ER DER

EN LÆGE

TIL STEDE?

DE DAMER fyrer sang og dans, død og børnefødsel af til klokkeklang og gamle boyband-numre.

Dramatiker: Alexandra Moltke Johansen. Scenograf: Gøje Rostrup. Instruktion: Mads M. Nielsen. Medvirkende: Ann Hjort, Tine Gotthelf, Pernille Albæk-Andersen, Iben Dorner, Linnea Voss, Margit Watt-Boolsen og Jette Sofie Siewertsen.

’Den sidste gud’ spiller indtil den 13. januar på Teater V. Derefter på turné rundt i landet. Varighed: 2 t. inkl. pause.

***

DU kan blive slået gul, blå og lilla i hjernevindingerne af den historie. For det går vildt til på det hospital, tæppet går for på Teater V.

HVOR er vi henne?

SKÆRMENDE forhæng mellem de arme patienter suser i luften som dokumenter fra printerne i Sundhedssektoren. Men man skal ikke tro, at vi er til en ny situationsrapport fra danske hospitaler a la Christian Lollikes ’Hospitalet’, hvor det for et år siden gik vild til på Århus Teater, ’så blod, lort og latter sprøjtede’, da skalpellen blev sat i sygehusvæsenet.

’DE DAMER’ (navnet lyder som var de overlevende abonnenter fra det salige ugeblad ’Tidens Kvinder’) – ’De Damer’ har noget andet for i deres nye show. Hvad dét helt præcist er, gisner vi om undervejs i de to timer, det varer. Damerne rulles lodret rundt på deres hospitalssenge, de mundhugges og kysses med hinanden og to sygeplejersker. De skriger og gisper, har det ad helvede til med deres skader og dårligdomme, råber forgæves på en læge – en mand, selvfølgelig! snerrer vi på tilskuerpladsen. En har brækket armen, en smadret synet, en er gravid og føder tvillinger i kampens hede, en fører sig søvngængeragtigt frem som er hun frelseren selv – ’Den sidste Gud’, som titlen til stykket taler om? Vi tror det gerne, for manuskriptets forfatter er Alexandra Moltke. Hun beviste lige for to uger siden med sin udgave af Händels ’Messias’ på Husets Teater, at den med Gud og Messias kan vi godt glemme – vi jordiske væsener har selv opgaven med at få styr på livet og døden. Nu er frelseren så her en Medusa med virrende arme og strittende frisure a la Kulsoen i ’Gøngehøvdingen’, og hvorfor ikke? Så ok. Hvem som helst, vi kan finde på at udnævne.

Det går i de to timer som en munter heksedans, en dance macabre – hvis egentlige substans ser ud til at gå ud på, at fyre de otte piger af som en swingende kommentar til en generations boybands – hæng mig ikke op på titlerne i det virvar af numre af Take That, Bee Gees, Jackson Five, Blondie, One Direction og flere til, som rammer ørerne. De kommer strømmende i arrangerede udgaver, mange af dem sunget og danset af De Damer med den mest uforskammede, påtagne alvor. Afvekslende med ringlende, båndet klokkeklang, vel fra det himmelske.

Det er som at være til en røgsværtet revy på det saboterede Apolloteater i 1945, af og til klippet op som et marionet-show. Alt imens dør en af Damerne og bliver begrædt og ligbegænget, højt løftet af de andre, trods brækkede arme og blindhed og tilsunget gravsange i velklingende flerstemmighed.

VI kommer mange steder hen i de to timers diffuse halløj. Den store sammenhæng mellem de citerede boyband-numre og damernes show kan næppe opfattes som andet end overfladiske gimmicks, selvom de – ifølge programmet skal sige et eller andet om unge pigers ’tro på den store kærlighed, forført af en topstyret popkultur’.

Javel, så.

MEN vi er da godt underholdt af de sære hændelser på denne stuegang uden læge, men med en troldkvinde som frelser. Mads M. Nielsen har som instruktør nydt galskaben og ladet den vederfares retfærdighed.

gregerrsDH.dk