Flemming Qvist Møller, Lylia Koivuniemi, Serge Huercio og Joanna Holewa Chrona i ‘Cykelmyggen Egon’ (Tegn.: Claus Seidel)
SJOVERE END
TOUR DE FRANCE
Vellykket udgave af ’Cykelmyggen Egon’ på Bellevue Teatret. Mindre rum. Samme charme.
Manuskript: Flemming Quist Møller. Instruktion: Steen Koerner. Scenograf: Astrid Lynge Ottosen. Komponist: Jesper Mechlenburg. Sangtekster: Clemens. Medvirkende bl.a.: Flemming Quist Møller. Serge Huercio, Lylia Koivuniemi, Ibrahim F. Madsen, Malthe Ørsted, Martin Jepsen, Joanna Holewa Chrona, Josephine Raahauge og Michiel van Leeuven.
’Cykelmyggen Egon’ spiller på Bellevue Teatret indtil …. Varighed 1t 20 min uden pause.
*****
UOPSLIDELIG! – den historie om Cykelmyggen Egon.
IKKE fordi der egentlig er så meget historie. Jo, Egon møder en sød dansemyg, der hedder Dagmar, og han får hende ud af kæmpeedderkoppens net, og de lever lykkeligt til deres dages ende.
MEN det er alt det, der er at se på i den forestilling. Astrid Lynge Ottesens eventyrlige dekoration og hendes lige så eventyrlige, farvestrålende kostumer. Og det er Forfatteren Flemming Quist Møller, der fortæller undervejs fra sin store bog og bliver et karismatisk centrum for mylderet af små fortællinger om dyrene omkring ham. Det ene kæmpe insekt efter det andet, bierne, drillemyggene, næsehornsbillen, edderkoppen, græshoppen, kålormen. Hele menageriet af venlige og uvenlige væsener. Det er sjovt og flot.
OG så godt nok cykelartisten Serge Huercio, der er tilbage i hovedrollen fra den oprindelige udgave i 2011 på Østre Gasværk. En cirkusjonglør for Herren. Han vil næppe klare mange etaper i Tour de France, hvis han kaster sig ud i det ræs. Til gengæld vil han være meget sjovere. Og helt sikkert skabe total ravage blandt de svedende ryttere.
DEN forestilling, vi ser nu i Bellevue Teatret, er den samme som den oprindelige, vi så i Østre Gasværks kæmpestore arena. Ikke den, der blev føjet til senere i 2016, hvor Tommelise var gæst i showet. Men det lykkes igen på den meget, meget mindre Bellevue Scene at skabe de samme effekter, de samme sjove øjeblikke til vands, i skov og ikke mindst i luften og de samme rørende møder mellem naturens muntre rødder af begge køn. Der flyder fine små sange fra Jesper Mecklenburgs komponistpen, og scenen er befolket med små og store spillere, som instruktøren Steen Kørner har professionel tjek på.
’Cykelmyggen Egon’ kan gå hen og blive en fast tilbagevendende begivenhed for nye generationer af teatersultne unger med behov for at rive sig løs fra deres skærmes evindelige forsøg på at gejle dem op til at acceptere morderisk brug af fuldautomatiske skydevåben.
gregersDH.dk