Asta August og Alvin Olid Bursø i ‘De rene rum’ på Aarhus Teater (Foto: Emilia Therese)
KAOS
I
SHOW-
ROOMET
Fuld strøm på alle ledninger ved præsentations-forestillingen for skuespileleverne i Århus i det forvirrende, overlæssede ’De rene rum’, skrevet af den unge dramatiker Amalie Olesen.
Dramatiker: Amalie Olesen. Instruktion: Liv Helm. Scenografi: Nathalie Mellbye. Medvirkende: Alvin Olid Bursø, Wahid Sui, Mette Gadeberg Gregersen, Albert Stein Ankerstjerne, Anna-Sofie Fredslund, Emil Blak Olsen, Asta August og Jela Natius. Alle 4.års-studerende ved Den Danske Scenekunstskole i Århus.
’De rene rum’ spiller på Aarhus Teaters Stiklingen indtil 29. oktober. Varighed ca. 2 timer.
**
DU GODESTE!! Her skal der ske noget. Afgangsholdet fra Teaterskolen i Aarhus præsenterer sig med en forestilling, der ligner udsalg fra et kræmmermarked i helvedes – eller er det himmeriges – eller dansk teaters? – forgård. Alt er til salg, mennesker, guder, djævle, hunde, kaniner, en kok, en krukke honning, mødre, børn, en hel familie, hvis det skal være, rekvisitter og kostumer nok til at udstyre et par forestillinger mere.
’Teaterskolen’ taler vi om. Det hed det engang. Så blev det ’Skuespillerskolen’, og nu hedder det ’Den Dansk Scenekunstskole’, med undertitlen ’Skuespil, Aarhus’.
Meningen med forestillingen er den samme hvert år. Skolerne i København, Odense og Aarhus præsenterer deres 4.års studerende – før i tiden hed de 4.års-elever.
Lige meget. Det er en knaldgod og vigtig idé. De unge skuespillere viser, hvad de kan og vil.
SHOWROOM
’Kræmmermarked’? Det siger vi mest med tanke på stilen i dette års forestillingen. Men det er nøgternt set et salgsmarked, et showroom, en offentlig afgangseksamen, hvor talent demonstreres, så vi andre kan komme og se og høre på dem. Vi kalder det en vigtig idé, bl.a. fordi de teatre, de unge gerne skal ud og virke på, planlægger og engagerer på langt sigt, d.v.s. to til fire år frem i tiden. Der kikkes efter fysionomier, typer, personligheder, stemmer, højder, drøjder, farver, køn, og så selvfølgelig det mere ubestemmelige, men ganske afgørende: talentet. Sammenlagt alt det, der tæller, når man skal placere de rigtige skuespillere til de rigtige roller.
Aarhus Teater, der har medansvar for dette års præsentationsforestilling, beder høfligt anmelderne om at afstå fra at omtale årets otte nye skuespillere individuelt, men vurdere dem som et hold. Det er selvfølgelig noget pjat, for de står jo dér, hver og eneste, på scenen for at sælge sig selv. Jo da, sandelig også for at demonstrere, at de kan spille sammen. Skuespil bygger intensivt på samarbejde, sammenspil, lytten til hinanden, indforståelse.
’De rene rum’ er skrevet af den unge dramatiker Amalie Olesen, selv næsten nyuddannet. Det er ikke en debut, sådan en havde hun i forrige sæson i København på den lille åbne scene HAUT, hvor hun var en del af et trekløver, der skrev et stykke om jordens undergang og hvad deraf fulgte.
I Aarhus har hun fået stillet en opgave: Skriv noget dramatik for de otte studerende og sørg for, at alle otte kommer i billedet nogenlunde ligevægtigt. Det kan man kalde en bunden opgave, og den er ikke nem.
Modellen gælder hvert år på landet tre teaterskoler. Den løses forskelligt, i Århus har de løst det en enkelt gang med en meget vellykket teaterkoncert bygget på Tom Waits-stof og alle kunne præstere noget musikalsk.
Generelt bruges der allerede eksisterende dramatik, der giver spillerne jævnbyrdige muligheder. som i København med ’En skærsommernatsdrøm’ i 2012, hvor man i Odense året efter år omvendt lod holdet spille op til en enkelt i hovedrollen i Mariveauxs ’La Dispute’.
SÅ MEGET PÅ HJERTE
Det omtalte kræmmermarked ved forestillingen i Århus er i al sin uoverskuelighed fuld af muntre, groteske, realistiske, symbolske, absurde situationer og dialoger, der ikke får for lidt af instruktøren Liv Helm. Især omkring skuespilleren Alvin Olid Bursø, der tilbringer en halv times tid som halvnøgen statue, den græsk-frygiske gud Attis, en mytisk figur, som tilsyneladende har et problem med ændring af sin kropstemperatur, hvis han indleder kontakt med mennesker, hvilket han gør.
Galleriet omkring ham har utallige andre skiftende problemer, de lever og dør af forskellige, ret uklare årsager og på forskellige lokaliteter i Nathalia Mellbyes vidtspændende, brogede scenografi.
Amalie Olsen synes at være virkelig optaget af myter og religion. Denne Attis som en art forårsbebuder og frelser a la Kristus, hvilket åbenbart er i overensstemmelse med mytologiske traditioner – også Attis blev kortfæstet, begravet og genopstod. Men den ende af det religionshistoriske kommer hun ikke ind på. Som hun i det hele taget ikke kommer ind på nærmere forklaringer på tildragelserne i stykket. Vi følger med betydelig desorientering handlingernes gang, forbavses og glæder os over energien, den brogede mangfoldighed, skuespillernes dynamiske forsøg på at give deres roller kraft og mening.
Vi vælger til og fra i en næsten Hieronymus Boschsk frodighed af detaljer. Og tænker mod slutningen: Amalie Olesen har meget på hjerte, mere end hun nok kan overskue. Men med tiden, og i hænderne på en skrap dramaturg, kan de vilde ideer forhåbentlig falde på plads. Hvordan man gør en slags, kan hun gå ind på teatrets naboscene og studere. Dér hvor man samtidig spiller Christian Lollikes ’Living Dead’.
Skuespillerne, der nu har fuldført deres skoletid, ønsker vi en fremtid på nye legepladser, der gerne skal give dem mere klart formulerede roller at slås med.
gregersDH.dk
Kære Gregers
Var det umuligt at udlede noget om de nye skuespillere siden du næsten kun anmelder dramatikeren, som jo er færdiguddannet?
Kære Hans Henrik – jeg forstår godt, du spørger – når jeg nu netop brokker mig over henstillingen fra Aarhus Teater om at lade være med at nævne enkeltpræstationer! Jeg nævner faktisk Alvin Olin Bursø, som har en art hovedrolle. Når jeg ellers lader alle på holdet i fred, er det, fordi de indgår i dramatikerens anbringelse af dem som brikker i sit uigennemskuelige spil. At karakterisere deres præstationer på præmisser, der er uklare, vil være hasarderet og uretfærdigt. Præstationer må nødvendigvis vurderes i forhold til de tekster og idéer, de bygger på. Derfor koncentrerer jeg mig om Amalie Olesens ambitiøse skud i alle retninger-forsøg på at lege med en frygisk-græsk myte, hvis egentlige indhold hun, så vidt jeg kan se, går udenom. Amalie Olesen er, som du skriver, færdiguddannet, men jo ikke mere end et halvt hestehoved foran de skuespillerelever, der medvirker. ‘De rene rum’ er hendes debut – i hvert fald som alene-dramatiker på et skuespil. Talent har hun sikkert, idéerne blomstrer vildt i forsøget på at give alle på holdet noget at rive i.
Kære Gregers
Du har nok ret.Og det må være frustrerende at være anmelder med hænderne bundet på ryggen.
Man kan jo godt stille et spørgsmål eller to til det rigtige i at beskytte eleverne på den måde. At være skuespiller er jo at “hin enkelte” stiller sig ansigt til ansigt med publikum og lever dette igennem med alt, hvad det indebærer. At afskære elever, der har gået 3 år i skole, fra en sådan erfaring er at gøre dem en bjørnetjeneste. Og når forestillingen åbenbart er af en sådan karakter at de åbenbart heller ikke kan anmeldes “kollektivt” så er hospitaliseringen gået for vidt.