Per Pallesen, Lisbet Dahl og Preben Kristensen i ‘De betaler ikke! Vi betaler ikke!’ (Tegning: Claus Seidel)
OG DERMED PASTA
Gladsaxe Ny Teater henter en overskuds-latterfarce hjem på Dario Fo’s ’De betaler ikke! Vi betaler ikke!’
*****
EN venlig og teaterkyndig dame meddelte mig i pausen, at vi teateranmeldere bare havde at skrive positivt om den forestilling. Det var Gladsaxe Ny Teaters eksistens, der stod på spil.
Hun var ikke bevæbnet. Man ved jo aldrig i disse skydeglade tider. Men til beroligelse: Jeg skriver positivt. Det vil damen muligvis notere og bekendtgøre som hendes fortjeneste, og jeg vil næppe kunne overbevise hende om, at hun tager fejl.
Jeg skriver positivt fordi jeg synes, det er en god forestilling. Skør, sjov, vanvittig og meget andet godt.
UD I TOVENE
Det er der en række grunde til. De har ikke noget at gøre med, at Gladsaxe Ny Teaters eksistens stå på spil. Det gør så mange teatres.
Den første grund er, at Dario Fo, der skrev stykket i 1974, er hæmningsløst vittig. Stykket er en farce. For Fo en art politisk pamflet i en kritisk økonomisk situation i Italien i 1974 – formuleret som kun han kan gøre det: Som en helt-ud-i-tovene grinagtig parodi på konsekvenserne og virkelige hændelser. Arbejderkoner stormer butikkerne, hugger ind på varerne og render med dem. Som vi så studenter gøre det i Paris på de tider. Og for resten Julemandshæren i Magasins bogafdeling på Kgs. Nytorv samme år. Guddommeligt stof for Dario Fo:
I stykket kommer to koner hjem til deres mænd med byttet, går i panik, gemmer grønt og konserves på maven og spiller spillet for deres mænd som gravide, mens politi ransager og den katolske kirkes snerperi og lattervækkende holdning til ægteskabssakramente og inkubationstid for børnefødsler hviler som en tågebanke over forløbet.
Den anden grund er, at stykket er blevet oversat og piftet op med en stribe Carl-Erik Sørensen-aktualiseringer, der fjerne den snert af ’nå-ja-det-var-dengang’, der kan henføres til en konkret 1970’er-situation i Italien. Selv Stein Bagger dukker op. Ham skal man bare sige navnet på i en revy eller farce, så er den hjemme. Og det er ok.
VANVID
Den tredje grund er nok den vigtigste: Farcens vanvid fungerer ikke kun på indholdets præmisser. Men især på, hvordan vanviddet lanceres. Her er det i hænderne på nogle skuespillere, der i ekstrem grad behersker genren.
Først og fremmest Lisbet Dahl, som med sin utrættelige evne til at være en brøkdel af et sekund foran enhver situation har olympisk rekord i verbal og mental dynamik. Teksten byder på strømme af muligheder for på den ene side at rappe enhver situation og modreplik af med et hurtigt gensvar – og på den anden side, når hun må melde pas, skaber en urkomisk, forløsende showstopper.
Det samme gælder Preben Kristensen, der som ægtemand kan blande snusfornuft og total idioti uden skelen til logik og konventionel tænkning. Syntesen er forudsætningen for en farces effekt. Ligesom Per Pallesen i ustandselige rolleskift mellem vekslende politifolk og en bedemand udstafferet som Fernandels Don Camillo frejdigt kan servere brokker a la ’Skal følget være i godt humør, så ring til Marco, når du dør’ – som repræsentant for ’en branche, der er en kassesucces’.
FRELST?
Michelle Bjørn-Andersen leger perfekt med i pjanket, ligesom Søren Hauch- Fausbøll og den commedia del’arte-agtige klovn, der omgiver handlingen og får os – lidt kunstigt måske – til at associere til Dario Fos leg med italiensk maskespil-tradition. Fint nok.
Scenografisk er vi hjemme i Peter de Neergaards luvslidte, norditalienske arbejderhjem med pastahørm i stuen, når der ellers er mad i gryderne ud over den hundemad, damerne i skyndingen har hevet ned fra hylderne under plyndringen i supermarkedet.
Om dén forestilling bærer Gladsaxe Ny Teater frelst gennem krise-skærsilden? Forhåbentlig. For vi vil gerne have det gople-smidige rum at se teater i, parkere foran døren til, skøre og begavede skuespillere at være i selskab med i de omgivelser, og Kasper Rostrup til at hænge på i mange sæsoner endnu med meget af hvert. Også vanvid.
Hvis damen, jeg citerede indledningsvis, møder mig en dag og giver mig et knus som tak, skyder jeg hende. Med min oversavede mafia-vandpistol.
