‘Bang og Betty’ Folketeatret, Hippodromen 4.10.2012 Anm.

Ole Lemmeke har skabt en forrygende Herman Bang på Folketeatret i Jakob Weis' nye stykke 'Bang og Betty'
Ole Lemmeke og Cecilie Stenspil i ‘Bang og Betty’ på Folketeatret (Tegning: Claus Seidel)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

HVIRVELVIND AF SARKASMER

Ole Lemmeke har skabt en forrygende Herman Bang på Folketeatret i Jakob Weis’ nye stykke ’Bang og Betty’

Forestillingen spiller på Hippodrom Scenen indtil 11. november.

*****

ET fantastisk billede i programmet: Herman Bang sidder mellem skuespillere i Folketeatret. Hans blik er borende, men fortabt i et eller andet fjernt. Han befinder sig anderswo. Du kan lægge alt tænkeligt i hans blik, tomhed, vanvid, raseri, længsel, i hvert fald er han ikke den glade sceneinstruktør med sine håbefulde skuespillere, som poserer for fotografen. Billedet er fra april 1899. Ved Bangs side sidder den 26-årige Betty Nansen og ser forsigtigt på ham. Stykket, de skal prøve på, er fransk. Det kan være ligegyldigt. Det er Bang, vi ser.
Ole Lemmeke, der spiller ham nu på Folketeatret, må have studeret det udtryk. Christopher Berdal har gjort det. Dramatikeren Jakob Weis har gjort det. Udtrykket og attituden, som vi også møder i andre billeder af Herman Bang.

ARTISTERI

Det rammer i uhyggelig og besnærende grad den Herman Bang, vi har på scenen i ’Bang og Betty’.
Vi skal – lige som i ’Tribadernes nat’ på Betty Nansen Teatret – se en prøve på et skuespil af Strindberg. Tiden er den samme, situationen minder om.
På Betty Nansen Teatret med Strindberg som den besatte forfatter, der instruerer sit eget stykke i et rasende og hadefuldt erotisk opgør med de medvirkende.
På Folketeatret Herman Bang, som fører en både kunstnerisk og personlig krig mod alt og alle, drevet af sin egen besættelse af at være den klogeste, af at være miskendt, af at være en suveræn teaterkunstner, og – af at være jaget vildt på grund af sin homoseksualitet. Og så drevet af sit flammende, verbale artisteri – verbalerotiske artisteri kan man vel kalde det som parallel til hans konfliktsøgende, ustyrlige og uforløste drivkræfter.

SVIRP AF PILE

Det er en fantastisk figur, Ole Lemmeke har skabt. Dramatikeren Jakob Weis har leveret ham al tænkeligt skyts, det sprøjter fra ham med replikker, der svirper som pile, ondskabsfuldheder, lammende sarkasmer, ironiske knaldperler – den lystfyldte, ironiske sprogekvilibrisme hos Bang, den tone, der på magisk – undertiden fortryllende, undertiden komisk, undertiden øretæveindbydende vis strømmer som kaskader fra nogle homoseksuelle – mænd i hvert fald.
Ole Lemmekes maskering er fuldendt med de bangske spytkrøller nøje tilrettelagt i panden, hans bevægelser som små hvirvelvinde over scenen, blikket lurende konstant og vellystigt på næste mulighed for at formulere rammende uforskammetheder.
Over alle grænser i sit sammenbrud i slutningen af 1. akt.

FØRST I 2. AKTEN

Men kan gennem 1.akten – hvor prøven på scene nr.12 i Strindbergs ’Frk. Julie’ hele tiden går i stå i kampen med den umulige skuespiller, der skal spille tjeneren (Casper Crump har fornøjelsen) – ønske mere guf i manuskriptet til Cecilie Stenspils, d. v. s. Betty Nansens, Frk. Julie. Vi forventer måske et større modspil til de overvældende udladninger og muligheder, der har fascineret Jakob Weis i Bang-figuren.
Men det skal man vente på 2.akten for at få udløst. Det bygges op.
2. akten, der udspiller sig otte år senere på et tidspunkt, hvor personen Betty Nansen ikke mere bare er en 26-årig skuespillerinde med ben i næsen og krav på at få albuerum til at spille den rolle, hun har indstuderet. Men hvor hun er modnet til et selvsikkert teatermenneske, med ambitioner om at skabe sit eget teater og på vej ud af sit ægteskab med Gyldendal-direktøren Peter Nansen – som hele tiden omtales i Weis’ stykke, men aldrig ses.

Set – det bliver til gengæld Johs. V Jensen, forfatteren, der med sin puritansk-aggressive livsholdning blev berygtet for at fyre den berømte bemærkning om Herman Bang af i en Politiken-kronik: ”Han lider formodentlig i øjeblikket af platonisk kærlighed til en løjtnant”.

STAKKELS JOHANNES V.

Rollen er i hænderne på Laus Høybye, som holder den på det plan, som forfatter og instruktør har tiltænkt den: En lille blegsottig sippe med få replikker, groet helt til som en vissen asparges. Stakkels Johannes V.! Men det er en Johannes V. Jensen som han har set ud i Bangs objektiv. En mand egnet til at lemlæste for den nådesløse, forurettede Bang.
Han er næsten reduceret til at revy-figur af Jakob Weis.
Men det giver på den anden side så meget mere plads til udfoldelse for Cecilie Stenspil som den modnede, selvstændige, og både vrede og tilgivende kvinde, der kan tage en dyb indånding og tilgive Bang alle hans ulidelige særheder og holde af ham som den kunstner og læremester, der har påvirket hende gennem mange år til hendes voksne indsats.
’Bang og Betty’ munder ud i en slutning, der fortæller om en art forsoning mellem Johannes V. og Herman Bang, fortalt gennem brevoplæsning.
Dramatisk en lidt skuffende finale af den art, vi kender i musikteorien, hvor en ’skuffende slutning’ må følges af noget mere.
Her er den nødtørftige løsning, at Cecilie Stenspils Betty Nansen breder armene ud foran et portræt af Bang, som var det afslutningen på en rørende festtale.
Det tror jeg kan gøres mere interessant.
Forestilling ånder ved Lemmekes fabelagtige Bang-model. Og Stenspils vågnende Betty Nansen. Komisk og virtuos skildring af et forbløffende øjeblik i dansk teater.
’Ej blot til lyst’ står der over scenen som et fiffigt lån fra det Kgl. Teater af scenografen Nina Flagstad.

GregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *