Per Marquard Otzen i sit atelier (privatfoto)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
DEN GENIALE ÉNSPÆNDER
Politikens tegner Per Marquard Otzen fylder 70 år i morgen
OP TIL årsskiftet havde Per Marquard Otzen en tegning i avisen, som forestillede Peterspladsen i Rom, da paven holdt nytårstale. En pil på tegningen pegede mod en lille prik. Per.
Tegneren alene på pladsen? Selvfølgelig ikke. Per midt i menneskehavet, der lyttede til pave Frans.
Men alene er han, Per Marquard Otzen, tegneren, der nu fylder 70. Alene og enestående. Dèr på pladsen. Og som tegner. Og i det hele taget. Han går sine egne veje. Tegner streger, der er anderledes. Og følger sine egne baner i livet. Med kvinder, børn, hund, venner og arbejdsgivere. Vi kender ham. Og vi kender ham alligevel ikke. Livet har begunstiget ham med et enestående talent for at være sig selv. Berige os med tegninger, der får os til at stoppe op. Undres. Tænke. Stirre, le, forbløffes. Og igen: Tænke. Hvad vil han os NU?
Her tegner han så Peterspladsen. Med en sylespids minitynd streg. Plads og kirke nærmest nervøst kylet til papiret. En facon, han pludselig bruger midt i de genialt konciperede frembringelser, som han ellers udfolder i Politiken. Og som er baseret på en digital metode, der tilsyneladende falder ham lige så let som pennens traditionelle, og som ikke har formindsket, men bare styrket hans angreb på de emner, han griber fat i.
Kirke og plads. Tegnet, nærmest henkastet med den udspekulerede dristighed, der får os til at stoppe og studse. Og læse den tekst, der har sat ham i gang med dagens tegning. I dette tilfælde et citat fra en Politiken-kronik, hvor kronikøren på basis af pave Frans’ juletale skriver: ”Et af menneskets grundlæggende spørgsmål er, om vi er suveræne i os selv. Hvad enten man tror på Gud eller ej, er det spørgsmål i sig selv forudsætningen for ikke at lade selvtilstrækkelighed tage styringen”.
Hallo! Her er noget at tænke over. Og man ser på tegningen endnu engang. Frans og Per. Suverænitet til overvejelse. Per Marquard Otzen sætter en lille lavine i gang. Vi må selv finde ud af, hvor vi ender.
Sådan har den, der skriver disse linjer, oplevet manden før. De var de tre år fra foråret 1969 til foråret 1972, jeg fik hevet ham fra Information til Ekstra Bladet, og som kronikredaktør havde ham som fast tegner til kronikken, der gik under navnet ’Vinduet’. I redaktionens kvistlejlighed i Studiestræde brainstormede vi dagligt om kronikkernes indhold. Brainstormede, altså før. Efter – når han havde tegnet – stirrede jeg tit betaget på et stykke grafisk kunst, men måtte lige forhøre mig: ”Altså, Per – forklar mig lige…” Jeg var offer for det, bladtegnernes formand Claus Seidel udtrykte sådan, da Per i august 2013 blev kåret som bladtegnernes æresmedlem: ”Han tegner så helvedes elegant, at faren er til stede for, at tegningens skønhed forfører læseren og overruler indholdet.”
Når jeg ser tilbage på Per Marquards over tre hundrede tegninger i de år, vi arbejdede sammen, rammes jeg af den ene efter den anden, hvor sandheden i Seidels ord er slående, og hvor – som også Seidel konstaterer – eftertanken melder sig, og kraften i tegnerens evne til at analysere sit emne, pille det fra hinanden og give det perspektiv rammer overbevisende. Evnen til at sætte os på prøve.
Per Marquard forlanger skønhedssans af os. Men også sving i åndsevnerne.
Han var dengang, som nu på Politiken, fyldt af lyst til at eksperimentere. Grove streger, spinkle streger. Dramatisk, aggressiv, poetisk. Politisk nådesløs – han tog stilling. Og gør det stadig.
Jeg stopper i dagens anledning ved hans nytårsovervejelser på Peterspladsen. Mennesket og troen på vægten.
Og jeg stopper mellem de gamle tegninger ved hans tegning til Poul Borums kronik-gendigtning af Jim Morrisons digt ’En amerikansk bøn’. Voldsom som en knytnæve. Bragt den dag i 1970, da Doors måtte aflyse en koncert i København, fordi Morrison skulle stille i retten i Miami. Tegningen i al sin enkelthed: Den fuldmægtige kapitalist. Med buldoggens fjæs.
Her var for engang skyld ikke så meget at spekulere over.
Gregers Dirckinck-Holmfeld
