Herman Bang og Politiken Bog af John Chr. Jørgensen 1.9. 2019

Herman Bang sled som journalist med at finde frem til Politikens labyrintiske hjerte.

SKRIV – SKRIV – SKRIV

Herman Bang sled som journalist med at finde frem til Politikens labyrintiske hjerte. Forgæves.

John Chr. Jørgensen: Herman Bang og Politiken. 166 s. Forlaget Spring.

*****

 

”Skriv – skriv – skriv. En dag må man vel skrive på det indvendige af sin egen kistes låg – for at få betalt regningen for sin egen begravelse.”

EN bemærkning fra Herman Bang, der fortæller to ting: For det første, at Herman Bang var et økonomisk rodehoved i evig pengemangel. For det andet, at han var i stand til at udtrykke denne erkendelse i en stil, fuld af overskud, grotesk humor og ironi”.

DET sidste – ironien – har været en egenskab, som Herman Bang åbenbart har haft svært ved at bruge, da han var knyttet til Politiken i lange perioder før og efter år 1900, hvor han bidrog til avisen med i hundredevis af artikler. Det fremgår af John Chr. Jørgensens analyse af Bangs forhold til avisen. Citatet stammer typisk ikke fra Politiken. Bang kunne være knivskarp i sin ironi andre steder, men havde besvær med at ramme en særlig tone af intellektuel ironi i det unge Politiken. Hans humor og ironi udfoldede sig bedst når han var tryg, og det var han sjældent i sit forhold til Politiken.

Problemet lå i paradoksale omstændigheder. Bang kom til Politiken i 1885 kort efter bladets grundlæggelse. Han havde skrevet over to hundrede meget personlige artikler i ’Nationaltidende’, feuilletoner, som de blev kaldt efter fransk forbillede. Alle udgivet senere under fællestitlen ’Vekslende temaer’. De opfattes almindeligvis som hans bedste journalistiske præstationer overhovedet. De kulminerede med den berømte reportage fra Christiansborgs Slots brand i efteråret 1884.

BANG var en journalist, som det nyfødte Politiken måtte kapre. I samme åndedræt som Politiken kaprede andre talenter fra Nationaltidende. Og ligesom Politiken gjorde mange år senere, i 1961, da Nationaltidende – nu navneskiftet til Dagens Nyheder – kollapsede økonomisk. Politikens Hus sugede igen de mest interessante medarbejdere til sig.

PÅ Politiken kom den ustyrlige Bang hurtigt i modsætningsforhold til den lige så ustyrlige redaktør, den ene af bladets grundlæggere Edvard Brandes. Brandes syntes, at Bang var begavet og talentfuld, men også irriterende optaget af stofområder, som Brandes selv ville have monopol på i avisen. Teater og litteratur. Bang skulle holde nallerne fra teaterstoffet. I hvert fra at anmelde teater i Politiken. Den holdning sad Brandes fast i gennem alle årene.

Brandes kunne have undgået Bang. Brandes syntes dybest set, at Bang var afskyelig. Allerede mens Bang var på Nationaltidende skrev Edvard Brandes til vennen, forfatteren I.P. Jacobsen: ”Der er i øjeblikket intet skrivende subjekt mig så ubehageligt, ja modbydeligt som Herman Bang.” Det kan der have været flere årsager til. En var, at Bang som ung skuespiller havde medvirket i teaterstykket En forlovelse, som Edvard Brandes havde skrevet, og som havde været en fiasko, bl.a. fordi Bangs spil i stykket var blevet kaldt skabagtig og pinlig. En anden, at Bangs roman ’Håbløse slægter’, der udkom i 1881 ikke huede Brandes. Han nærmest nedsablede den. Skrev, at tre fjerdedele af romanen var lige til at skære bort.

HERMAN BANG faldt aldrig rigtig til som Politiken-journalist. Han prøvede, men følte sig ikke hjemme. Han tilbragte år som bladets korrespondent, først i Berlin, så i Wien, sidst i Prag, skrev flittigt om næsten hvad som helst – ofte uden signatur eller med fiktiv underskrift. Det var i sig selv ikke så mystisk – masser af artikler i Politiken og andre aviser var dengang uden navn under. (Jørgensen har måttet til Politikens gamle honorarbøger for at spore Bangs artikler). Kun kulturanmelderne havde som regel navn med. Det var der prestige i, og Bang måtte jo ikke være anmelder. Så Bang skrev løs om så meget andet sin udlændighed. Så flittigt, at Brandes i 1886 måtte sige til den redaktør, Peter Nansen, der var det direkte link til Bang: ”Kunne De ikke stoppe lidt op for Bang. Alene for at han kan tjene nogle skillinger, kan vi dog ikke fylde bladet med det rædsomme vås… Ville De ikke for hans egen, bladets, Deres og min skyld gøre Deres fjerne ven opmærksom på, at to spalter er maksimum, og at en smule umage skader ikke selv det største geni.”

INGEN tvivl. Bang skrev meget og meget langt. På en blanding af fast løn og linjebetaling. Og altså om alt, hvad han faldt over. Seriøse interview og masser af kändis-stof, royale reportager om f.eks. kong Ludwig af Bayern, der ruinerede sit land, bl.a. ved at finansiere Richard Wagners stor.slåede projekter, og som tog sit eget liv. Stort og småt snuppet fra de østrigske og tyske aviser, han slugte. ’Myrdet i en sporvogn’, ’Et par barnemordersker’ er nogle af de overskrifter, bogen refererer. Intet var for småt. ’Skriv – skriv – skriv…’

DET paniske i Bangs skriverier hang sammen med hans usikkerhed over for Politiken, men også i en sag, der forfulgte ham fra hans ophold i Berlin: Politiet havde øjnene på ham. Mens han arbejdede på ’Ved vejen’, havde han skrevet en artikel til en avis i Norge, Bergens Tidende’. Med løs hånd om pennen fastslog han i en reportage fra Berlin, at den tyske kejser var ’en rystende gamling’, som ’stolprer af sted med sin stok.’ Den tyske konsul i Bergen sendte artiklen til Berlin. Satire over kejseren var ikke sagen i Bismarcks Tyskland. Politiet udviste Bang af Tyskland.  Artiklen forfulgte ham både i Wien og i Prag. Der blev holdt øje med ham.

DET fremgår af bogen, at Herman Bang i de perioder, han brugte voldsomme kræfter på at skrive til Politiken, gjorde det, fordi han manglede penge. Han skulle have noget at leve af – han selv og de partnere, han som homoseksuel dyrkede og tit omgav med luksuøse tilskud til deres og hans egen livsførelse. Bang havde nemt ved at skrive. Men han arbejdede hele tiden ved siden af avisskriverierne på sine romaner og noveller. De blev færdige og udgivet og løbende anmeldt i Politiken af Edvard Brandes. Nådesløst, gradvist mere og mere positivt, men altid skeptisk. Den senere så berømte novelle ’Ved vejen’ roste han i sin anmeldelse af Bangs ’Stille eksistenser’, en tvetydig ros, for Brandes kunne ikke se bort fra novellens ’forkastelige stil’ – Brandes taler om en ’afknappethed, der bevæger sig i lutter hovedsætninger’, og tilføjer, at kilden til stilen måtte være de linjebetalte franske romanføljetonger, hvorpå han giver sig til at parodiere: ”Uvejret blev ved./Regnen skyllede ned./Men den tilhyllede skikkelse standsede ikke sin gang./Hvorfor skulle han vende om?/Ventede nogen ham?/Mon hun? Nej/Han gik videre./Et lyn oplyste landskabet o. s. v.”

DET med de ’linjebetalte føljetoner’ var selvfølgelig et slag under bæltestedet. Og Bangs banebrydende ’impressionistiske stil lå uden for Brandes’ horisont.

DET skæve forhold til Politiken og dens redaktion ytrede sig bl.a. i en uudtalt konkurrence mellem Bang og Henrik Cavling. De var lige gamle, var kommet til Politiken omtrent samtidig, men optrådte og skrev forskelligt. Kort og præcist rammer John Chr. Jørgensen forskel og modsætning, da han citere Bang, der skriver til Peter Nansen og ”ømmer sig over ’denne Henrik’, som skriver så farverigt og tænker så løsagtigt.” Og ’denne Henrik’ havde som smidig og nyskabende, praktisk bladmand næppe stor forståelse for den særprægede Bangs originalitet.

ALLER voldsomst rammes Bang mange år senere – i 1906 – af en kronik i Politiken, skrevet af Johannes V. Jensen, men bragt på foranledning af Henrik Cavling, der var chefredaktør, men også kronikredaktør. Kronikken, der havde titlen ’Samfundet og sædelighedsforbryderen’ og indeholdt den ofte siden citerede sætning: ”En meget kendt forfatter, der i øvrigt foruden at være abnorm også har vist talent, er nået til i disse sidste dage at stå frem og snakke om landets forsvar. Staklen, der næppe nogensinde har haft et våben i sin hånd, lider formodentlig i øjeblikket af platonisk kærlighed til en løjtnant…”

EN række forfattere protesterede over for Henrik Cavling. En af dem var Peter Nansen, som nu var direktør for Gyldendal: ”Hvad tror du, Hørup ville sige, om han kunne se at hans blad blev benyttet til at hidse ikke blot borgerskabets forargelse, men politi og domstole på en af smudspressen dødsjaget mand; en mand tilmed, som Hørup i sin tid ønskede til sit blad, og som i sædelig henseende dengang var præcis den samme som nu.”

CAVLING svarede tilsyneladende ikke på protesterne. Dødsstødet til Herman Bang sad vel, hvor det skulle. Herman Bang var et slagteoffer i en tid, hvor der stadig var et par generationer frem til, at Politiken kunne se glad ud over Rådhuspladsen, når fanerne blafrer med LBGT’s regnbuefarvede bannere. Og ingen – vistnok – blander sig i medarbejdernes køn.

Bogen er John Chr. Jørgensens 34. udgivelse om kunsten at skrive. De fleste med journalistik som emne.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *