Ann Petersen, Johnny van Hal og Jane Archibald i ‘Ariadne på Naxos’ (Tegning: Claus Seidel)
MIN MUSIK, I HUNDE!
Operaens ’Ariadne på Naxos’ flytter vægten fra titelrolle til ’komponisten’ – med stor effekt
*****
OM Ann Petersen, der har titelrollen – kun godt! Hun synger den ensomme kvinde i hulen på Naxos suverænt – gennem traumatisk forvandling fra sort dyk ned i fortiden til lysende opvågnen og nyfødt kærlighed. Med pragtfuld ro og bredde i sin brilliante, store sopran.
Men iscenesætteren har noget andet for. Den canadisk fødte instruktør Robert Carsen gør den mezzosopran, der synger komponisten til en helt central person i operaen. Han gør det i en slags besættelse af denne skikkelse.
Med fuld ret. Operaen handler nemlig i al sin udspekulerede idé dybest set om kunstens, og dermed musikkens alt afgørende kraft. Den musik, der gennemsyrer komponisten, altså ham i operaen. Den degn, det drypper på – som det regner på præsten Richard Strauss. For nu at lade Vorherre og græske guder i fred et øjeblik.
FÅ DET OVERSTÅET
Historien er kort fortalt følgende: En komponist har fået en bestilling på et værk til opførelse ved en fest hos en privat rigmand i Wien. Komponisten skriver en lille sej sværvægter af en tragedie om den græske mytologis Ariadne (hende med den berømte tråd i Kreta-labyrinten!). Ariadne bliver opsøgt på sin øde ø og forløst fra sin tristesse af guden Bacchus.
Rigmanden har også bestilt en komedie til at underholde selskabet. Men tiden er knap. Der skal også være plads til et fyrværkeri. Og han skyder på, at operaen sikkert er enormt kedelig, så han får sin hushovmester til at beordre komedie og tragedie spillet samtidig. Få det overstået!
Hushovmesterrollen er en talerolle. Øjeblikket, da han dikterer sin ordre under forspillet er uforglemmelig for dem, der husker den danske førsteopførelse af ’Ariadne på Naxos’ i Carl Eberts iscenesættelse 1959: Reumert spillede hushovmesteren. Med lammende diktion.
KOMPONISTEN
Men til komponisten! En stormfuld yngling, glødende for sin Ariadne-opera. Så hvad fanden er nu dét: Smadre hans værk med en flok komediespillere, der skal rende rundt om benene på hans Ariadne? Han hyler op. Min musik, I hunde!!! Vrisser han. Han – d.v.s. sopranen, der synger ham. En androgyn bukserolle i slægt med Strauss’ Octavian i ’Rosenkavaleren’.
Hvor ville man gerne anbefale publikum at opleve premierens elegante og sublimt syngende rumæner, Ruxandra Dunose. Men operaverdenen har sine snørklede gange: Hun sang kun til premieren, og afløses derefter af to andre udenlandske sopraner. Musikkens og teatrets kunst er flygtig.
En pointe, der fastholdes i opførelsen. Den drømmeagtige slutning, hvor iscenesætteren lader komponisten ene tilbage, sublimeret efter hurtig, men svigtet forelskelse i komedianternes prima donna Zerbinetta, udløser et sug af vellystig smerte ved forladtheden. Her er noget Strauss kan. Komponisten i ’Ariadne’ er også ham selv.
SÅ DET SITRER
Raseriet, smerten, opslugtheden af sit værk. De jordskredsagtige svingninger mellem forelskelse og svigt. Den uhæmmede lyksalighed ved at se det sindssyge projekt med forestillingen lykkes. Alt, hvad der rører sig i komponisten, følger vi med en intens opmærksomhed.
Iscenesætteren anbringer hende efter operaens lange prolog og desperate forvirring ved scenekanten i kongesiden. Vores øjne limes til hende for at følge hendes reaktioner. Det handler om liv og død for hendes musik. Og det handler om liv og resignation ved hendes pludselig opståede forelskelse i den flyvske, flirtende Zerbinetta. Det er, så det sitrer af uro.
Så meget om det. Om denne kerne i opsætningen, der suppleres af et erotisk flimrende spil mellem komedianterne, en henrivende blanding af smarte fyre, der er til hvad som helst, pjank, erotik, hvad som helst. Især lege forbavset med i dansen omkring Ariadne, hvor et af kuppene er sort forklædning, da de pligtskyldig går ind på hendes dystre præmisser, mens de ind imellem hopper af pinden og spørger interesseret til hendes tilstand eller trøster hende i hendes jammer.
EKSTATISK
Og mens orkestret under østrigeren Friedemann Layer – overvåget af den nervesitrende unge komponist ved rampen – blæser ekstatisk lyd i det kammermusisk fungerende kapel.
Hvilken fornøjelse, det også må være at medvirke i en opsætningen, der giver så frie tøjler til dansere og sangere i den åbne dekoration, med fronten til os, der i salen er den fine herres gæster.
Ingen at glemme: Johnny Hal, der kaster sin klippeblok af en tenor ind i slutscenen, Sten Byriel, der er lusen mellem de to negle, komponisten og hushovmesteren. Hele holdet af glade ballademagere, Palle Knudsen, Peter Lohdal, Bengt-Ola Morgny, Ludvig Lindström, Gert Henning-Jensen – og i spidsen for dem, som et helt sprinkleranlæg af soprano-gejst, den canadiske Jane Archibald – også hun pist væk igen efter premieren, for at blive afløst af Susanne Elmark, men hov: Tilbage igen to aftener: 24. og 30. november.
Som gennemgående – og urørlig: Ann Petersens Ariadne.
