Mikkel Bay Mortensen og Sophie Louise Lauring i ‘Den grimme mand’ (Foto: Leif Hansen)
PÆNT OG GRIMT
Sjov lille sag på Odense Teaters Værksted-scene sætter fingeren på vores dyrkelse af det glatte ansigt som salgsvare.
***
CARL Nielsen ville kalde den historie en humoreske. Den ville have tiltalt hans fynske lune. Ikke lige den tone, man normalt forbinder med Schaubühne i Berlin, hvor forfatteren til ’Den grimme mand’ er husdramtiker.
Marius von Mayenburg er nok til skæv humor, satire og sarkasme. Men vist ikke til den milde, piblende, ironiske latter, der tumler igennem dette stykke, som på tysk hedder ’Das Hässliche’ – en titel, der truer med hands up-Greuel, men dækker over et muntert påfund:
40 CM
En opfinder af et eller andet epokegørende 40 cm-stærktstrømsstik regner med, at han på en kongres skal præsentere sin opfindelse. Men nix: Hans assistent er sat på opgaven. Han ser nemlig bedre. Skærmtække, godt fjæs, smart fyr.
Lars Lønnerup, der har dén rolle kan nyde dét prædikat.
Mikkel Bay Mortensen spiller opfinderen, som altså bliver kasseret på grund af sin elementære grimhed.
Allerede nu har vi det skæve gag i svøb. Mortensen er jo en rigtig nydelig skuespiller. Lars Lønnerup, ja, pæn er han da, i sin bedste alder, men vel ikke lige typen, du smækker i en reklamefilm for et nyt fitnesscenter. Hvor borgerlig troværdighed tæller mindre end glinsende biceps.
Så her har vi med det samme den dramatiske pointe antydet: Forvirringen om, hvad der er pænt og grimt i den X faktor-verden, vi befinder os i.
DAMERNE DÅNER
Den grimme hr. Lette, som han hedder, bliver så knust over at være kasseret, at han omgående beslutter at få sig en kirurgisk operation, der kan gøre ham attraktiv. Også for konen, der – let presset – indrømmer, at hun altid har syntes, han så rædsom ud. Og altså har giftet sig med ham på trods. Rollen som konen er en mønster-affære for den sexede Sophie Louise Lauring, der har en slagkraft i replikken og en saftig ironisk selvbevidsthed, der drøner igennem hele det korte stykke.
Opereret, den beskyttende maske fjernet – alle falder straks for den forvandlede hr. Lette, 40 cm-stikket får succes, damerne dåner ved synet af ham, måske også af de fyrre centimeter. Han nedlægger hele sværmen.
DOBBELTSPIL
Spillet udvikler sig i brogede retninger, de fire spillere – Morten Schaffelizky er den fjerde – skifter roller i én forvirring uden at skifte kostume – dét er en af pointerne: Efterhånden udviskes fornemmelsen af, hvad der kan defineres som grimt og pænt. Det er nemlig en psykologisk pseudoproblematik, som vi render rundt og er ofre for.
Dermed – hvis man vil give stykket lidt credit for at have en pointe ud over det skægge dobbeltspil og over situationskomikken og de sjove replikskifter: Det er et hint til dyrkelsen af den glatte pænhed som kriterium for succes.
Hurtigt spillet, en fin lille stiløvelse for den vordende instruktør Anne Zacho Søgaard, der går på 4. år på Statens Teaterskole. Et hurtigt frikvarter for de fire skuespillere. Op fra gården. Klokken ringer.
