‘Den glade enke’ Det Kgl. Teater, Operaen 2.2.08 Anm.

TRIST ENKEBAL

Operaens ’Den glade enke’ er en overordentlig grim forestilling.

*

Det er IKKE morsomt: ’Den glade enke’ er den til dato grimmeste forestilling, vi har oplevet på Operaen. Den kedeligste. Den mest overflødige. Den mest forkerte.
Det konstateres oven på to premierer, som har været storslåede.
Der er m.a.o. noget at holde sådan en enke-nedtur op imod: To opsætninger, der har været overbevisende meldinger om ambitioner og klart blik for, hvad der gør Operaen på Holmen til noget særligt.
Først Mozarts ’Lucio Silla’ sunget på et nærmest virtuost plan. Så Monteverdis ’Poppeas kroning’. Et kup. Visuelt, musikalsk, sangligt, dybt originalt. Gennemtænkt. Gennemarbejdet.

NØDLØSNING

Enke-produktet er i dette tilfælde en coproduktion med Stadttheater i Bern, etableret som en ekspres nødløsning, efter at Kasper Bech Holten i september droppede et lignende samarbejdsprojekt med Staatsoper i Berlin. En ’Enke’, der var en notorisk forbier. Henlagt til et nødlandet fly. Den må have været slem. Det lød ellers interessant.
Her hjemme på Holmen præsenteres vi nu, da tæppet går, for Steen Stig Lommer, der som tjener på den pontevedrinske ambassade i Paris, holder det, vi skal overvære, ud mellem tommel- og pegefinger med et par vittigheder.
Tak for det. Han distancerer sig fra, hvad der følger: En trist dekoration, der ligesom de lurvede kostumer skal blinke til os med det ene øje og fortælle os, at Pontevedrino er en fattig Balkan-stat med væmmelige bamsebjørne i skovene. Og hvis vi er i tvivl om, at det trods alt foregår i Paris, så se lige den vinrødplydsede drejescene-sofa!
Café Maxim, ikke sandt? Bare flyttet til markedspladsen i Hjallerup. Eller den skumleste afkrog i Nørrebro Parken? I hvert fald er den pavillon, det glade par Valencienne og Rossillon trækker sig tilbage til, et genbrugslån af vor barndoms københavnske lokumsskure. 

GRIMT

Det er så grimt det hele.
Dobbelt fortvivlende, når man hører en medvirkende som opsætningens Grev Danilo, Palle Knudsen, leverer varen med elegance, en stemme, der smælder, og en tekst, der er til at forstå. Hvad der ikke er mange operasangere beskåret  – hvorfor den på dansk sungne forestilling da også er forsynet med overtekster.
Anne Margrethe Dahl kan sandelig bruge sin sopran, og hun ser flot ud, men hun er operakunstner, ikke operettesangerinde, vellyden flyder i ét skønt indpakket konglomerat fra hende, men hvad siger hun? Op og kik på teksterne! Som til gengæld er væk i den talte dialog  – der nærmer sig det uhørlige.
Det gælder også flere af de øvrige, med enkelte undtagelser som Niels Jørgen Riis. Når stemmerne så oven i købet fordamper op i det store scenerum! De medvirkende bærer ikke mikrofoner, som de gør f.eks. på Det Ny Teater i ’The King and I’. Det er ok. Men resultatet viser blot, at man skal tænke sig om  – med dekoration, rum, valg af sangere.
’Enken’ ville nok fungere akustisk bedre på Gl. Scene. Hvor den plumpe iscenesættelse ganske vist ville være en mindst lige så stor katastrofe.

VULGÆRT

Opsætningen er i glimt anstrengte forsøg på munter opdatering. Når Valencienne og Rosillon et øjeblik skal fabulere over hjemlig idyl, ruller et sofabord med tv ind over scenen. Ellers er det ikke opdatering, der er konceptet: Det er vulgarisering og forgrovelse. Det fattigfine ved ambassaden i Paris forklares med herrer i lasede kjolebukser. Det løsslupne Maxim-miljø skildres som noget à la Reeperbahn i Hamborg. Den sønderbombede skovdekoration en pinlig påmindelse om Balkankrig. Med indbyggede skov-løjer, lånt fra en ’En skærsommernatsdrøm’. Vittigt, ikke?
Ingen skal bilde nogen ind, at ’Den glade Enke’ er andet en munter, forvrøvlet historie med en del flot musik. Men skal den spilles, skal det være med festligt overskud og taget for pålydende.
Det ved man, når man på Nørrebro Teater har spillet ’Sommer i Tyrol’, og når man på Det Ny Teater springer ud i ’The King and I’.

DEPRIMERENDE

En deprimerende forestilling, denne ’Glade enke’. Spillet rutineret af Kapellet, men temmelig slæbende i tempo under dirigenten Alexander Shelley.
Har det været nødvendigt at sætte ’Enken’ op? Hvis man svarer ja, kan forklaringen kun være, at den kan sælges ubeset. Den er udsolgt et godt stykke frem allerede nu. Salen skal jo fyldes, hvis man skal leve op til de krævede kvoter.

Men med hvad som helst?

Gregers Dirckinck-Holmfeld 
               

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *