Ulla Henningsen i ‘Smerten’ (Foto: Henrik Stenberg)
KUN SMERTEN TILBAGE
Ulla Henningsen på Teater Får302 i Marguerite Duras kulsorte beretning af ansvar og meningsløshed
******
DET er så bogstaveligt. Vi kan det. Som lektielæsning. Men også som daglige doser af information. Konkret viden. Men egentlig noget, der ikke rigtig engagerer. Krig som x-factor virkelighed.
Derfor virker denne monolog så stærkt. Den rykker krigen tæt på. Selvom den er historie og bare kunne være et enkelt lille hjørne i en af de utallige genopførelser af 2. verdenskrig, som kører i tv-serier, der opsamler og spændingsredigerer stadig nyfundne optagelser fra krigen.
Det er både Marguerite Duras’ tekst og Ulla Henningsens formulering af den, som et øjeblik gør virkeligheden nærværende, bringer den ind under huden på os. Vi, som lige i tv har hørt, at en afghansk præsident, vi dårligt kender navnet på, er blevet sprængt til døde af en selvmordsbombemand i Kabul, der bærer bomben i sin turban og udløser den i en venskabelig omfavnelse. Det bliver en art fiktion i vores hjerner, ubegribeligt fjern og bare endnu en hændelse i den roterende tv-serie af nyheder.
Marguerite Duras har gjort en selvoplevet situation i sit liv til en roman, og den svenske dramatiker Lucas Svensson har omskrevet den til halvanden times monolog. Vi er i foråret 1945. Kvinden – og Marguerite Duras selv er det altså, men beretningen er skrevet længe efter. Fortælling, biografiske dagbogsnotater, essay, digterværk – vi er ligeglade, hvad der defineres som – det er krigen i gruopvækkende nærvær.
Et menneske registrerer det totale sammenbrud i meningsfuldhed. Hun venter på nyt om sin mands skæbne i koncentrationslejren Dachau. Krigen er på sidste krampetrækninger. Hun er præcis der, hvor omgivelserne i Paris vibrerer i de svingninger, historieskrivningen har sat i ramme: Lykkefølelsen ved befrielsen fra besættelse, naziregime, tortur, jublen i gaderne, krigsfanger og koncentrationslejr-ofre, der vender hjem, og som hun indædt, men samtidig nøgternt fortæller om. Med en folkehelt, general de Gaulle, som positionerer sig som manden, der genopretter ’la gloire de la France’ og symboliserer sejren over menneskehedens udskud, de tyske nazister.
Men i den parisiske lejlighed har afmagten plantet sig i hende. Den fælles menneskelige afmagt over for tyskernes handlinger. En fransk, en europæisk fælles skyld, et uigenkaldeligt svigt og mere end det, et fællesmenneskeligt kulsort nederlag. ’Del forbrydelsen og tål tanken,’ siger hun.
GRUMT OG AFKLARET
Ulla Henningsen i sort, i en sort dekoration, kun i skiftende belysninger, siddende det meste af tiden, men rejser sig af og til, som ser hun ud af et vindue, på vandring de få skridt i sin lejlighed, den lejlighed, som hendes mand Robert L, måske, måske ikke vender hjem til. De mange overvejelser over han skæbne. Er han i live eller er han ikke. Vennen, elskeren D, der også er Robert L.s ven, en fuldstændig afklaret trekant, skilsmissen fra Robert L, den logistiske skilsmisse, da vraget af mennesket Robert L faktisk vender hjem – vi er langt ud over fortvivlelse, gensynsglæde, resignation, opgør – den totale defaitisme og smerte er for længst indtrådt, kun den mest intense nulstilling er tilbage.
Billederne af kvindens beretning og hendes overvejelser står grumt og afklaret i Ulla Henningsens gradvise afdækning af teksten, i rytmiske kadencer som var det et partitur. Pauser, nedtoninger, næsten ned til hvisken nogle gange, enkelte stumme øjeblikke, hvor kun musikken taler med Ravels Oiseaux tristes eller en andante af en Mozart-klaversonate. Vi er intenst lyttende. Målløse.
PÅ TURNÉ
Jens Albinus skabte for et par år siden en lignende koncentreret oplevelse af Primo Levis Auschwitz-erindring med monologen ’Hvis dette er et menneske’. Det var i Skuespilhuset.
Ulla Henningsens ’Smerten’ genkalder oplevelsen.
Madeleine Røn Juul har instrueret hende. Og lyssætteren Kisser Rosenquist og oversætteren Louise W. Hassing fortjener også at blive nævnt.
’Smerten sendes efter 15. oktober på turné.