Foto: Søren Meisner

OP AF HAVNENS KLARE VAND

Dansk Danseteater er et lysende sommerbidrag til det bedste i København. Igen!

Copenhagen Summer Dance 2018 på Ofelia Plads. ’Vals’, ’Faun’, ‘Lamento della Ninfa’, ‘L’histoire de Manon’ og ’Paysage, Soudain, La Nuit’. Fem korte danse på Dansk Danseteaters nye sommerscene. Varighed: 1 time.

*****

LAD mig straks indhente det forsømte. Torsdag eftermiddag så vi Dansk Danseteaters premiere på den ’Copenhagen Summer Danse’, de i årevis har haft Politigårdens klassiske, indre cirkel-omgivelser som hjemsted med al den koncentration og ro, gården tilbød.

NU er de flyttet til Ofelia Pladsen, helt ud på spidsen af Kvæsthusbroen, dansegulvet er lagt, så danserne kommer som op af havnevandet, og ikke nok med dét: Publikum sidder nu med en dekoration omkring danserne, hele entouragen: Amalienborg til venstre, Operaen til højre og midtfor den blånende havn med motorfærger, lystsejlere, det lange kik ud mod Nordre Toldbod og Trekroner – danserne er som hævet på en præsenterbakke og overrakt til København: Værs’go, vi vil jer noget.

Smukt. Herligt distraherende af og til med glade sejlere, der selvfølgelig pifter henrykt ad danserne. Udmærket. Vi er så høflige på tilskuerpladserne.

MEN til sagen: Først ser vi ’Vals’ – et gensyn med de sortglødende dansere, vi så på Takkelloftet sidste år vikle sig ud af bånd, som fra en splintret båndmaskine, nu som ål i stramme formationer til Sibelius dragende ’Valse triste’. Så en blændende version af den klassiske Nijinskij-ballet ’Faun’, ’L’aprèsmidi d’un faune’ med Debussys musik – her et billedsmukt spansk danserpar, han, der vågner, strækker sig dovent, ladheden, der vokser til erotisk nysgerrighed, da han opdager pigen, kontakten mellem dem, der skummer af hurtigt gryende forførelse, Debussys musik, der omsvøber dem med duftende kromatik. Videre igen en scene, vi også har set tidligere på Takkelloftet, ’Lamento della Ninfa’, en køn og rørende lille trio fra ’Don’t Leave me Alone’.

OG så et gæstespil med Alban Lendorf, ferie-hjemkommet fra New York og kort på scenen sammen med Marina Minolu fra Den kgl. Ballet i pas de deux’en fra Kenneth MacMillans ’Manon’. Kønt og forsigtigt, sært fortabt og traditionelt midt mellem nye danseoptrin, der taler løssluppen nutid. Men hilst med glade gensynsbifald i denne pas de deux, der bades i Massenets parfumeduftende ’Elegie’, slagermelodien, der engang gik som en vandrepokal i alle tænkelige versioner for alle tænkelige instrumenter, ikke mindst som en dårende sentimental sang med teksten om tabt og svunden forårs-forelskelse, ’Oh, doux printemps d’autrefois’…

DÉN stemning af romantisk tristesse skulle der ikke være noget af i Dansk Danseteaters nye chef Pontus Lidbergs ’Paysage, Soudain, La nuit’ – det franske og spanske havde godt fat i os denne eftermiddag. For ikke at sige det cubanske! Vi er i en yndefuld udgave af et caribisk farverigt, multikulturelt mix af spansk, fransk og negroid livsglæde. Lidbergs visitkort til København er festlig, løssluppent ungt bal med flirtende og eksotisk sommeraften-stemning – det var som et vink og et kys ud til det lyseste i det danseglade København.

IKKE til den distortion-hærgede, drønende og bil-stinkende hovedstad, man springer for livet i og flygter fra. Det kan han en dag lave en anden ballet om.

gregersDH.dk