Merete Mærkedahl i ‘Bavian’ (Foto: Lars Horn)

SELVDESTRUKTIONER

Naja Marie Aidts prisbelønnede novellesamling ’Bavian’ omsat til hidsigt teater i Aalborg. Et interessant eksperiment. 

 ****

KAN man lave teater ud af Naja Marie Aidts novellesamling ’Bavian’? Splittede short stories, intense øjebliksbilleder af situationer mellem moderne mennesker?
Ja, man kan prøve. Som instruktøren Minna Johannesson har gjort. Med brug af alle de vilde skud i bøssen, som forfatteren giver mulighed for.
Og det lykkes til en vis grad at samle i den skudretning, som Aidt tilstræber: Velstandsdanskerens stærkt manglende evne til at kunne administrere sig selv og sit sociale liv. Eller endnu skarpere: Velstanden som et umuligt vilkår. Ødelæggende. Selvødelæggende.

DESORIENTERING

Scenen er et flot strand- og klitlandskab. Med hele udtrækket. Johanne Eggert har som vi har set tidligere, bl.a. på Team Teatret, som scenegraf modet til at omdanne et teaterrum til en scene, hvor vi alle synes vi er på brædderne. Selvom vi fysisk ikke er det. Bare synes det.
Den 1. novelle i Aidts ’Bastard’ hedder ’Bulbjerg’ og er både udgangspunkt og ramme for de sammenbragte situationer i stykket. Vi bliver straks præsenteret for seks personer, der hos Aidt figurerer i hver sin novelle. Linet op meddeler de sig på en facon, så vi hurtigt er klar over, at de kommer til at krydse hinanden, krydse hinandens historier, gribe ind i dem, spille roller i hinandens fortællinger.
Vi skal med andre ord forvirres – og dét med god ræson, for det hele handler om, at forvirring og desorientering er en grundtone hos nutidsmennesker, som Aidt oplever det. Derfor også figurerne på scenen. Lykken er ferie, sandstrand, samlivet, madlavning, børnene, naturen, sommerhuset, cykelturen, grillbaren, kærligheden, de glade knald, sidespringene. Alt det forrygende, som ligger lige for. Og som er kilder til fejlslag, slagsmål, sammenbrud, skænderier, panik, et jubelorgie af forviklinger og råb i ørkenen, alt sammen til afvikling på denne forbandede, men så attraktive sandstrand med klitter og havudsigt, ejendomsmægleres og udlejeres lokkemad, salgsbrochurers evindelige billedgentagelser, grundprisers lunende rygstød. Panikken udløses midt i banalt lykkeland.
Bare for at lægge dét til sceneriets effekt på sjælene. De sjæle, der her i stykket kredser omkring deres personlige helveder.

RUNDTURE

Publikum kan, så lidt som disse strandløver og løvinder, hitte fuldstændig rede i de digteriske og dramaturgiske identitetsspring, som de foretager mellem hinanden, men patchworket af forløb bliver til en samlet netværk af vanvid og deroute. Replikker svirrer, pludselige udbrud af aggression, alt kan udvikle sig med lynets hast til eksplosioner.
Det er rundture, der giver de seks skuespillere fine chancer for at skabe groteske karakterer undervejs: Merete Mærkedahl, der som eneste holdepunkt i sin tilværelse har den indre og ydre kamp med at få stegt en kylling. Malin Brolin-Tani, som klamrer sig til et perverst katalog af ømhed og lyksalighed, Carsten Svendsen som jublende damenedlægger og fortindet af sin succes i genren, Jakob Hannibal, der filosoferer over livet i skovene, når han ikke er de andres vrælende baby, Laura Kold, som agerer harsk rappenskralde og Martin Ringsmose, der tumler sin maskulinitet som Bruce Springsteen på automatpilot og parat til at slå på tæven.
Altså alle sammen, når de ikke lige krydsklipper seksuelt, slås eller springer i favnen på nogen uden at registrere anden seksuel vindretning end den spontane og omskiftelige.

OMSTILLINGSPARAT

Det er et ganske flot eksperiment. Vi læser det, som vi ser et folkelivsbillede af Breughel. Vi døjer med portrættet af noget, der også kunne være folketingets partier i forsøg på at finde ud af, hvad meningen muligvis kunne være med, hvad man siger til hinanden, hvis man valgte det, man havde mest lyst til: Slippe tøjlerne og svine hinanden til.
Samtidig studerer vi det helt køligt: En flok skuespillere, der portrætterer sig selv og deres kunnen. Den side af stykket er ikke uinteressant på Aalborg Teater. Et lynkursus i scenisk omstillingsparathed.
Så vi keder os ikke med ’Bastard’.

GregersDH.dk