af et postbud, som er ’set’ i nærheden af afgrunden.
Herfra kører spillet mellem de elleve. Angsten for afsløring, tvivlen om den beslutning, de har truffet – og alle de følgende beslutninger, der skal træffes, efterhånden som de snøres ind i de problemer, som udløses af handlinger og nye beslutninger undervejs. Truffet i et virvar af indbyrdes pression. Nogle mere beslutsomme end andre, angst for reaktionen, hvis man ikke er med, angst for pludselige at blive skubbet ud af fællesskabet.
Det konstante spil på netop fællesskabet: Du tør måske ikke? Angsten for hævn, straf, for at være usolidarisk.

MARERIDT

Ikke to forholder sig på samme måde i de givne situationer. Ikke to af de unge skuespillere, der er med i dette mareridt af ulyksalige beslutningsprocesser, skal reagere helt ens, skridt for skidt som desperationen udvikler sig. Hver eneste har sine overvejelser og reflekser, skiftevis usikre, skiftevis konsekvente – og alligevel inkonsekvente i forhold til, hvad der er moralsk forsvarligt.     
Angsten for at tage beslutninger med de andres spotlight rettet mod sig er den samme angst, som vi ser i det Fassbinder-stykke, der går på Betty Nansens Edison Scene: ’Angst æder sjæle op’ eller ’Habe kein Angst’, som er den titel, teatret bruger. Den angst, der givet frit løb for nazisme, fremmedangst. Som i situationen mellem de unge i ’DNA’: Angsten for at blive udstødt af fællesskabet.
Det er Geir Sveaas, der har styret skuespillereleverne på plads i den enerverende indbyrdes kamp mellem de elleve. Navnene fortjener at nævnes: Esben Smed, Carl-Christian Riestra Rasmussen, Joachim Fjelstrup, Christopher Læssøe, Charlotte Amalie Kirkegaard Kehlet, Sofie Ancher Vea, Sicilia Gadborg Høegh, Siir Tilif, Natalie Wolfsberg Madueno, Patrick Baurichter og Rikke Eberhardt Knudsen. De har vist sig i showroomet nu. En slags virkelighed. Et år fra scenelivets skinbarlige virkelighed. 

GregersDH.dk