Dit Lort Mit Show Teater Nordkraft turné 19.2. 2020

At komme af med alt det kære gamle lort derhjemme - Teater Nordkraft viser hvordan

Petrine Agger og Jela Abildgaard (Foto: Teater Nordkraft)

DIT LORT MIT SHOW

At komme af med alt det kære gamle lort derhjemme – Teater Nordkraft viser hvordan og hvorfor

Manuskript: De medvirkende på basis af interviews med mennesker i Aalborg og omegn, som har sat genstande til salg i Den Blå Avis. De medvirkende: Petrine Agger, Jela Natius Abildgaard. Instruktørkonsulent: Minna Johannesen. Komponist Sophie-Marie Jeppesen. Scenografkonsulent: Claus Helbo.

’Dit Lort Mit Show’ er set i Hals Golfklubs lokaler. Varighed: Ca 1½ time uden pause. En turné-foretilling i Teater Nordkrafts regi.

****

’RØD PLAKAT’ som det hed i gamle dage. Forestillingen aflyst. Det er ikke så sjovt, når man rejser tværs gennem det danske land for at se premieren på en ny forestilling. Nu er det hændt to gange med en uges mellemrum – først Kaj Munks ’Ordet’ på Aarhus Teater. Så ’1945’ på Teater Nordkraft denne 19. februar – igen sygdom. Men igen med en fin erstatning, når galt nu skal være.

I Århus den forunderlige musikforestilling med den sære titel ’Lyden af de skuldre, vi står på’, danskens sange i glæde og sorg sat op med kærlighed og pli – for nu igen at ty til et godt gammelt ord. Og her i Aalborg, hvor æren og rejsebesværet blev reddet af et spøjst initiativ hos Teater Nordkraft. Igen et stykke i et dansk folkeligt hjørne og med en titel, der får os til at løfte øjenbryn et øjeblik: ’Dit Lort Mit Show’. Opført denne aften i Hals Golfklubs lokaler – Hals derude ved Limfjordens munding, hvor man plumper i Kattegat, hvis man kører for langt.

OG hvad er det med dét ’Lort’? Helt enkelt alt det, som nogle er så uforskammede at kalde ’lort’, hvis det er sat i Den Blå Avis. Tre af teatrets skuespillere har kikket i Den Blå Avis, fundet sære ting til sat til salg, fundet frem til de mennesker, der er blevet trætte af at eje tingene, besøgt sælgerne og interviewet dem. Hvorfor ville de af med de sager? Pakkasser fylder scenegulvet med udvalgt ’lort’, og skuespillerne gengiver, ord for ord, hvad de har hørt om de kasserede genstande og hvorfor.

BRUDEKJOLEN, der aldrig kom i brug af skæbnesvangre grunde, læderjakken, der havde overlevet for længe hos en mand, der var blevet veganer og døjede med plagsomme drillerier fra arbejdskammerater. Det animalske monstrum af en læderjakke måtte ende i Den Blå Avis. Den mølædte sofa, som kæresten har medbragt som en familiehelligdom i sit nye forhold – parfoldet, der ender på revnestadiet, hvis ikke det gamle skrummel kommer ud. O.s.v., o.s.v.

UNDERHOLDENDE? Bestemt. Hjertegribende genkendeligt for de fleste. Vi sidder midt i det hele som tilskuere, ved små kaffeborde. En af skuespiller stiller et kasseret, men nydeligt stel fra mormors efterladte kaffebord frem på bordene, skænker kaffe og serverer kage, når hun nu er i gang. En gammel pladespiller får sit eget liv – de autentiske fortællinger fra borgere i Aalborg og omegn ledsages af musik fra de gamle 78’ere – hvis ikke de små historier bliver fortalt i fikse sangtekster af skuespillerne, solo eller trestemmigt. Mens nogle refereres i lange beretninger af den art, hvor de interviewede sælgere bliver grebet af at fortælle om deres liv og gerninger og næsten glemmer, at det skal handle om den ulyksalige og højtelskede genstand, de er i færd med at lade forsvinde.

HISTORIER om små familietragedier, opgør, overvejelser om, hvad man nok ikke burde skaffe sig af med, hvad man måske skammer sig lidt over at kassere, lykkelige suk over at få tingene ud af verden – de tre skuespillere, Jakob Hannibal, Jela Natius Abildgaard og Trine Agger – den sidste har undfanget idéen –  udfolder den yndefuldeste fortællekunst, sindigt, vittigt, balstyrigt, forklarende eller forstående gengiver de, hvad folk har fortalt dem om deres motiver og de minder, de fortaber sig i, associationer og fortælleglæde løber løbsk og forvilder sig ind imellem ud i f.eks. rablende gennemgange at forskellige kostvaner i Aalborg og omegn.

VI kommer i sandhed vidt omkring. Den Blå Avis som udgangspunkt. Sikke en mageløs ide. Den er som forestilling på vej rundt som en Teater Nordkraft-turnë. Halvanden times nær-teater. Mere professionelt i forhold til mange af de eksperimenter med publikum som aktører i de borger-forestillinger, der også spilles – al respekt for dem, men ’Dit Lort Mit Show’ har været gennem osmotisk særbehandling – det er på nippet til at blive for langt ind imellem, men det rammer herligt og overraskende plet mange gange. Teatrets kommende chef Minna Johannesen har været instruktørkonsulent på opgaven. Lovende.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *