Thure Lindhardt og Sonja Richter i ‘Bliktrommen’ (Tegning: Claus Seidel)

NYE SLAG I BLIKTROMMEN

’Bliktrommen’s tilbagevenden på Betty Nansen er mulighed for at genopleve en imponerende iscenesættelse af Günther Grass-romanen – nu med Thure Lindhardt i stedet for Nikolaj Lie Kaas i hovedrollen

******

‘BLIKTROMMEN’ er tilbage på Betty Nansen Teatret. Et dristigt greb – tit er genoptagelser af succeser efter en længere pause kritisk. Publikum er troløst over for det allerede sete og eksponerede.
Men bare kom an, troløse!
Vi slår blodtørstigt på tromme for Katrine Wiedemanns gennemartikulerede og gennemmusikalske opsætning af Günther Grass’ djævelske roman om tyskerne og nazismen. Lige så blodtørstigt som stykkets hovedperson, den forvoksede knægt Oskar banker i sin bliktromme og larmer og støjer sig gennem den mentale nedstyrtningsskakt, der var Tysklands fra 1. til 2. verdenskrig.
Nyt er der trods alt i denne opsætning. Nikolaj Lie Kaas er blevet erstattet af Thure Lindhardt i hovedrollen. Det ændrer ikke ved den gennemmusikalske iscenesættelse, ved de utallige små påfund og detaljer, der det ene øjeblik får os til at gispe af latter – Sonja Richter, som spiller (var det Chopin?) på den lodrette forgyldte stuk, det næste til at fremmane gysende øjeblikke af nazi-gadeparader blot ved at lade et minimum af personer krydse scenen som skygger mellem scenograf Maja Ravns fluktuerende mure og vægge. Så lidt der skal til for at fremtrylle stemninger, billeder, korte glimt, der rammer dybt, og som hurtigt flyver videre i nye scener – alt knyttet sammen til kæder af tidsbilleder, katastrofeglimt, underforståede eller skærende kontante mindelser om vanviddet, forførelsen, den knopskydende fordummelse i 30’ernes Europa.
Thure Lindhards blege, sammenbidte trommeslager, har en isnende og skrækindjagende distance, en fanden-i-voldsk tilbageholdt vrede, der har andre toner end Nikolaj Lie Kaas’ hjerteskærende og fortabte Oskar. Vi oplever en mere bevidst trommeslager ved stikkerne i stedet for en ulyksalig og vildfaren. Ikke så meget fortællingens og historiens tragiske akkompagnetør, men dens manipulator.
Det ændrer som sagt ikke ved forestillingens grundlæggende karakter, gør den måske bare endnu mere uhyggelig og grotesk.
Vi har igen givet den seks stjerner. Og henviser i øvrigt til den tidligere anmeldelse her på bloggen, dateret 23.2.2012.

GregersDH.dk