Astrid Erbo og Ulrik Birkkjær som Bonnie og Clyde (tegning: Claus Seidel)

VEJEN MOD SKAFOTTET

Bonnie & Clyde som dansedrama om dødsdrift og undergang på Betty Nansen Teatret.

Manuskript, instruktion og koreografi: Signe Fabricius. Konsulent Elisa Kragerup. Scenografi: Ida Grarup. Musikalsk konsulent: Jeanette Albeck. Medvirkende: Astrid Elbo, Ulrik Birkkjær, Veronica Bracaccini. Stephanie Nguyen, Suad Demrovic, Robert Malmborg og Mads Gronemann.

*****

VI kommer ud af teatret med Mozarts bedøvende smukke ’Lacrimosa’ i ørerne. Requiem. Dødsmessens ord om ’sorgens dag, da de skyldige skal rejse sig af støvet og dømmes’. Der er ikke noget at rafle om. Bonnie og Clyde ligger døde på scenen. Skudt ned. Umiddelbart før har Astrid Elboe som Bonnie sagt en replik, der lyder nogenlunde sådan: Dette er et skafot, hvor vi skal ende med at dø, skyldige…

MIDT i den kraftfulde, overstadige, larmende og forrygende dans og de ømme kærlighedsscener er ’Bonnie og Clyde’ på Betty Nansen Teatret et stykke musikteater om dødsdrift. Historisk er det 30’ernes U.S.A. med depression, nedtur, fattigdom – i den allerførste scene ser vi mønter blive kastet for fødderne af subsistensløse, der som dyr slås om at samle dem op. Et sort lille væsen fortæller dato for dato, hvor vi bevæger os hen i historien i et ragnarok af desperate 1930’ere. Hvert stadium på Bonnie og Clyde og deres ungdomsbandes korte løbebane markeres på dato gennem det par år, hvor deres tyverier, indbrud, bankkup og mord vokser diffust i desperat omfang. Det er en blind dødsejlads mod finalen. Handlinger, der hurtigt kobles fra al ræson. Som bæres mest af ustyrlig drift og selvforstærkende blindhed for uundgåelige konsekvenser. Ikke en ’Godfather’-historie styret af beregnende, kriminelle hjerner.

SOM sådan er der god mening i at spille stykket som den lige vej mod afgrunden. Let at tænke ind i nutid. Forestillingen fyldes med lyseffekter og musik, der er som en slagmark af kaotiske impulser – musikalske, som driver handlingen igennem med elektronisk bearbejdede lydeffekter, konkret lyd, nutidig og datidig pop, mainstream og bigbandjazz, bebop – der er en trompet-solo, der tager vejret fra os et øjeblik, var det Chet Baker? – swingende musicalmusik og meget mere – Trendemøller og Jeanett Albeck er blandt dem, der har leveret bidrag.

ALT SAMMEN med den effekt, at vi rives bevidst væk og videre fra de 1930’er-associationer, som Bonnie og Clyde-historien tilhører. Endda på trods af de nøgterne dato-meldinger fra scenens kalendermarkør, som i øvrigt selv er bandemedlem. Hvor er vi henne i tid? Vi er anywhere, gerne også i dag, hvor vi kan lægge desperation og undergangsvisioner ind i vores mentale repertoire.

SÅDAN kan man opsummere strømpilene i denne Betty Nansen-version af dramaet Bonnie & Clyde. Og se iscenesættelsen som et dristigt og imponerende forsøg fra koreografen Signe Fabricius og instruktøren Elisa Kragerup på at omskabe den amerikanske røver-tragedie til et dansedrama med banden af infernalske, råhøvlede streetdansere, og med de to hovedpersoner som dramatiske afsporinger af Romeo og Julie – med pigen Bonnie som den drivende, karismatiske kraft, der prøver at få hold på sin Clyde. Vi fanges af og imponeres over de kongelige dansere Astrid Elbos og Ulrik Birkkjærs måde at inkorporere klassisk skolet ballet i brutal og skarpladt koreografisk sammenhæng. Forestillingen er næsten uden replikker. Replikkerne fungerende, også hos danserne, i løs og kvalificeret vægt.

’Bonnie & Clyde’ er et dristigt forsøg på at få Betty Nansen Teatret på banen som aktuelt musikteater og dansedrama. Et spændende eksperiment i forhold til så mange af de mere smalsporede musikteater-forsøg, vi ser i disse år, hvor hvad og hvem som helst pustes op med cykelpumpe til sensationer – ’the musical!’.

gregersDH.dk