Torben Zeller, Molly Egelind, Nicolai Jørgensen og Rikke Bilde i ‘Amerika’ (tegn. Claus Seidel)  

Martin Greis-Rosenthal og Nicolai Jørgensen i ‘Amerika’ (foto: Nørrebro Teater)

REJSEN TIL AMERIKA

Kafkas fantasi om et dekadent U.S.A. folder sig ud som syrlig komedie og muntert mareridt med en uimodståelig Nicolai Jørgensen som emigranten.

Manuskript: Nikolaj Cederholm på basis af roman af Franz Kafka. Iscenesættelse: Nikolaj Cederholm. Scenograf: Kim Witzel. Koreografi: Anja Gaardbo. Kostumer: Line Bech. Medvirkende: Nicolai Jørgensen, Martin Greis-Rosenthal, Molly Egelind, Trine Pallesen, Torben Zeller, Rikke Bilde, Kristian Holm Joensen Rasmus Hammerich, Patrick A. Hansen og Thomas Hamilton (musiker)

’Amerika’ spiller på Nørrebro Teater indtil 3. november. Varighed: 2½ time inkl. pause. Tirsdag-fredag kl. 20. Lørdag og søndag kl. 15.

******

TANKERNE flyver frem og tilbage mellem de to vigtigste stykker i den uge, der er gået: ’Spillemand på en tagryg’ på Det Ny Teater og ’Amerika’ på Nørrebro Teater. To hjerteskærende komedier. ’Spillemanden’ handler om en tryg, men katastrofalt truet idyl i et lille jødisk landsbysamfund for godt hundrede år siden og flugten til Amerika. ’Amerika’ handler om drømmen om flugten til Amerika.

DRØMMEN, eller snarere mareridtet. Skrevet som en grotesk, lattervækkende rædselsvision om det tillokkende, fjerne Amerika, man nok skal holde sig fra at flygte til, hvis det skulle blive aktuelt en dag. ’Manden, der forsvandt’ var Kafkas egentlige titel til romanen, der siden kom til at hedde ’Amerika’.

KAFKA var af jødisk slægt. Han har levet under og givetvis hørt om de jødepogromer, der fandt sted i Rusland, og som rammer menneskene i ’Spillemand på en tagryg’. Kafka blev født Prag, hvor han kom til at leve det meste af sit korte liv. Han gik i en tysk skole i Prag, talte og skrev på tysk. Han døde 41 år gammel af tuberkulose i 1924. Han nåede lige at fornemme nazismens jødehad, men ikke konsekvenserne. Hans tre søstre døde alle i koncentrationslejre under 2. verdenskrig. Han selv var gået samme vej, hvis han havde levet.

BROADWAY-musicalen ’Spillemand på en tagryg’ bliver hængende som en fortryllende skildring af idyllen, humøret og traditionerne i et jødisk bondesamfund, hvor man danser jødisk og russisk folkedans i ét glad mix, indtil den absurde virkelighed indfinder sig.

’AMERIKA’ er skrevet som en roman, og Nicolai Cederholm har på Nørrebro Teatret udviklet historien – ikke til en musical, men med velberegnede snerter af musik – men først og fremmest har han krænget de makabre sider af en eksploderende kultur i den nye verden ud. Som Kafka har set dem i sin pulserende fantasi. Frihedens og materialismens komiske og idiotiske bagsider. Kafka var aldrig i U.S.A., men så det for sig og sendte sin fantasi på vingerne. Cederholm har bearbejdet indholdet til et rablende show, hvor ’manden, der forsvandt’ er den livsglade, åbne, flinke fyr, der emigrerer fra Europa, møder hele dynen af rablende vanvid, overvældende velstand, lammende fattigdom, korruption, flimmeret af udvendighed, eventyr, muligheder, lallende fristelser, prostitution, svindel, scoringer, udartede hjørner af humbug og kriminalitet, lykkejægere, ludere, pengepugere, ofre.

Han møder det alt sammen med ungdommelig nysgerrighed. Naiv, glad, forstående, hjælpsom, altid klar til at give en hånd. Altid i godt humør.

NICOLAI JØRGENSEN er et fund til rollen. Han har netop overskuddet til at gøre fyren til sådan én, en mor vil elske og stryge over håret hver gang noget går galt. Det kommer hun nu aldrig til i ’Amerika’, han forsvinder jo i sumpen af urimeligheder og uretfærdigheder. Nicolaj Jørgensen havde dårligt forladt teaterskolen, da vi så ham som selve H.C. Andersens Nattergalen i skolens afgangsforestilling. Fortryllende – som hans henrykte apoteker i ’Shakespeare in Love’ tidligere denne sæson. Og sådan dukker han omgående op i ’Amerika’ leende af overstadig henrykkelse på skibet, der skal sætte ham i land foran Frihedsgudinden i N.Y. Straks enormt engageret i at hjælpe en fyrbøder på skibet, som er blevet fyret. Han kaster sig på stedet ind i forsvar for manden, stormer til kaptajnen og råber op, får ikke en fod til jorden, men bliver uventet reddet af en amerikansk passager, der præsenterer sig som hans onkel.

Den rige ‘onkel fra Amerika’ i klassisk udgave. Torben Zeller i jakke og jaket. Hvor kommer han fra. Lige meget. Dumpende ind i vores helts skæbne som næsten alle, han derefter ramler ind i. De to vagabonder, der kaprer ham til lykkebringende fiduser. Pigerne, der suser gennem hans tilværelse på hotelværelser, uidentificerbare, tilsyneladende uskyldigheder eller malede stankelben af forførersker, der lokker ham i uføre. En sværvægter af en musicalstjerne, som han kommer i favnen på – er det Trine Pallesen? Molly Egelund? Eller Rikke Bilde? Hvem gemmer sig i i det polstrede fedtbjerg, som Martin Greis-Rosenthal som den slimede, blaserte alfons lokker ham med på bjergbestigningen i  – Greis spiller fransktalende det ene øjeblik, hvor han virker som en eksotisk gæst ved et selskab hos Den store Gatsby, det næste en kynisk distanceblænder med bordeller som virkefelt.

MANGE af de – mange – medvirkende spiller flere roller, men har alle det til fælles, at de tager røven på flinke Martin Jørgensen. Især i den vildeste af alle scenerne, hvor han som ansat hotelpiccolo udsættes for en rundtur af total halløj – dekorationen er et scenografisk særnummer, fløje af vægge og gange med døre til elevatorer eller hotelværelser med alle tænkelige muligheder for at gå galt ind eller ud, smække hovedet ind i, blive låst inde bag – det er en filmisk tour de force af den type, vi kender fra Marx Brothers eller Fy og Bi – overstadigt trukket i halen af Cederholm og med Kristian Holm Joensen i sit artistiske es som konstant prügelknabe, lige så veloplagt som han var i Lollikes afsindige farce ’Hospitalet’ på Aarhus Teater for et par år siden. Cederholm låner ideer, ikke mindst fra film, ikke så mærkeligt, når vi ser for os en Kafka-historie skrevet i filmens tidlige år, stumfilmene, og – for at tale om senere typer: Jacques Tati. Scene på scene i ’Amerika’ er drejet som sekvenser, der står som lynskud af satire, bundet sammen som dramatiske kulisser til Kafkas arme hovedperson og hans uimodståelige, ubehjælpsomme forsøg på finde sine ben i den nye verden.

HVORDAN må det ende? Kafka har ikke afsluttet sin roman. ’Den forsvundne mand’ forsvinder i bogen med et ’Adressaten ubekendt’, vistnok i et eller andet cirkusmiljø. Dér har man hos Nikolaj Cederholm en frisk mand med en seksløber. Det er jo den måde, man i U.S.A. løser besværlige problemer. Færdig med unge Karl Rossmann – som han hedder i romanen. Et menneske, der som Kafkas Josef K i ’Processen’ ikke forstår den uforklarlige verden omkring ham. Lige så lidt som mælkemanden Tevye i ’Spillemand på en tagryg’.

NØRREBRO Teater og Nicolaj Cederholm ramte plet med ’Diktatoren’ for et par år siden. ’Amerika’ er et nyt pletskud.

gregersDH.dk