'Det blå, blå hav' Husets Teater 16.9.2012 Anm.

Christine Gjerulff, Mikkel Løvenholt Reenberg
og Morten Brovn i ‘Det blå, blå hav’
(Tegning: Claus Seidel)
*
*
*
*
*
*

 

HVISKEN OG KNASEN

*

Stærk ny dramatik på Husets Teater med stykket ’Det blå, blå hav’. Et signal fra det morderne samfunds bund.

 

Spiller indtil 19. oktober, hvorefter det overføres til medproducenten Teater Nordkraft i Aalborg.

 

****

 

DET er svært at se, hvorfor ’Det blå, blå hav’ præsenteres som et ’rock’n’roll’-drømmespil på Husets Teater. Der er drømmespil i den historie, men ikke meget rock’n’roll.
Emnet er tre desperate bundskrab i et dødssygt betonbyggeri – to fyre og en pige – anno nu, og jo: Rock er der sandelig, men ikke roll. Stumper af hard rock.
Så er der lyd. Og det er ikke det mindst vigtige. Lyd og stilhed. En knasen og en hvisken, passager af replikløshed, der gør de uheldsvange lyde ekstra virkningsfulde. Er vi på et skib, der giver sig i træværket – nu, hvor vi, som det antydes i titlen, kunne være på vej mod ’det blå, blå hav’?
Eller er vi inde i hjernen på hovedpersonen Darko? Han er på lodret druknedtur og konstaterer selv, at han drikker så konsekvent, at alt er larmende kaos i hans hjerne. Den er på vej til at vende vrangen ud.
Han og kammeraten tumler rundt i bygning B’s sandkasse, d.v.s. – sand…. kassen er fyldt af konfetti, maleriske efterladenskaber af en fest, måske et sindbillede på hvad voksne drukner sig i dér, hvor børn har deres sand.
Morten Brovn spiller denne Darko, bleg af lysmangel, et ansigt og en stemme, der er på vej mod at visne, trods de enorme kvanta af sprut, han indtager.
Kammeraten Elle er så tungt og uflytteligt nedsunket i bjergene af konfetti, at han dårligt er til at skubbe rundt med. Eller få et svar fra. Mikkel Løvenholt Reenberg pupiller står stille af delirium, når han ellers får øjenlågene op. 
Så dukker Motte op. Den lokale narkoluder. Christine Gjerulff er nu så sund at se på, at hun må kunne gå direkte ind på det olympiske damehold. Darko mumler da også som noget af det første: ’Står du på ski?’

MOD STJERNERNE

Hvad stiller den unge tyske dramatiker Nis-Momme Stockmann op med disse tre personer, da han har placeret dem i sandkassen? Han tænder en stråle af opvågnen i Darko, og pigen Motte ser også en snigvej til en slags brugbart liv, da hun får halet Darko ud af den plastictøjsnor i kælderen til Bygning, han vil hænge sig i.
Hvor den snigvej fører hen, skal der ikke megen fantasi til at forestille sig. ’Det blå, blå hav’ med stjernene på den natsorte himmel. Drømmen om det i hvert fald.
Det lyder måske en smule banalt. Men det bliver det aldrig. Dels fordi der er et sådant raseri i teksten, at man ikke slipper den. Dels fordi dramatikeren fortæller historien i en hele tiden fascinerende blanding af replikker, kommentarer og indre monologer hos Darko. Hen er den tilstedeværende, men samtidig afhoppede analytiker af sin egen situation.

MUSIKALSK

Tempoet og timingen i Therese Willstedts instruktion er gennemført musikalsk. Nathalie Mellbyes scenografi relevant. Og især lydsiden påtrængende god og gennemført med ekstra højtalere rundt i rummet, også blandt publikum.
Darkos verbale overvejelser fører ham nogle gange til håndfast at gøre opmærksom på tilværelsens håbløshed i betonbyggeri Bygning B som en spejling af det europæiske menneskes situation. Den slutning skulle dramatikeren måske overlade til publikum.
Det er under alle omstændigheder et bud på stærk ny, tysk dramatik, vi – endnu engang – får på Husets Teater. Og igen med hele oversættelsen trykt i programmet.

gregersDH.dk

No Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

code