Bournonville og Balanchine Kgl. Teater Gl. Scene 8.1.10 Anm.

Kgl.gl.sc. Bournonville og Balanchine 7.110

Amy Watson og Fernando Mora i ‘Symfoni i C’ (Tegning: Claus Seidel) 

B+B

’Sylfiden’ og ’Symfoni i C’, så klokkerne ringer på Gamle Scene

*****

B+B. En herlig kombination:
Først Bournonvilles ’Sylfiden’, denne skønne, ærkeromantisk, tåredrivende historie, der slås om førstepladsen i vores nostalgiske hjørne af hjernecentret med ’Hjortens Flugt’ og ’Elverhøj’ og Schuberts ’Der Tot und das Mädschen’, og hvad vi eller kan finde på af mindelser om de gode gamle dage, hvor hjerterne bankede, når mørket faldt på og sænkede sig i skoven. Fortalt på Gamle Scene i Mikael Melbyes kongeniale scenografi, der genopliver vor barndoms mest gribende dukketeaterdekorationer.
Så Balanchines ’Symfoni i C’ som et besøg i en anden verden – virkelig: Som at være ekspederet, ikke til ’Avatar’s filmiske klode, der ligner Congos jungledyb, men til et fjernt Elysium, hvor himlen er så ren og uplettet som havde Arne Jacobsen været dens arkitekt, og hvor menneskene kun har et mål: At udfolde fuldendt opførsel, tegne en verden af orden og idel fornøjelse.

SÅ FULDENDT

Som sagt: En herlig kombination. De to ballet hæmningsløst programsat skulder ved skulder.
For meget? En dame bag mig mumlede, da tæppet havde sænket sig over Sylfidens og James’ endeligt: ’Nu burde der ikke være mere. Det var så fuldendt.’
Ja det var. Men jeg hørte også hendes støn efter pausen, da tæppet gik op for den blå himmel og de hvide tutu’er tegnet mod baggrunden som mønstre i et farvelagt h.c. andersensk papirklip – og de pirrende toner i åbningen af 1.akten i ’Symfoni i C’: ’Nej hvor smukt…’ hvislede det fra damen.

PAUSE INSPIRATION

Og når vi nu er ved musikken.
Hvis man blev siddende i pausen mellem balletterne havde man oplevet solooboisten øve sig på temaet i 2. satsen af ’Symfoni i C’. Et dejligt tema, der heldigvis broderes på i 2.satsen. Og som her i pausen forberedte os på lyksalighederne. Endda til akkompagnement af en snes scenearbejdere, som får halvt åbent tæppe og under den mest fascinerende knasen udlagde det specielle gulv, danserne har brug for i Balanchine-balletten. Et forunderligt lydtapet – og samtidig en glimrende illustration af arbejdsomheden og mangfoldigheden i det gamle teater.
Sådan kan man få så mange udmærkede ekstra-oplevelser.
Bevar denne her ved de følgende forestillinger. Den indvier publikum til Bizets symfoni. Som måske skuffer dem, der forventer ’Carmen’-kant i musikken, men løfter forventninger til fire satser, der er lige så liflige, lyse, jublende og perlende som Balanchines koreografi. Godt at blive mindet om denne store komponists alsidighed.

DEN TYVEÅRIGE

Lige som det er godt at lytte nærmere til musikken i ’Sylfiden’. Skrevet af Herman Severin Løvenskiold. Hvem? Ingen interesserer sig rigtig for ham. Men det gjorde Bournonville. Han shanghajede den tyveårige Løvenskiold til at skrive musikken og fik et partitur, der ikke bare er fuldstændig maskinstrikket til trin og optrin i ’Sylfiden’. Men også rummer store selvstændige kvaliteter.
Hør nu bare ouverturen. Som vi får for nedrullet fortæppe  – en god gammel skik, som det er blevet smart at droppe i mange operaopsætninger, for nu at komme i gang med det, som nogle instruktører synes er vigtigere end musikken, nemlig det sceniske, konceptet, den interessante nye idé  – OK da i mange tilfælde, men også tit ødelæggende for den koncentrerede forventning og spænding, der er hensigten med en ouverture. Som Løvenskiolds. Allerede dér får vi nemlig perfekt anslået en tone af romantisk længsel og drøm. Vi beredes.

I HIMLEN

Det kan godt være, at vi hører al mulig inspiration fra Kuhlau, Mendelsohn og tidlig Verdi-dum-da-da-dum. Men vi hører også en komponist, der f.eks. med de velskabte træblæser-, cello- og violinsoli i 2. akten griber far i tematiske og klanglige idéer, der er fulde af skønhed og talent.
Hvor må ikke denne Løvenskiold grynte glad i sin himmel ved forlydendet deroppe om, at hans balletmusik nu er den mest spillede på det Kgl. Teater, over 800 opførelser er det blevet til. Han fik ellers aldrig gled i komponist-karrieren siden ’Sylfiden’.
En forbløffende historie. Som man også kan fordybe sig i på sådan en balletaften.

GregersDH.dk   

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *