Denise Beck (Foto: Ditte Caipon) 

HER KOMMER JEG!

Denise Becks sopran-debut på Musikkonservatoriet i aftes: Talentfuld, forbløffende, ikke til at stå for.

****

SÅDAN kan man også introducere sig selv!
Vi er til debutkoncert på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i Radiohusets gamle koncertsal på Rosenørns Allé – et vidunder af en sal.
Pigen, der fører sig frem, hedder Denise Beck. Hvem, hvad og hvor skal vi hen? spørger vi, allerede inden hun er kommet på scenen.
Hun toner frem på storskærm i al modelfoto-elegance, smuk, pudsigt gammeldags, det ringer af Marlene Dietrich og Greta Garbo, og skærmen meddeler: Indiana Diva – en vaskeægte diva!
Her kommer jeg!

FORBLØFFENDE

Og så ruller et forbløffende show. Det mest ekstravagante mix af et program, kædet sammen på skærmen af en nærmest studentikos rejse- og levnedsbeskrivelse, der fortæller Denises gøren og laden, siden hun forlod Frederiksberg Gymnasiums musikfaglige overbygning MGK for en lille halv snes år siden.
Studier i Wien, opera- og koncertoptræden den halve klode rundt og som finale: Afrunding af uddannelsen nu hos professor Kirsten Buhl Møller på konservatoriet i København. 
Selvbevidstheden er henrivende, man skal ikke sætte sit lys under en skæppe, og vi kanter os på selvironiens grænse, heldigvis.
Der er sandelig heller ikke noget at stikke under hverken skæppen eller stolen: Denise er yderst talentfuld. Hun jonglerer på sin præsenterbakke mellem intime lieder, fjantet operette, Mozart og Gounod, danske sange – kataloget er stort og mangfoldigt.
Vi kan vælge at betragte det to timers program som noget rod, og det er det også, men løfterne er store hele vejen igennem, og vi accepterer show off’et.

RØDDER

Vi skal ikke lades i tvivl om, hvor hun har gødet sine rødder: I Wien. Med Volksopera, med alt fra Mozart til Lehar.
Og slet ikke om, hvad hun stiler imod: Opera- og operettescenen. Har man fulgt med i forrige sæson, ligger dokumentationen også på bordet: Hun præsterede en helt fortryllende Grethe i Humperdincks opera ’Hans og Grethe’ sidste efterår i Musikhuset i Århus.

Denise Beck som Grethe i ‘Hans og Grethe’ i Musikhuset, Århus (Foto: Ole Mortensen)

Ved debuten i aftes skiftede hun ikke bare kostume næsten fra nummer til nummer, hun jonglerede med nye entreer hele tiden, uddelte roser og fingerkys til publikum, mens hun sang ’Meine Lippen, sie küssen so heiss’, sank om i mørket, mens hun sang Sofie Scholl i Udo Zimmermanns tragiske kammeropera ’Weisse Rosen’, flirtede med pianisten István Bonyhadi, når det stak hende, og med violinisten Michael Pesek, der akkompagnerede hende fra kongelogen i en czardas fra ’Zigeunerliebe’ etc, etc.
Teatralsk, koket, hvad som helst, men også frækt og uimodståeligt. Og helt intakt og professionelt, når hun f.eks. var ’Tryllefløjten’s Pamina eller ’Rigoletto’s Gilda – den sidste et ekstranummer.

SELVKONTROL

Og så hvad der egentlig var mest interessant: En helt afdæmpet intimitet, selvkontrol og glimrende linjeføring i Schuberts Mignon-lied ’Nur wer die Sehsucht’. Sikker stilfornemmelse ligesom i Heises Dyveke-sang ’Vildt, vildt suser blæsten’.
På et tidspunkt længere fremme vil hun kunne holde til en samlet sangaften med lieder, der er sind og musikalitet til det midt i Blondchen- og Adèle-halløjet. Dér er noget, der vil modnes, tror jeg.
På operascenen har vi i hvert fald at gøre med et stort talent. Færdig til at hav af både lyriske og muntre sopranpartier.

GregersDH.dk