Bodil Jørgensen, Xenia Lach-Nielsen og Niels Olsen (tegn. Claus Seidel)
TORNA A SURRIENTO
Bodil Jørgensen slår bunden ud af stjernedåsen, og Thomas Helmig følger op med stensikre hits i sovemiddel-genren.
Manuskript: Anders Thomas Jensen og Susanne Bier. Komponist Thomas Helmig. Instruktør: Frede Gulbrandsen. Koreograf: Anja Gaardbo. Musikproducer: Joachim Pedersen. Medvirkende bl.a.: Xenia Lach-Nielsen, Niels Olsen, Silas Holst, Maria Lucia, Bodil Jørgensen, Benjamin Boe Rasmussen, Frederikke Vedel, Jakob Fauerby og Nanna Rossen.
’Den skaldede frisør’ spiller i Scandic Falkoner Center indtil 17. april. Derefter i Musikhuset i Århus fra 24. april til 17. maj. Varighed 2½ time inkl. 25 min. pause.
****
IKKE et ondt ord om Thomas Helmigs musik til ’Den skaldede frisør’. Tværtimod. Men når Bodil Jørgensen springer op på langbordet mellem gæsterne og synger ’Torna a Surriento’ med sit delirium af vanvid og som en løssluppen madam fra den italienske underverden sender denne italienske serenade til al folkelig bel canto mod himlen og ud over selskabet – så får vi musik, der løfter genren musical ind i en supersonisk verden. Det må være nok til at vække engle, få Pavarotti til at blegne, og nok til at skræmme livet af al verdens corona-virusbaciller syd for Alperne. Bodil Jørgensen er et fænomen, der rykker grænser for dansk scenekunst.
DEN sang har Thomas Helmig ikke skrevet. Den er en klassiker. Og et fantastisk led i det imponerende stilistiske vildnis Susanne Bier-filmen er blevet til på scenen. Scenografisk tumler vi frem og tilbage fra København til det italienske, mellem udsigt til Rådhustårnet og parcelhus i Valby eller hvor det er, til lufthavnens check in og til italiensk turistbrochure-lyksalighed inden- og udendørs. Scenograf Benjamin la Cour giver os vinranker og et helt orgie af appelsin- og citronskiver til indpakning af scenebillederne, middelhav og klippekyst, måneskin – det hele nok til alle tre akter af balletten ’Napoli’. Manuskriptet og Instruktør Frede Gulbrandsen opfylder til op over ører og løftede øjenbryn alle forestillinger om at gøre filmens romantiske historie om den sygdomsramte, skaldede frisørpige og hendes tur til Italien i anledning af datterens bryllup med rigmandssønnen til en musical. Han har koreografen Anja Gaardbo til at pynte op med dansescene på dansescene. Der er ikke mange øjeblikke, hvor der ikke svinges med ben og arme, hatte og skørter, statister i sus over scenen. Bevægelse! Bevægelse! som koreografer vil sige det med ejendomsmægler-jargon. Ikke til taranteller, men til Helmigs velsmurte poprytmiske elan. Dansere, der også kan synge. Silas Holst dokumenterer det endnu engang.
HELMIG lægger sang på sang ind, sange og tekster i hans velklingende, varmhjertede tonefald, nemme at synge for de medvirkende og lige til at hale ud af sammenhæng, hvis man en dag får lyst til at gøre dem til hits. Vi aner flere af sangenes klingende fremtid. På scenen er det hans og Biers og de øvrige ophavsmænds og -damers lykke, at Xenia Lach-Nielsen som den sygdomstruede pige Ida med parykken over den skaldede isse kan fylde scenen med statur, personlighed og stemme, hvor det er sjælens dirrende, komplekse usikkerhed, som er Trine Dyrholms force på filmen. Oven i det: Niels Olsens rørende og elegante tumling i det familiekaotiske spil, han rodes ind i – et overskud af umiddelbar charme, der glimrer i forhold til Pierce Brosnans pæne træmand Philip i filmen. Maria Lucia kan ingen fravriste den smukke stemme, men det er godt nok dristigt at lade hende været markant præget af en fremskreden graviditet i betragtning af, at hun skal stå hvid brud i stykket – uden at det i øvrigt er en pointe i handlingen. Til gengæld får vi en udbygning af en anden pointe: Brudgommens (Silas Holst) afmarch fra ægteskabet i den 12.time: Hans bøsseforhold til den italienske kokkeven, spillet af Jakob Fauerby. Vi er ikke til en eller anden kønsfriheds-evangelisk musical. Vi er på klassisk, katolsk-moralsk jord. Det er storartet komisk drama, at brylluppet knækker sammen foran alteret – situationen kunne være intensiveret, så den var blevet en ryster på linje med incestbomben i Thomas Vinterbergs ’Festen’.
AT der samtidig er spillere på scenen, som kan give tilskud til de ambitioner, der åbenbart er for at give musicalen en ordentligt skud komik – dét får den stilistisk ellers let forvirrende forestilling til at glide til alles fornøjelse. Vi oplever Benjamin Boe Rasmussens fremad-tonsende mandeklods Leif, der fortryder sin utroskab med bogholderiassistenten Tilde over for Ida og tilbyder sin forulempede frue Xenia Lach-Nielsen en ny udestue hjemme i parcelhuset som erstatning. Er du gal, kone – jeg fik bogholderipigen, du får en ny udestue! Det er lige for lige. Eller – igen – Bodil Jørgensen, der ikke bare vælter bryllupsselskabet med sit pragtfulde belcanto-hyl, men også forlyster os med sin ramasjang-behandling af datteren Alexandra (Nanna Rossen i korporlig blomstring) – ”Du er for fed, og så render du rundt og prøver at ligne en flodhest fra vestegnen…” hvæser hun. Noget i den retning.
VIL noget være uforglemmeligt i denne opsætning på Falkoner Scenen, så vil det være Bodil Jørgensens ’Torna a Surriento’. Vi synger den herhjemme endnu i denne sene nattetime. Men Thomas Helmigs venlige velklang og glacerede, danske sangtekster bærer os til gengæld frelst fri af fremtidige mareridt om katastrofer i kærlighedslivet. Dén slags må vi til italienske opera efter. Helmig-hits som ’Så kom du/og mit hjerte det bankede igen…’ genskaber sjælefred og kommer til at spare mange for dyrt indkøbte sovemidler.
GregersDH.dk
