(Foto: Thomas Petri)

I TEMPLETS LYSE HAL

Blandet sommerdans-aften i Politigårdens cirkelrunde tempelgård. Ingen chokerende nyskabelser

****

GODT set. Bach er til andet end parykker og barok stivhed. Det ved enhver, der styrer uden om déer – for ikke at sige fordomme – om barokkens formelle tilknappede højtidelighed. Og gør, hvad f.eks. Tim Rushton gør: omsætter en affære som Bachs f mol klaverkoncert til en livsglad og sprællevende tur for to mænd og en kvinde gennem alle tre satser.
’Triplex’ er titlen. Set før, men fuld af krudt, sexet og legende, lige ved at gøre grin med 3.satsens rytmiske hopla, men underholdende.
Og vel hovednummeret på Årets ’Copenhagen Summer Dance’ i Københavns Politigård, denne underværk af et tempel for justits – man ville nægte at tro, det har haft samme arkitekt som toldbygningen ved Århus Havn, denne nürnbergske borg, som i dag huser studenteraktiviteter. Begge dele er tegnet af Hack Kampmann. Gården er 360 graders klassisk monumentalitet.

SÆK OG ASKE

Samlet kommer Summer Dance ellers ikke helt på højde med tidligere sæsoner. Der er ikke noget voldsomt nyskabende på tapeter. Men udmærket med nydelser.
Nogle vil måske hævde, at en lille værk som Skånske Danseteaters solo ’Unchained melodies’ med danseren Laura Lohi i et kostume, der nærmer sig sæk og aske, ikke flytter bjerge. Men måske er det netop den underlige, men tilsyneladende diskretion hos danseren, der får sådan et nummer til at virke stærkt: Kontrasten til Cyndi Laupers rå og drævende ’God speed your love to me’, som får os lidt op af stolen.

TO MUSIKERE

Netop det drævende, spændte og underforståede er, hvad der får Astor Piazzola-numre som ’Oblivion’ og ’Libertango’ til at hænge i luften – man kan kalde det mellemlæg til dansenumrene, men det huskes bagefter som centrale indslag. To musikere, Andreas Borregaard og Mikkel Sørensen, accordeon og guitar – og luften står stille i begge deres solonumre. Tangoen hængende, afventende på sine egne rytmiske næste-skridt.
Animerende.
Og interessantere end den ellers søde Bente Visti, der sang den irske ’Down by the sally gardens’ kønt i første afdeling og efter pausen: Solveigs lille fortrøstningsfulde længsels-sang til Peer Gynt ’Kanske vil der gå både vinter og vår’. Bente Visti var steget højere til vejrs i Politigården end nogen varetægtsfange vist får lov at komme. Hun havde nydeligt bud på Ibsens og Griegs lille sang.
En sommeraften 2012, hvor balletten altså holdt sig lidt diskret tilbage.

GregersDH.dk