tegn.: Claus Seidel

ÅBENBARINGER

Rock My Soul – Alvin Ailey-danserne stormer over scenen i Tivoli

Alvin Aileys ’Revelations’ m.m. i Tivolis Koncertsal. Spiller til og med 1. september. Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause

*****

En fest! Alvin Ailey’s American Dance Theatre slutter som det har gjort mange gange før med sit orgie af en ’kendingsmelodi’. ’Revelations’ er titlen, og det betyder så meget som åbenbaringer, og det ord kan du tage med hjem i lommen og hænge op i glas og ramme på dine øjenhinder – åbenbaringer af fest, et flimrende show af livsglæde, en hvirvel af damer og herrer i overstadig danseglæde, kostumer i gult og hvidt og store hatte, som var det både påsketid og Derbyshow, men det sidste er det sandelig ikke, for det et sydstatsfest skovlet nordpå  – ingen andre steder end New York kan afro-amerikansk, here-we-come glæde slå til, og som denne aften i Tivoli rive et dansk publikum sådan op ved hårene og få det til at klappe og swinge med. En fest! På én gang jordbunden og himmelråbende. Rock my soul. Jeg bliver helt rørt ved at blive mindet om i programmet, at scenografen og kostumemageren, der i 1960 medvirkede til at gøre denne Alvin Ailey-koreografiske ’Revelations’ til en klassiker, er Ves Harper. Teaterkunstneren, der mange år efter slog sig ned i København og blev en del af dansk teaterliv. Jeg husker ham som både scenograf og instruktør på scener som Café Teatret i Studiestræde og Teatret ved Sorte Hest, som han var med til at grundlægge sammen med Brigitte Kolerus. Uransagelige skæbneveje. Han er på plakaten denne aften i Alvin Ailey-ballettens snart tres år gamle ’Revelations’. Død og borte er han, Ves Harper, men det er godt at møde ham i et værk, der er spillevende. Og tak for, at ’Revelations’ genopfriskes år efter år, dette koreografiske oratorium, hvor musikken bærer danserne gennem blues og gospel, gennem sønderknusning og anråbelser, jubel og syndsforladelser, dansen som forløsning og musikken som ansporer – det er nogle gange, så man glemmer, at musikken er på bånd og næsten synes, det er danserne, der synger, som var de medvirkende i et gospelshow, et religiøst blues-bakkanal. Samtidig med, at musikken løber frem i en pop-ekstase, der fremtvinges ved, at tonaliteten flere gange sættes en halv tone op, det trick, der er så trivielt i popmusik, men hos Ailey er danse-drive mod uimodståelige ’revelations’…

Alvin Ailey-ensemblet er jo et blues-baseret balletkorps. Det gennemsives af negroid – undskyld, for fanden, må man bruge det ord? – jeg skal jo sige afroamerikansk – kultur, og sådan oplever vi balletten ’Members Don’t Get Weary’, som er baseret på kompositioner af John Coltrane, der rammer rifter af sort selvbevidsthed, brutal aggression og styrkeprøver i danseopgør mellem mænd og kvinder. Alle danserne er i hverdagens image, t shirt og løse bukser. Der er mere vold og ensomhed end sensualisme i deres indbyrdes modspil – enere, der skiller sig ud og genforenes med gruppen. Men der er især en nøje afspejling af Coltranes forskellige brug af sin tenor- og sopransax, hans dvælende, abstrakte temaer og hans pludselige udbrud i eksplosive koloraturer. Og så afventende passager ind imellem i de klaver- og basdominere mellemspil til Coltranes sax-soli.

Alvin Ailey-premiereaftenen i Tivolis Koncertsal begyndte med den japansk-inspirerede ballet ’EN’. Jeg så kun de sidste minutter – hvidt kostumerede dansere og smukke positioner med en hvid måne som bagprojektion. Når jeg ikke så mere, var det, fordi DSB åbenbart havde besluttet at standse togdriften fra Kgs. Lyngby for at forhindre mig i at nå ‘EN’  i tide. Ordet ’EN’ betyder på japansk skæbne.

gregersDH.dk