(Tegning: Claus Seidel) 

BAG EN BAGER-SKAL

20’rnes dadaisme genopvakt som skør hyggespredning på Bellevue Teatret

***

HVIS man tager hundrede klichéer og vrider dem som karklude, hvorefter man dynger dem oven på hinanden og hælder en blanding af mayonnaise og saltvand ned over dem, så får man noget, der ligner ’Bang Bang’ på Bellevue Teatret.
Det er jo ikke så værst. Klichéer har godt af at blive maltrakteret.
I musikmanden Kenneth Bagers hoved råder der et særligt sammensurium af klichéer. Dem har ’Strandvejens Godfather’ – som Kenneth Bager kalder teaterchefen Jes Kølpin i programmet til – givet Kenneth Bager mulighed for at lufte på scenen, og det er flot af Kølpin, for det er sandelig en forestilling med armene bredt ud, albuerum til hvad som helst, og medvirkende, der pibler frem i løs vægt. Alt og alle udvalgte ofre for ophobningen af det mikrobeagtige mylder i Kenneth Bagers hjernevindinger.

BAGER OG KØLPIN

Jeg er ikke sikker på andet end, at Kenneth Bager og Jes Kølpin mener, at publikum brænder efter at blive indviet i omfanget af Bagers cerebrale hjernespind. Det er jo derfor vi er inviteret.
Vi lader os også gerne føre med i starten, hvor skyggebilleder af satyragtige skikkelser tegner sære konturer på storskærm. Når man nu fra Kølpins sommerballet-forestillinger er forvænt med dyk ind i lystfyldte udforskninger af sjælens og kroppens mysterier, så springer man på. Såmænd også, da Kenneth Bager personligt toner frem som en gemytlig blokvogns-konferencier med et ’Velkommen til forsteningerne i mit hoved!’. Ingen vil fraskrive ethvert menneske uanede fabulerende ressourcer.

MARERIDT OG DRØM

Der ligger måske en vis pointe i, at Bager bliver på scenen forestillingen igennem. Han etablerer sig i orkestergraven for som en Herbert von Karajan at dirigere os igennem sine fortumlede mareridt og sværmeriske drømme. Om banditter med skydere, om Marilyn Monroe og Chaplin, om Travolta, om rockstjerner, kaniner, galene haner og kaglende høns, transvestitter og husmødre, sorte og hvide…støn!: Det hele konglomerat af natlige high jumps og low rides, sidespring og svedeture, der kan forlyste nattesøvnen for enhver kristen eller hedning i denne verden.

CHAPLIN OG MARILYN

Er vi underholdt? Ja. Ind imellem. Louise Fribo viderefører sin kantede Olympia fra Det Kgl.s ’Hoffmanns eventyr’ med en Chaplin, der taber bukserne, Og i øvrigt råhøvler hun sin kostbare sopran, indtil hun søber sig ind i Chaplins egen ’Smile’, så roen falder på os.
Hun er alligevel ikke på samme hjemmebane som f.eks. Al Agami, Thomas Bang og Aura Dione, den sidste en yppig blondine med Marilyn-trutmund og en stemme til Vega-brug. Mere end til nuttede film-duetter med Tony Curtis.
Vi forskånes ikke for to små piger, der lægges voksentekster i munden, og blandt det løse er også eksotiske dansedamer og en nobel kvinde, der hejses til vejrs mod suffitterne  – det sidste har ingen forestilling med respekt for sig selv undladt siden Katrine Wiedemanns ’Den Lille Havfrue’.
Som det mere faste et band, der på scenen lægger ryg til finalen af 1. del og et eller to numre i 2. del  – totalscener, der er af en vis virkning. 
 

DALI OG THORSEN

Har vi set det alt sammen før? Ja da. Med stumfilm-stumper og løse påfund er det tyver-dadaisme og surrealisme af den art, de stadig er skrappe til at genopvække i dagens Berlin. Hvor de bare kan opleves med en skarphed og farlighed, der ligger langt fra den klampenborgske gemytlighed. Vi er heller ikke i selskab med Salvador Dali. Trods scenisk billed- og farvegalskab. Højst lidt 60’er-Jens Jørgen Thorsen.

GregersDH