Man kan frygte det værste, men glæde sig over noget fremragende: Anne Frank og hendes dagbog fortolket i flammende flamenco af danseren Maria Juncal og hendes syv musikere.

’Anne Frank’ spiller på Teater Republique indtil 29. marts

*****

SÅ hæver man lige et øjenbryn: Anne Frank og flamencodans?
Beretningen om den hollandsk-jødiske pige, der skrev dagbog i sit skjul for nazisterne i Amsterdam og senere døde i koncentrationslejr – denne beretning omskabt til – ja, man kunne jo frygte det værste: andalusisk showdans med susende kastagnetter og hæletramp og publikum allerede på spring for at løse billet til Costa del Sol. 
Men nej. Banal fordom – som falder skævt i forhold til, hvad vi forventer af Teater Republique. Straks bekræftet, da musikerne dukker op af mørket, guitaristen sætter an med en stram solo, og Maria Juncal står der med kuffert i hånd og jødestjerne på frakken. Det er alvor. Ikke show.   
Maria Juncal danser og har selv koreograferet sin forestilling, hun har en syv kompetente musikere ved sin side, vi er på dybt professionel grund og ambition om at skildre en af de stærkeste, menneskelige enkelthistorier fra 2. verdenskrig.
 

TIDEN

Skildre den i dans og musik. I en toneart, der ikke bringer os et øjeblik væk fra den dybt bevægende fortælling i Anne Franks dagbog, men kun udvider den i nogle korte indslag undervejs: Radioen, der fortæller om de tyske forsøg på at bombe London sønder og sammen i 1941. Anne, som ser på sin samling af Marlene Dietriech-billeder – hun var tysk født og havde vel som barn og teenager den tyske filmstjerne på fanbilleder, sat op med tegnestifter.
Musikken supplerer: ’Lili Marlene’ – den nazielskede, senere naziforbudte sang. Fra radioens højtaler, men også fra orkestret på scenen.
Det er tiden, der bliver lyslevende i øjeblikke.   
Men det egentlige er dansen og dens sublime overensstemmelse med musikken, hvor begge dele fylder scenen med intens, dramatisk skildring af en pige i en verden af turbulens, barnlig tiltro til omgivelserne, frygt for den skæbne, der truer, klamrende sig til fortid og familie, forventningsfuld og intimt forbundet med evnen og lysten til at skrive i den dagbog, hun har fået som gave og behandler som en intim ven.
 

SYNERGIEFFEKT

Flamencoen er Maria Juncals sprog, et kropssprog, der udtrykkes i hele skalaen af smidige bevægelser, hælene, der kan hamre vrede eller jubel efter forgodtbefindende, fingrene, der har utalte muligheder for at forlænge enhver tanke og impuls ud mod det uendelige.
Vi kan bande på, at det ikke er en tysk-jødisk-hollandsk piges udtryksmidler. Men oversat til hele det kompleks af jødisk klezmermusik og spansk-arabiske flamenco-skalaer og rytmer, som de syv musikere binder sammen, er pigens følelsesregister ramt med voldsom synergieffekt.
Når sangeren i orkestret slynger sine hæse, vokale slyngplanter af ’canto jondo’ ud, vokser dansen ud over sine rammer og sender os billeder af desperat urkraft. Det samme sker under de ekstatiske soli, som klarinet eller violin i orkestret ledsager Maria Juncals dans med.
Den elementære volumen i flancodans har vi oplevet før på danske scener, f.eks. på Bellevue Teatret med Selene Munoz.
Hos Maria Juncal er de samme kræfter brugt til at fortælle en historie. Anne Franks.

gregersDH.dk