Ekaterina Semenchuk, Johan Reuter og Inger Dam-Jensen i ‘Carmen’ (Tegning: Claus Seidel)
KLAUSTROFOBISK CARMEN
McVicar-opsætningen af ’Carmen’ på Operaen lider af, at den er designet til en meget mindre scene: Glyndebournes.
***
Man mærker straks, at Operaens nye ’Carmen’ er designet til en lille scene. Alt i 1. akten er klemt sammen. Som for mange mennesker i en for lille elevator.
Dekorationen indeholder 1) cigaretfabrik, 2) politivagt, 3) gade, 4) plads – det hele maset sammen frem mod orkestergraven, som om nogen havde sat ryg og muskler til fra bagscenen.
Det ligner en new yorksk baggård, og kunne være et brugbart exteriør til en scene i West Side Story.
Men det er altså Glyndebourne Operaens ’operation murværk-jerntrapper-gitter’, som den blev tømret sammen til en opførelse fra 2002, nu overtaget af Det Kgl.
I denne privatteater-boks af et sceneri skal der så være plads til noget i retning af femogtyve cigaretpiger, en halv snes soldater, plus et ubestemt antal larmende folkemængde, inklusiv unger.
KUN 3. AKT
Hallo! Dette er Den Kgl. Opera! 2,5 milliarder-operationen på Holmen med de nye uanede sceniske muligheder, fabelagtig teknik, masser af sceneplads!
Forget it.
2. aktens hændelser i Lilas Pastia’s kro. Indelukket. Ok: Vi er på smuglerkro. Men ingen dybde. Handlingen udspillet på en strimmel a la salig ABC Teatret eller AmagerScenen (deres kvaliteter ufortalt i øvrigt).
Kun 3. akten har livsalig luft – mørkt og tåget landskab ved havet, men til at operere plastisk i. Meget stemningsfuldt.
Og så skal vi opleve 4. aktens dramatiske klimaks ved indgangen til tyrefægter-arenaen som en mindelse om ’Aida’-dekorationerne ved Operaens åbning i 2005, hvor Roberto Alagna vandrede rundt og gnubbede skuldre med grædemure. I ’Carmen’ en stribe til afvikling af folkemængde og toreador-optog på randen af scenekanten.
MENTAL FEJEKOST
Klaustrofobien overmander noget af fornøjelsen ved en opførelse, der i den korte ouverture varsler kontant, lige-på og spændstigt orkesterspil fra Kapellet og den spanske gæstedirigent Miguel Gomez-Martinez.
Og som opfylder forventninger til stærke oplevelser med en hviderussisk Carmen, Ekaterina Semenchuk, en blodrig mental fejekost i den sevillanske tobaksindustri, rå og hæmningsløs og med en mezzo, der i øjeblikke minder os om slaviske traditioner i stemmedannelse, men kun i øjeblikke – den traditionelle russiske soprano-kultur er under afvikling, murens fald blæste europæisk sangpædagogik mod øst, ind over stepperne.
Den arme Don Jose, der spræller så nådesløst i hendes net, er tildelt den solide, tungtvejende Paul Charles Clarke, en tenor, der har tyske rødder mere end italienske eller franske i sin komprimerede stemme. En ganske rørende, ældre Don José, man gerne kunne unde at komme hjem til sin savnende mor i Navarra, trøstet af den aldeles henrivende og aldeles henrivende syngende Inger Dam-Jensen, der er den mildeste, mest gribende Michaëla, man kan drømme om at blive opsøgt af.
FINGERAFTRYK
Sangligt er vi i det hele taget godt forsynet – med Johan Reuters pompøse Escamillo og livlige præstationer af smuglerpigerne Trine Bastrup Møller og Louise Fribo, for ikke at tale om Guido Paevatalus smuglerboss, som han med betydelig underfundighed formulerer som en kliché af en mafiaboss med hjemsted i Chicago.
Man er ikke i tvivl om David McVicars fingeraftryk. Der er erotisk strømførende detaljer undervejs, f.eks. et kort, visuelt citat fra Albert Finneys og Susannah Yorks slikken sig om munden i Tom Jones-filmen, hér ved Don Josés og Carmens møde over bordet hos Lillas Pastia. Alt for kort citat! Det er ellers ikke en McVicar på fuld højde med de blomstrende udfoldelser i hans ’Poppeas Kroning’ på Det Kgl. for et par år siden.
Sceneriernes pauverhed ville han næppe have accepteret, hvis han havde haft frie hænder til en ny ’Carmen’ på Det Kgl.
