‘Forrykt’ Biografi om komponisten Robert Schumann Genlæst 28.7. 2017

Sommer- og genlæsning af bogen 'Forrykt' om komponisten Robert Schumann

HVOR

FORRYKT

VAR

SCHUMANN

Sommer- og genlæsning af ’Forrykt’ – ’Billeder af Robert Schumann og hans musik’. Forfatter: Karl Aage Rasmussen. 128 s. Gyldendal 2004.

*****

GÅDEFULD. Og derfor svær at slippe.
Det handler om komponisten Robert Schumann, kernekomponist i højromantikken, født i 1810, død i 1856 – som Mozart og Schubert, en af disse komponister med en livslængde, der er kortere end en håndevending, men med de få år brugt på at skrive floder af musik, som vi stadig spiller to århundreder senere.
Denne regnfulde og forblæste danske sommer har jeg genlæst noget af det bedste, jeg har læst om Schumann. En bog skrevet af Århus-professoren og komponisten Karl Aage Rasmussen. Den udkom i 2004. Jeg nævnte bogen forleden i anmeldelsen af cd’en med Hans Abrahamsens blæserkvintetter, med bl.a. hårfine transskriptioner af Schumanns ’Kinderszenen’.
Bogen om Schumann skal have et par ord mere med på vejen.

VEJEN MOD GALSKAB

Karl Aage Rasmussen har kaldt sin bog ’Forrykt’. En nærliggende titel, når den nu handler om Schumann. Schumann døde mere eller mindre indespærret på en institution i Düsseldorff, fjern i sind og i smuldrende kommunikation med sine omgivelser. Nogle år tidligere sprang han en vinterdag i et desperat anfald i den iskolde Rhinen.
Der kan være belæg for at kalde ham forrykt, men er der belæg nok?
Man kan bore i og analysere hans musik og konstatere chokerende eller mærkelige eller uforståelige sider i hans sange, i hans klaverstykker, hans kammermusik og hans symfonier. Alt sammen kan pege mod galskab. Men man er i tvivl, når man lytter og tænker efter: Er dette og hint nu tosset eller er det genialt – hvor er vi henne med musik, der fascinerer og fanger os? Som ryster os ud af det forventede? Detaljer og passager, som vender ting på hovedet, viser kanter, glatter ud igen, stopper uventet, springer i rasende kraftspring?
Vi kan også snakke om noget forrykt i, at en komponist fik skrevet så sindssygt meget musik – med en hustru ved sin side, der som pianist blev langt hurtigere verdensberømt end han selv, tjente fem gange så meget som ham, en kvinde – Clara Wieck, gift Clara Schumann – som han ofrede tid, rejser og kræfter på – og det var gensidigt – og som var hans ét og alt: Ti gange var hun gravid i deres ægteskab, otte børn overlevede. Et livslangt ægteskab – så livslangt det kunne blive i betragtning af hans korte bane – åbenbart lykkeligt, men omtumlet. Rasmussen skriver om to mennesker med en tilsyneladende usvigelig forbundethed til hinanden. En uophørlig kamp for at få og give hinanden plads. Var det i den kamp, sindssygen åd sig ind på ham?
Er det noget forrykt i, at han, samtidig med at han skrev sine værker, i lange perioder brugte endeløse kræfter på at redigere Tysklands førende musiktidsskrift, skrive tons af artikler, korrespondere med ufattelig mange, ikke mindst med sin kone, når hun var på koncertrejser, eller med hendes far, der var hans ungdoms klaverlærer, og som strittede konsekvent mod datterens valg af ægtefælle?
Er det forrykt, at store dele af hans mest geniale musik er skrevet i rasende raptus-bølger – f.eks. sangcyklus’en ’Dichterliebe’, de 16 sange til Heine-tekster, nedfældet på seks dage. Vanvittigt? Nej, vi undrer os egentlig ikke, for anfald af kunstnerisk raptus kender vi mange tilfælde af. Hos Mozart og Schubert f.eks. Holberg skrev stakken af sine genialeste komedier i en susende raptus midt i 1720’rne.
Vi kalder det raptus. Og mener inspiration.

TRÆNGSLER OG SKÆBNE

Det alt sammen – tempoet, den bristefærdige kunstneriske og intellektuelle begavelse, kaoset af private spændinger, af ambitioner og rutsjeture mellem sejre og skuffelser, en alkoholisme, der ville tage livet af de mest fordrukne – bogen fortæller om Schumanns trængsler, vævet ind i analyser af den musik, der fødtes undervejs i lyksalig eller ulyksalig kamp med stoffet.
Det er en bog for musikinteresserede, men også for dem, der vil have indsigt i en forbløffende skæbne, og ikke mindst i den tids ubehjælpsomme medicinske korthuse, som blev bygget op af psykiatere, der ikke kendte til scanning og al den moderne medicinske og kirurgiske viden og kunnen. Schumann var offer for iskolde bade – også andre end hans egne spring i Rhinen – for magnetiske strygninger, åreladninger, fiksering, plantekure, og hvad en lægevidenskab, der ikke var nået meget længere end Stenos på Chr. 4.s tid, kunne byde på af heksekunster.
Diagnose af Schumanns tilstand ville vel i dag have ført til en ganske anden behandling. Måske til konstatering af stress, overanstrengelse, depression, eller hvad ved jeg. Og ikke til sindssyge.
Robert Schumann, musikken og forryktheden er bogens gådefulde nerve. Clara, hans kone er med- og modspilleren. Hun er hans, men også sin egen skæbne og historie.
Hendes historie skrev Carl Aage Rasmussen for nogle år siden i dramatisk form. En monolog med titlen ’Clara – indre stemmer’, som Katrin Weiser opførte ved en række forestillinger på Hofteatret for fire år siden. Se anmeldelsen 10.3. 2013.

gregersDH.dk

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *