Bror Magnus Tødenes (Foto: Henrik Engelbrecht)

SUSET FRA

TENOR-LAND

Jussi Bjørling-memories i Tivoli. Den fik ikke for lidt. Måske lidt for meget.

Det unge norske tenortalent Bror Magnus Tødenes og Tivolis Symfoniorkester dirigeret af Giordano Bellincampi i  Tivolis Koncertsal lørdag aften.

****

INGEN styrtregn over Tivoli denne aften. Trods heftige varsler. Bare en styrtregn af tenorsang – norske Bror Magnus Tødenes med godt styr på sit svære fag, høje c’er i skabet og parat til at slippe dem løs med alle de givne tonehøjder undervejs derop. Det var rigtig sådan en Tivoli-aften på den traditionsrige maner, et imødekommende repertoire, ja hvilket! – aftenen netop lanceret som en reminder om og hyldest til en fast tivoli-gæst fra dengang det ikke så meget var fredagsrock, som løftede stemningen til tårnhøjde i haven en gang om ugen, men store klassiske solister, f.eks. Jussi Bjørling, der indledt sine Tivoli-besøg i 1931, tyve år gammel og derefter sang sig mod verdensberømmelse. Om det vil gå Bror Magnus Tødenes på samme vis, lægges der ganske kraftigt op til – han er godt på vej ud i verden nu i en alder af 25, og vi har haft ørerne åbne for ham, siden han for næsten præcis et år siden kunne høres i København første gang. Det var ved COP Operafestivalens koncertopførelse af Wagners ’Den flyvende Hollænder’ på Ofelia Pladsen ved Skuespilhuset. Tødenæs sang styrmanden på den ulyksalige Hollænders skude. Stærkt, friskt og ungt, bemærkelsesværdig talentfuldt.

NU hører vi ham målrettet blive sat op som en forvalter af Bjørling-hits, pointen er klar: Vi skal ikke bare genkalde os Bjørlings formidable linjeføring og udtryksfulde klang, som vi stadig kan have den i ørerne fra indspilningerne af f.eks. Puccinis ’Tosca’, Donizettis ’Elskovsdrikken’ og Gounods ’Faust’, vi skal forføres til at høre ligheden, en tenor, der rummer hele spektret af glansfuld musikalitet og dramatisk udtryksfuldhed. En arvtager.

DET er vi da med på, sådan set. Det holder bare ikke helt. Tødenes behersker sin tenor med formidabel teknik, stemmen er sikkert placeret, godt kontrolleret, den klinger selvfølgelig anderledes end Bjørlings, men hørt over en koncert på næsten et par timer, mærker man også hvor bevidst og villet alt er rettet mod stemmestyringen, mens f.eks. den sorte, determinerede afsked med livet i ’Tårnarien’ fra Tosca, den komiske naivitet i Nemorinos forelskelse i ’Elskovsdrikken’ og det sitrende sug af forventning hos Faust i hans cavatine – det hele kommer til at lyde ret ens.

DET, der rusker i vores sanser, når vi lytter til Tødenes, er mest, hvor dygtig, han er. Og frejdig, når han – som i koncertens 2. afdeling kaster sig ud i italienske serenader og giver den hele armen med ’improviseringer’ fra repertoiret af italienske tenormanerer. Flot nok, men mere spændende, når det lykkes ham at få en sang som Sibelius’ ’Flickan kom fra sin älsklings möte’ til at blive det stærke og dybt originale, lille drama, den sang er. Ikke noget, der får den fyldte sal til at bryde ud i henrykkelse på samme måde som når han som ekstranummer fyrer ’O sole mio’ af med alle løvefødder og gesvejsninger. Den er hjemme. Ligesom Bjørling-slagnummeret ’O helga nat’ – der blev ledsaget af en undskyldning fra Henrik Engelbrecht for at introducere Bjørlings jule-hit midt i sommerheden – Engelbrecht, som har udviklet sig til en smidig og underholdende konferencier, når han forvalter sit yndlingsemne opera og operasangere.

UNDER alle omstændigheder: Der er ekstragevinster ved en koncert som denne, hvor Tødenes er trækplasteret på programmet: F.eks. detaljer i orkesterspillet under Giordano Bellincampi – jeg nævner en enkelt: Celloerne og blæsersoloerne i Rossinis ’Wilhelm Tell’-ouverture. Rossini og musikere i blomstrende topform.

gregersDH.dk