Spillemand på en tagryg Det Ny Teater 26.9. 2019

Sentimentalt. Rørende. Pragtfuldt. Tommy Kenter som jødisk skæbne i 'Spillemand på en tagryg'

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lærke Belle Juul Hansen, Tommy Kenter og AnnMari Max Hansen (tegn.: Claus Seidel)

DEN SØRGMUNTRE VIOLIN

Sentimentalt. Rørende. Pragtfuldt. Tommy Kenter som jødisk skæbne på Det Ny Teater i ‘Spillemand på en tagryg’.

Manuskript: Joseph Stein. Musik: Jerry Bock. Iscenesættelse: Daniel Bohr. Scenograf: Paul Farnsworth. Koreograf: Lee Proud på basis af Jerome Robbins koreografi. Dirigent: Per Engström. Oversættelse: Jens Louis Petersen. Medvirkende: Tommy Kenter, AnnMari Max Hansen, Jesper Asholt, Marianne Høgsbro, Karin Nordly-Holst, Isabel Schwartzbach, Lærke Belle Juul Hansen, Sebastian Harris, Kristian Rossen, Markus Emil Borg, Michael Lindvad, Anne Suppli, Mia Karlsson, Carl Christian Rasmussen, Martin Loft, Kristoffer Sass, Jørn Pedersen m. fl.

’Spillemand på en tagryg’ går på Det Ny Teater indtil jul. Varighed: 2½ time inkl. pause.

******

TOMMY KENTER har snakket om, at den rolle bliver hans sidste. OK. I så fald så slutter han som fattig mælkemand i en jødisk landsby, en mand, der selv må trække sin vogn med mælkejunger, fordi hans hest har brækket et ben. En mand, der ser på os med et blik som en bedrøvet bulldog. En mand, som råber højt om sin ret til at bestemme, hvem hans døtre skal giftes med, for sådan er traditionen, der hvor han kommer fra. En mand, som siger, at penge er en pest, men så må Herren da for resten gerne smitte ham med den pest. En mand, som nynner med violinspilleren på tagryggen. Og synger sit ’If I were a rich man’. Med hovedet fyldt af fabuleringer, for hvad så? Så ville han ikke behøve knokle så hårdt. Så ville han bygge sig et hus med tolv værelser og tre lange trapper op, den sidste bare for sjov. Og så ville han have sig en kone, der bare ser ud som en rig mands kone – med dobbelthage og et hoved, der strittede som en kalkuns. Den drøm får han så ikke opfyldt i forestillingen på Det Ny Teater, for AnnMari Max Hansen, som hermed vender tilbage til scenen efter årelang pause, er flot og smuk, ligner hverken en rig mands kone, sådan som den fattige mælkemand ser for sig, og heller ikke en lille jødisk kone i en russisk afkrog af en landsby.

TOMMY KENTER synger sangen allerede i starten af ’Spillemand på en tagryg’, den sætter tonen an til dette mesterlige, jordiske portræt af en mand, der lever i sin egen trygge, jødiske verden, et minisamfund blandt tusinder i det gamle Rusland, før 1. verdenskrig, før revolutionen og dog: Vi er i 1905, de en lille revolution brød ud i Rusland, og et par hundrede tusinde jøder fik revet deres tilværelse op med rode – en refleks fra det zaristiske styre.

TRYGHEDEN og bruddet på trygheden er emnet for ’Spillemand på en tagryg’. Tevey – Tommy Kenter – er den fattige husfar, der ser forvandlingerne ramle ned over sig. Hans tre døtre fravælger på stribe de ægtemænd, han har bestemt for dem – ifølge traditionen ældre mænd i landsbyen, der er blevet enkemænd, som har lidt penge og sammen med Teye kan opretholde status quo i landsbyen. En af pigerne vil hellere have den unge skrædder, der er ved at spare sammen til en symaskine. En anden er varm på en ung lærer på besøg fra Kiev, han er revolutionær, bliver fængslet, og hun følger ham til fangenskabet i Sibirien. Den tredje – og det er næsten det værste – forelsker sig i en fyr, der er kristen og gifter sig med ham. Dér står Tommy Kenter, ladet med kærlighed, med vrede, målløs undren, desperat klamrende sig til sin faderværdighed, på rundtur i sin forvirrede sjæl mellem robust livsglæde, naive tro på, at alle nok vil det bedste når det kommer til stykket, selv den lokale politichef, der til sidst kommanderer ham og resten af beboerne til at pakke deres ting og forlade landsbyen. De ufattelige pogromer, som dengang i 1905 ekspederede en lille million mennesker af jødisk afstamning ud af Rusland, de fleste via Tyskland til Vesteuropa og U.S.A. Mange hjulpet af en tysk hjælpeforening for jøder – som for at gøre målet af historisk absurditet fuldt.

TOMMY KENTER som mælkemanden. Determineret og naiv, troende og godtroende, omstillingsparat, sikker på, at alt vender sig til det bedste. Varme og lyssyn strømmer fra denne Toye-figur midt i skepsis og nedture. Ankre rives op i hans tanker og vaner, men ét holder: Det skal nok gå alt sammen. Kenter omsætter alt med sin indbyggede karisma og musikalitet til et tema med variationer og et kernepunkt af harmoni.

VIOLINEN og den sørgmuntre klezmer-musik synger gennem ham og gennem opsætningen på Det Ny Teater, der får alt, hvad den kan trække af sentiment for ikke at sige sentimentalitet. Mylderet af typer på scenen er et helt folkelivsbillede fra en kultur, jødisk i det konkrete, alment genkendelig i alle isolerede, kulturelle transplantationer kloden rundt. Daniel Bohr genskaber det hele med sin sans for detaljerne i mylderet, alt udspiller sig i en landsby, der pakker sig ind i slanke birketræer – vi er i den vestlige og fattige ende af Tjekhovs århundredeskifte-Rusland, fortabt i traditioner og med revolution i horisonten. Der synges og danses til blandingen af jiddisch klezmer og russisk folkemusik, tilsat gnister af amerikansk musical. Ingen svinkeærinder hos kor og dansekorps. Intet overladt til tilfældigheder. Dansene fejer over scenen. ’Spillemand på en tagryg’ er skrevet til Broadway i 1964. To år senere blev den sat op i København på Det Ny Scala (det nuværende Nørrebro Teater). Eik Koch havde hovedrollen, han huskes som en mageløs, blodrig skuespiller.

OPSÆTNINGEN på Det Ny Teater har al tænkelig farverigdom, drømmeagtige sekvenser og først og fremmest den glødende musik. Og altså Tommy Kenter, som fylder scenen med sin magtfulde, rørende tilstedeværelse. Hans sidste store rolle i dansk teater? Så er det i hvert fald et skønt punktum.

gregersDH.dk

 

2 Comments

  • Kære Gregers Din anmeldelse af Spillemanden rammer helt plet, hvad Tommy Kenters præstation angår. Og for såvidt også Ann-Mari Max Hansens. Jeg synes faktisk at hun også er ret pragtfuld. Men jeg må gå en lille smule i rette med dig når du ikke nævner een af det øvrige cast. F.eks er alle tre ældre søstre helt vidunderlige – synger og danser som om de ikke har bestilt andet i livet. Sebastian Harris bør osse nævnes for skræddersønnen.For bare at nævne et par stykker. I det hele taget bør det nævnes, at det faktisk – udover hovedcastet – er de unge, der i høj grad bærer forestillingen oppe. Musicals i DK er i det hele taget blevet så meget bedre professionelt i løbet af de senere år. Hvorfor? Bla fordi vi har fået en uddannelse på Fredericia Musicalakademi, som udspyr unge sangere og dansere, hvis niveau har løftet hele branchen. Til glæde for publikum, anmeldere og en ældre acteur som undertegnede. Det sætter fokus på at UDDANNELSE BETYDER NOGET. Og det er godt.

    • Kære Hans Henrik – du har fuldstændigt ret i, der er glimrende medvirkende i ‘Spillemand på en tagryg’ udover dem, jeg har nævnt. Og i, at det er fantastisk, hvad Fredericia-skolen her fået af betydning for unge skuespillere, sangere og dansere – det ser vi også i denne forestilling. Det er en af grundende til, at den som helhed er takseret til seks fulde stjerner.
      Mange hilsener
      Gregers

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *