CIRKLENS VOKALE KVADRATUR

 Var den spontane charme det bedste på denne uhomogene stjerne-sangaften i Tivolis Glassalen?

Brahms Liebeslieder Walzer m.m. Solister: Christiane Karg, Anne Sofie von Otter, Bo Skovhus og Peter Lodahl. Ved klaveret: Marianna Shirinyan og Malcolm Martineau. Glassalen, Tivoli.  

****

DET var som at være til en sangaften i Odd Fellow Palæets Lille Sal i good old days. Næsten. En Lieder-aften i den stil, det flød over med i de dage, hvor tyske lieder var hverdagskost i hjem med klaver, og hvor men derfor gik i ’Palæet’, når man skulle høre den ædle vare udfoldet af sangdebutanter fra konservatoriet som prøve på deres duelighed i sangerfaget. Det var dér, det foregik. Til gengæld i Palæets Store, når det var genrens berømte bavianer – Fischer-Diskau, Fritz Wunderlich, Irmgard Seefried og andre – de herrer og damer, der satte normer i den udsøgte genre og sang for proppet sal. I den tid, hvor begrebet hed sangaften, hvor det i dag hedder recital.

JEG siger altså næsten som at være der. For nu i Tivolis Glassalen havde coronaen blæst halvdelen af pladserne tomme. Og dér stod så fire glimrende sangkunstnere og præsterede liedsang og liedkunst på blandet niveau. Jeg fortsætter gerne med et næsten, hvis vi skal måle aftenen med de skarpeste alen. Brahms Liebeslieder Waltzer – kærlighedsange i valserytme – er vel ikke det mest ophidsende, du kan bydes på. De er skrevet af Brahms som et flip mellem andre værker, da han – hvad ved jeg – måske skulle puste ud oven på storværker som ’Ein deutsches Requiem’, måske var i svime over sin forelskelse i både Clara Schumann eller hendes yndige datter, måske bare skulle have nogle hurtige indtægter på bordet i en genre, der appellerede til tidens behov for sange til de utallige hjem med klaver. Der er lidt venstre hånd over de atten sange, digtet af en tungsindig filosof ved navn Georg F. Daumer og komponeret med temmelig påtaget valse-schwung af Brahms.

DE fire sangere og deres to pianister havde det oplagt mere inspireret med resten af programmet. Anne Sofie von Otter, denne eksklusive, stilsikre mezzosopran sang Schubert sange med den kølige charme og feminine glød, der er hendes speciale. Sammen med den fine, tyske sopran Christiane Karg i det herligste koketteri i Brahms’ ’Die Schwestern’ – to søstre, der i en løssluppen musikalsk dialog har svært ved at se en ende på deres søsterlige slyngvenindeskab. En ’Liebeslied’ uden for det øvrige valse-galleri.

BO SKOVHUS kan skabe næsten rodinske skulpturer med sin udmejslede, vokale artikulation af sange som den romantiske sorte og grumme Brahms-lied ’Wie bist du, meine Königin’. Og Peter Lodahl stemmer sin tenor diskret ind med de tre andre, i nærmest ikke-påtrængende udfoldelse i lidt af hvert, i sidste del i de ellers så glødende, blodrødt rosenduftende Schumann-sange ’Spanisches Liederspiel’.

DE fire hver for sig fremragende sangere er næppe et firkløver, der har brugt timer og dage og stort hovedbrud på at få løst den vokale cirkels kvadratur, men glæder var der trods alt mange af. Overraskende oplevelser af konstellationerne mellem dem. Finter, blikke og betoninger, som kunne tilskrives musikkens og teksternes lunerige indfald, men sikkert lige så meget den øjeblikkelige, improvisatoriske, intime Glassalen-situation mellem topprofessionelle fagfæller – som var arrangementet et spontant påfund af Tivolis nye musikchef – Peter Lodahl. En chance for at synge sammen, endda med to så kultiverede akkompagnetører som pianisterne Marianna Shirinyan og Malcolm Martineau.

gregersDH.dk