FANGET I EGET SPIND
’Don Carlos’ er heavy klassisk metal på Aarhus Teater.
****
FOR at starte præcis dér, hvor vi som publikum tuner ind: Søren Pilmarks tigerspring til rollen som kong Philip i ’Don Carlos’ på Aarhus Teater. 14 dages indstudering. Af en rolle, som Jørgen Reenberg vel arbejdede med det meste af et halvt år, da han skulle spille den på Det Kgl. for ti år siden.
Lykkes springet? Sådan da. Søren Pilmark rammer fra sin tilsynekomst på scenen det væsentlige i figuren: Usikkerheden. Vankelmodet. Splittelsen hos et magtmenneske, der er bristefærdig af overvejelser over substansen af sin magt. Som bliver rystet ud af facon af næsten hvad som helst. I mistro, paranoia, jalousi og tvivl om sin egen formåen.
Vi skæver til, om usikkerheden også kan hænge sammen med den intense dynamik og anspændelse, der ligger i, at en skuespiller med så kort varsel skal bemægtige sig en kompliceret, stor rolle på så barske vilkår.
Men det kan ikke bruges til noget. Selvom vi sagtens kan forestille os, at der i de kommende uger bliver uddybet detaljer i fortolkningen.
FAR OG SØN
Grundlæggende holder det mål med det, der ligger i iscenesætteren Madeleine Røn Juhls idé med denne ’Don Carlos’: Den spanske kong Philip II som eksponent for politiske magthaveres hjælpeløshed, fanget i eget spind.
En kompliceret figur, lige som sønnen Carlos, som Peter Flyvholm er sat på at skildre som en snotforvirret yngling, umoden, smadret af den mentale pisk i et stivnet hofmiljø og ude af stand til at håndtere sin forelskelse i stedmoderen, dronningen, som hans far har hugget for næsen af ham.
Og endnu mere fortabt over for vennen Rodrigos ildsprudende pres for at overbevise ham om, hvordan han skal handle politisk.
Det er et portræt, der tilfører rollen patologiske afvigertræk, men også fratager den sin tragiske patos. Måske begrundet i den historiske sandhed. Knægten afslørede som voksen uhyrlige egenskaber.
Den egentlige hovedperson? For Schiller nok Rodrigo, marquis’en af Posa, frihedshelten, som Martin Greis spiller med lysende enkelhed.
VELGØRENDE
Opsætningen på Aarhus Teater er ellers et sort-hvidt rædselskabinet, malerisk afvekslet af Hieronimus Bosch-tapeter – og milde katolske Madonna-tavler som for at sætte inkvisitionens brutale magthåndhævelse i dramatisk-ironisk relief.
Det er velgørende, at Madeleine Røn Juhl har valgt at kostumere alle medvirkende i noget nær renæssancetro dragter, forenklede og lykkeligvis ikke shinet op til nutid med Hugo Boss-habitter eller battledress og armeret med maskinpistoler. Vi er ikke idioter, men fatter udmærket at diktatur, frihedskamp og religiøs tungetale ikke er noget, der først er opfundet i det 20. århundrede.
Vi har til gengæld godt nok brug for at blive fodret med noget baggrundsstof hos Grimberg for at begribe, hvad i himlens navn det er for en undertrykkelse og et oprør, der huserer i Flandern, nogle tusind km fra Madrid, og som er en hovedpointe i historien. Det hjælper programmet delvis på gled med. Uden helt at løfte fortællingen ud af det kompakte heavy metal.
ET MYLDER
Der er til gengæld ingen ben i at følge de menneskelige konflikter, som rusker i personerne – den unge dronning f.eks., spillet af den talentfulde Ene Øster Bendtsen, som vi i efteråret så i hovedrollen som pigen i ’Det gyldne kompas’, og her nu i ’Don Carlos’ som det erotiske fascinationspunkt – i konkurrence med konkurrenten prinsesse Eboli, spillet af Lærke Winther, som næppe kan gøres fuldt ansvarlig for, at en scene som den, hvor hun prøver at forføre Don Carlos, bliver mere komisk end farlig.
Et mylder af sorte skikkelser omkring hovedpersonerne: Anne-Vibeke Mogensens hofdame, Jens Zacho Boyes hertug af Alba, Finn Storgaard som kongens skriftefar, Og så den sorteste sjæl af dem alle – i flammende rødt: den 89-årige William Rosenberg som storinkvisitoren.
Mama mia! – i 1949 iscenesatte den nybagte kgl. skuespiller vores skolekomedie på St. Jørgens Gymnasium. Springbrættet til en glorværdig karriere.
