Leonardo Ferrando, Wojtek Gierlach, Alexander Nohr og Yuri Kissin i ‘Askepot’ (Foto: Kaare Viemose)
SKRIV LIGE
EN OPERA –
DU HAR
TRE UGER,,,
En komisk og flot, flot sunget Rossinis ’Askepot’ er på turné med Den Jyske Opera. Hvileløst morsom i galopperende koloraturer.
Komponist: Rossini. Instruktion: Oliver Platt. Dirigent: Manlio Benzi. Scenograf: Neil Irish. Koreograf: Emma Brunton. Medvirkende: Victoria Simmonds, Leonardo Ferrando, Alexander Nohr, Yuri Kissin, Woytek Gierlach, Christel Smith, Johanne Højlund og Den Jyske Operas kor.
’Askepot’ spiller i Odense, Vejle, Randers og Aalborg – frem til 3. december. Varighed: 3 timer inkl. pause.
*****
SÅDAN kan man også tilbringe julen: Rossini fik ideen til ’Askepot’ juleaftens dag 1817 sammen med librettisten Ferretti, og sammen skrev de operaen på tre uger i et anfald af arbejds-delirium. Den blev uropført den 25. januar på Teatro Valle i Rom. En måned senere!
Hvordan den slags kan lade sig gøre, kunne man jo spørge Händel eller Mozart om, for de og teatrene udførte lignende ubegribelige kraftpræstationer.
Vi ved ikke, om Rossini fik tid til at sove og spise – jo sikkert det sidste. Han var berømt for sin madglæde.
Til gengæld kan vi se, at han har været i fabelagtig hopla og i godt humør under skriveriet, for ’Askepot’ er en perlekæde af sjove påfund. Operaen er ikke bare den rørende historie om den stakkels pige, der bliver hundset med af sine to søstre og faren og alligevel bliver den, der får prinsen, da det kommer til stykket.
Ikke fordi dén vinkel mangler. Men de humoristiske indfald bobler utrætteligt i musikken – tonefaldet er selvfølgelig flyvende og galopperende som så tit hos ham, speedet til det utrolige, men de kompositoriske idéer kommer i et ekstra gear i ’Askepot’, helt klart inspireret af et grundelement i handlingen: Prinsens forklædning som sin egen kammertjener og kammertjenerens forklædning som prinsen. Et banalt forvekslings-trick, men kørt næsten til vejs ende i den næsten tre timer lange opera (inkl. pause). Til konstant forvirring for de øvrige personer i operaen og derfor konstant forlystelse for publikum.
OVERDÅDIGT
’Askepot’ har nu været over en måned på turné i Den Jyske Operas regi. En art afskedssalut fra den afgående operachef Annilese Miskommon kan man kalde opsætningen. Den er flot, næsten overdådig i sammenligning med Jyske Operas sædvanlige turnéforestillinger. Stort kor, stærke solister – næsten kun udenlandske – lykkeligvis velvalgte. Både solister, instruktør, scenograf og dirigent.
Man rykker ikke sådan en forestilling fra sted til sted, uden at der er begrænsninger. Men det er begrænsninger, der dels løses af en elegant lynkonvertering af dekorationen fra falleret godsejermiljø til kongeslot, dels imødegås af fantasifuldhed og en glimrende instruktion i hænderne på den unge englænder Oliver Platt, som i eminent grad sammen med koreografen Emma Brunton arrangerer alt med forståelse for musikkens pirrende lystighed.
Der er scener, der er helt overvældende formet som iscenesat partitur – en vældig finale i 1. akt f.eks., hvor musikkens balletagtige karakter får sangerne til at optræde nærmest som et syngende balletkorps og ensemblet til at svæve over scenen som grafiske totalbillede, det må have krævet flittigt prøvearbejde for at få det til at fungere. Gætter vi.
I det hele taget er det en personinstruktion, der nærmest vokser ud af musikken, scenegangen som realisering af partituret. Stærkt stimulerende.
I 2. akten hører og ser vi kongenial en sekstet mellem de tre søstre, faren, prinsen og kammertjeneren, vokalt udfoldet i stakkato-udpenslede koloraturer, frydefuldt og legende mellem de seks og i forbilledligt samarbejde med dirigenten, italieneren Manilo Benzi, som er så hjemme i materialet, at han ikke behøver partituret foran sig, men kan koncentrer sig fuldstændigt om solisterne og orkestret, det rytmiske schwung og inertien i de raffinerede, hurtige tempi.
Lyksaligheder af den art er utallige af undervejs. Og de omfatter rækken af solister med den vældige norske baryton Alexander Nohr og den uruguaiske-italienske Leonardo Ferrando i spidsen. Kammertjeneren og prinsen, der bytter roller. Nohr gør den prinseforklædte tjener til en jovial festforestilling, en glad gameplayer, der ikke lader nogen chance gå fra sig til at udnytte sin midlertidige kompetence til frækheder, og hans magtfulde baryton er gylden. Tenoren vinder på en glansfuld og stålsat stemme, ubekymret af højder og farefulde koloraturer.
LATTERVÆKKENDE
I samme grad er pigernes far, sunget af russisk-israelske Yuri Kissin, ubetalelig i sine fattigfine grovheder og kælne omgang med de fyrstelige, sin sjofling af steddatteren Askepot og sin benhårde promovering af de to giftelystne søstre – begge glimrende sunget og sjovt spillet af Christel Smith og Johanne Højlund. En henrivende Askepot-sopran på toppen, leveret af den engelske Victoria Simmonds.
Gennemgående er alle de medvirkende sangeres måde at styre deres umådeholdne vokale badutspring, krøller og sløjfer på forbløffende og lattervækkende i den spurtende konkurrence med orkestrets klarinet, obo og fløjte – for ikke at sige fløjter, piccolofløjten er selvfølgelig med – og hvad der ellers kommer fygende fra orkestret af strygere og slagtøj.
Det er – som sagt – umådeholdent, men stærkt underholdende. Italiensk belcanto i særudgave. Rossini rabler gentagelser fra sig. Han har jo haft travlt. Men gentagelserne ligner gang på gang jubel over gode ideer.
’Askepot’ spiller endnu nogle uger og dukker op i Odense, Vejle, Randers og Aalborg.
gregersDH.dk
