ISKOLD PERFEKTION
’Chicago’ er suveræn musical-professionalisme på Det Ny Teater
*****
Én ting beder vi om i den forestilling: At det hele sidder lige i øjet.
Og det gør det.
Altså det hele og det hele. Hvis man sidder med målfoto som ved et 100 m-løb, kan man da godt fange nogle sekundafvigelser. Nede i afdelingen for hundrededele.
’Chicago’ er en kanonade af sportspræstationer.
Et ensemble af dansere, sangere og skuespillere, der præsterer det maksimale. Synger, danser og spiller i ét hæsblæsende væk. Faktisk illustrerer de bittesmå afvigelser fra den totale perfektion, som faktisk kan opleves i enkelte situationer, netop hvor åndeløs perfekt hele forestillingen er – alt det, der er gjort en dyd af: Showet som opvisning.
En enkelt håndbevægelse, et enkelt trin kan afvige minimalt fra nabodanserens på scenen. Og dermed oplever man, og nyder, så meget desto mere denne musical som et drøn af rytme, mainstream big band jazz og koreografisk skoleridt. Det hele bliver sat i perspektiv. Undtagelsen bekræfter reglen.
Det er som en koncert, hvor musikken flugter ubesværet og orkestret strømmer af professionel kunnen, og kun brøkdele af en skæv indsats hos en enkelt musiker kruser overfladen, og du siger: Tak for det. Det er altså mennesker, vi har med at gøre!
BIG BAND I SPJÆLDET
Dermed accepterer vi også den nul-og-nix handling, der udspinder sig i noget så musical-absurd som et fængsel. Alle indsatte er kvinder, mordere de fleste, de to hovedpersoner Roxie og Velma inklusive. Den første har myrdet sin elsker, den anden er dobbeltmorder.
Der er big band i spjældet, vi har en fængselsoverbetjent, der som ’Mama’ driver showbusiness-agentur (Pernille Højmark), og der er jævnlige pressemøder med ildsprudende journalister foran celledørene. Flash backs flyver i luften, ind imellem bogstaveligt. Hvem skal forhindre en kvindelig massemorder i at hænge med hovedet nedad og vrænge ad livet, inden hun bliver hængt?
Ingen forventer dokumentarisk handlingsforløb. Eller andet trivielt. Det skulle da lige være antydningen af satire i den nævninge-retssag, der i slutningen skal afgøre, om Roxie skal hænges for mord eller ej. Med Peter Jorde som forsvarsadvokat – i øvrigt en fejende fræk præstation hele vejen igennem. Kulminerende i netop de utrolig sjovt koreograferede manipulationer med selve retshandlingen.
SERIER AF BIFALD
I dette regi ekspederes vi som publikum til serier af bifald, når den topprofessionelle Julie Steincke med det benhårde blik, den enormt flotte sangstemme og hele slagkraft terroriserer scenen som Velma. Når hendes modpol Roxie, den mindre skarpe, men nydelige debutant Birgitte Hjort Sørensen tuttenutter sig igennem vrøvl og forvirring omkring, hvem der er far til det barn, hun påstår er undervejs.
Og det lykkes med god grund Jesper Asholt at tage kegler hjem på at være Roxies stump af en ægtemand. Mellem alle affyringramperne er han og hans rolle perfekt beregnet som sødt og komisk nummer. Ikke mindst, da han afsynger sin hjertegribende selverkendelse i sangen ’Mr. Cellofan’ – iført store hvide handsker. Var der et belysningskiks dér? Var de hvide handsker det eneste, man skulle have set?
Med individuelle præstationer, men især som ensemble er denne ’Chicago’ en stærk demonstration af, hvad dansk teater kan i genren for strømlinjet musical.
Gregers Dirckinck-Holmfeld
