HVA’ VILLE HUN MED DEN SVENSKER

Preben Kristensen for fuldt blus som maleren P.S. Krøyer i dramatikeren Vivian Nielsens fortolkning af det berømte trekantsdrama på Skagen.
 

’Krøyers yderste nat’ spiller på Folketeatrets Hippodrom indtil 26. aptil

****

DET går Vivian Nielsen nogenlunde ligesom det gik Bille August.
Begge – dramatikeren og filminstruktøren – har fat i brændende stof: Trekantsdramaet mellem maleren P.S. Krøyer, hans kone Marie og den svenske komponist Hugo Alfvén.
Vivian Nielsen skriver ’Krøyers yderste nat’ til Folketeatret. Bille August skrev ’Marie’ til filmlærredet.
Det, der sker for begge, er, at de indfanges totalt af Krøyers stærke kunstnerpersonlighed. Hans maniske selvudfoldelse, hans egocentriske, men også storslåede tolerance.
I filmen udfoldes Krøyer for fuldt blus af Søren Sætter-Lassen. På scenen af Preben Kristensen. Begge karakterskuespillere med et potentiale til at komme rundt om den i al måde maleriske personlighed P.S. Krøyer. Som også af Vivian Nielsen skildres med et overskud af verbale lysglimt og slagfærdighed hos den under overfladen forpinte, men stadig livslystne og oplevelsessultne Krøyer.
Preben Kristensen fylder scenen, når han er på. Sætter rytmen og initiativet for sine medspillere, fordi manuskriptet giver ham mulighederne.
 

UINTERESSANTE ALFVÉN

På en ganske anden måde end Kenneth M. Christensen, som har Hugo Alfvén-rollen. Der er ikke meget kunstner og personlighed at spore i den Alfvén, Vivian Nielsen giver Christensen af lege med.
Et flot stykke mand, men med et minimum af verbal krydderi på læberne. Hvad ville hun med den svensker? Stiv som et bræt og usexet, selv om iscenesætteren Jacob Schjødt prøver at bøde på det med en gevaldig indledningsscene hen over sofaen i tummel med Maibritt Saerens’ Marie. Christensen synger jublende ’Nessun dorma’ i dynerne og skifter senere til ’Midsommervaka’ ved klaveret – lige meget hjælper det, han forbliver en uinteressant personage, der aldrig forklarer Marie Krøyers forblændelse af ham og hendes farvel til Krøyer.
Så er der mere dramatisk sul på Maibritt Saerens Marie Krøyer.
For hendes farvel til Krøyer er aldrig helt definitivt, hun er skildret som et menneske i tvivl, i konstant vaklen i sit tilhørsforhold. Hvad der nok er i overensstemmelse med virkeligheden, dengang dette her foregik mellem de tre for godt hundrede år siden i Skagen.
 

KØLIGT SEXEDE MARIE

Hvor meget forholdet og dilemmaet har været præget af Maries undertrykte maler-ambitioner, som Krøyer blæste på… Og hvor meget, der er panisk drift med en svensker, der kunne levere den sex, som den syge Krøyer ikke mere var i stand til – det er svært at sige.
Maibritt Saerens’ lidt kølige, intellektuelle udstråling dækker over momentvise skarpe temperamentsudladninger – hendes Marie Krøyer er et voksent, stadig meget smukt kvindemenneske.
Dramaet har lidt svært ved at få sløjfe på sin slutning, ender i en svævende uafklarethed med Krøyer vandrende ud i klitterne hylende som en ulv – af forurettelse eller livslyst? – og Marie og Alfvén beslutsomt på vej mod nyt liv i Stockholm, uden at man tror rigtig på beslutsomheden…
Preben Kristensen tager altså mange af stikkende i dette halvandentimes, pauseløse drama i Carsten Burke Kristensens drivhusdekoration. Men det er godt at se Maibritt Saerens igen i en større rolle. Kenneth M. Christensen, som de fleste nok kender bedst fra den håndboldspillende kæreste til Marie Bach Hansen i ’Arvingerne’, kan ikke gøre for, at Vivian Nielsen ikke har interesseret sig en døjt for ham.

gregersDH.dk