‘Black Madonna – White Nigger’ Teater S-H 1.5. 2018

Skal man som hvid tage en tur i sort for at forstå, hvad der sker i verden? Det mener Madame Nielsen

 

 

Madame Nielsen i ‘Black Madonna – Sort Nigger’ (tegn.: Claus Seidel)

PIGEN, DER GIK I SORT

Skal man som hvid tage en tur i sort for at forstå, hvad der sker i verden? Det foreslår Madame Nielsen.

Dramatiker, komponist og medvirkende: Madame Nielsen. Instruktion: Christian Lollike. Scenografi: Ida Marie Ellekilde.

’White Nigger-Black Madonna’ spiller på Teater S-H i den gamle Kødby, Vesterbro. Varighed: 1½ time uden pause.

****

CLAUS Beck Nielsen har valgt signatur i den almindelige offentlige bevidsthed. Nu hedder han Madame Nielsen. Ikke Madam Nielsen, for så tror man, han er en figur hos Holberg eller Hostrup. Men Madame med e i enden, så er vi på fransk, lad os sige international færd. Hvad der rimer godt med hans aktiviteter rundt på kloden med usædvanlige rejser og bøger, dristige, overraskende og provokerende, med nye vinkler på så meget.

DET groteske navn kan vi tage som vi vil, han skriver i hvert fald røven ud af bukserne på de fleste, han stirrer på os med et gennemborende blik fra sit magre åsyn, nu også i fuld figur som Claus Seidel har tegnet ham i aftes på scenen i S/H Teater, da han som afslutning på sit stykke om, hvad det indebærer at være enten sort eller hvid, overhælder sig med, jeg ved ikke hvad, og står som gud har skabt ham. I den anledning taber vi også interessen for, om Madame er bøsse eller transvestit, hetero eller homo, det ene eller det andet eller begge dele, han er et menneske, der fortæller en historie om at være sort eller hvid og hvad dét kan ende med.

HISTORIEN i ‘Black Madonna/White Nigger’ handler om en lille hvid pige – Madame ’selv’ – der får en sort legekammerat, Linda, og bliver så optaget af dét, at hun maler sig sort i ansigtet og får sig en sort krølhåret paryk, flytter senere til U.S.A. og slår sig ned i Charleston, by i South Carolina, og lever som sort med i bølgerne af oprør gennem 50’erne og 60’erne, fra Martin Luther King til Black Panthers og de voksende borgerretsbevægelser, møder sin sorte veninde Linda som voksen, bliver afvist af hende, oplever en hvid verden, der går mere og mere i forsvarsposition over de sorte, hegner sig inde bag pigtråd, griber til at bruge den giftgas, amerikanerne selv brugte mod skove og landsbyer i Vietnam i 60’erne, nu mod de sorte angribere. Hun bliver afsløret som en falsk sort, oplever sult og forfølgelse, flygter hjem til Danmark, hvor de sorte og muslimske befolkninger vokser og vokser, de hvide danskere må som andre europæere flygte – de flygter sydpå, over middelhavet i små hullede plimsollere til Libyen og ender i asyllejre i Sahara-ørkenen.

MADAME fylder historien med egne sange og guitarspil, også egenhændigt. Han opererer med lydeffekter fra en pult, han selv styrer. Det er godt gjort, det er omhyggeligt indstuderet, nogen stor sanger er Madame ikke, men hans fortælling er dramatisk tænkt, selvfølgelig enkel og gennemskuelig – på sin egen facon en parallel til Houellebecq’s ’Underkastelse’, der lige har været spillet på Betty Nansen med Lars Brygmann som den intellektuelle europæer, der lægger hænderne i skødet og siger: Det skal nok gå, når muslimer og sorte overtager det hele. Madame løsner en vision, der bare skal åbne vores øjne for, at vi gør mod andre i dag, hvad de en dag gør mod os.

MARKEDSFØRINGEN af stykket med plakater, der bruger ordet ’nigger’, har åbenbart fået nogle til at flå plakaterne ned og beskylde teatret for at være racistisk. Forvirret sprogrensning er et fænomen, der breder sig.

gregersDH.dk

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *