The Four Seasons Concerto Copenhagen 9.1. 2020

Vivaldis 'De fire årstider' får en uventet indsprøjtning. Mishandling? Nej, en øreåbner.

EN PÅ SINKA-DUSEN TIL VIVALDI

 

Vivaldis ’De fire årstider’ får en herlig indsprøjtning. Mishandling? Nej øreåbner. 

Vivaldi: ’De Fire Årstider’ nyfortolket. Karl Aage Rasmussen: ’Follia, follia’. Ottorino Respighi: ‘Gli uccelli’ (Fuglene). Orkester: Concerto Copenhagen. Dirigenter: Lars Ulrik Mortensen og Magnus Fryklund. Solister: Violinisterne Fredrik From og Peter Spissky. CD Dacapo 8226220.

*****

HOVSA, hvad sker der her? Vivaldis ’Årstiderne´ bryder ud i et forår, der lyder som om skovens træer knækker og strækker knogler og rod for at overvinde vinterstivheden. Det er en forårsjubel, der ikke ligner den, vi kender, når ensembler med violinerne for fuld og lækker strygerskrue tager fat på Forårs-satsen af ’Årstiderne’.

DET skal deT heller ikke. For det er en helt anden måde at gribe til Vivaldi end vi er vænnet til. Concerto Copenhagen-ensemblet har været i kløerne på komponisten Karl Aage Rasmussen, den originale og utraditionelt tænkende komponist, der forholder sig til Vivaldi med et spørgsmål: Er der ikke meget mere spræl og fantasi, galimatias og flere idéer i ’Årstiderne’, end man har låst sig fast ved gennem generationers praksis?

DET synes Rasmussen, der i nogle sæsoner har virket som ‘hus-komponist’ hos Concerto Copenhagen. Han siger, at noder er noder. Noderne står dér sort på hvidt. Men hvem siger, at de ikke kan bruges på så mange måde? Og så åbner han sammen med Concerto Copenhagens dirigent Lars Ulrik Mortensen for en helt musikalsk billedbog af muligheder, bruger hvad der står, men fantaserer sig – og noderne – til, hvor de kan føre hen. Lydstyrker, balancer, klangfarver, varigheder, accenter er til at lege med. Men det er stadig de nøgne noder, de forholder sig til. Noder er bare ’musik, der sover’. Som Carl Aage Rasmussen udtrykker det.

ALLEREDE fra de første svirp fra orkestret er det som et få en på sinkadusen, man ryster hoved og ører på plads og sætter lytteapparatet i særsvingninger. Har Årstiderne’ lydt sådan, når Vivaldi kastede sine koncerter i hovedet på publikum dengang? Er det sådan Frederik IV har hørt Vivaldi spillet, da han besøgte Venedig i begyndelsen af 1700-tallet, tilbragte to måneder i byen med fester og selskabelighed og ikke har kunnet undgå at høre Vivaldis violinkoncerter, der var her, dér og allevegne.

MULIGVIS. Men det er slet ikke sådan, Rasmussen, Mortensen og Concerto Copenhagen opererer. De mener, at dét kan da godt være. Men vi gør det bare på vores facon. Får noderne til at udfolde sig, lader dem fabulere, suse af humor, djævelskab, accelerandoer, diminuendoer og spontane improvisationer. Og lever med på den natur, der åbenbart har været Vivaldis egne billeder – det kan man se af de tekster, Vivaldi selv har føjet til i partituret ved Årstiderne og deres enkelte hurtige, flimrende skift i udtryk. Korte tekster, en hel serie af lyd- og billed-skud, der affyres som var det salver i et moderne video-show. Musikken er ikke mere bare smuk og medrivende, lækker og velklingende. Den er på dramatisk eventyr. Allerede i indledningen til Foråret: Soloviolinen med muntre fuglepip, der svinger sig op i luften i spruttende sekstendedele, bratscher, der gør som hunde efterfulgt af buldrende torden og lynglimt. Og i Vinteren – den vinter, vi ikke mærker meget til lige i skrivende stund! – : Hidsige dobbeltgreb i soloviolinen som klaprende tænder i kulden. Og pludselig vilde skift mellem soli og tutti:  ’Isen, der revner, og folk, der er ved at drukne’.

OM det er Vivaldi, der selv digtede teksterne, ved vi ikke. DET er barok programmusik, så det basker, hvis man vil høre det sådan.  Ikke til at stå for.

EN ’Årstiderne’, der også giver lyst til at høre mere til Vivaldis utallige operaer. Han skrev over halvtreds. Vi hørte en enkelt, som Lars Ulrik Mortensen og Concerto Copenhagen opførte i Teater Republique i 2014, og som vi i glad overraskelse overdængede med seks stjerner – ’Ottone in Villa’ var titlen.

’ÅRSTIDERNE’ er hovednummeret på denne CD. Men man får også Karl Aage Rasmussens egen ’Follia, follia’, en lille knaldperle af spansk dans, og Respighis ’Gli uccelli’ (Fuglene), den italienske komponists øjenåbner i 1928 for barokkomponisters leg med alskens fuglestemmer. En hel voliere af det skønneste pip og kvidder.

GregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *