Sarah Boberg og Anette Støvelbæk i ‘Alting er noget’ på Teatret ved Sorte Hest (tegn.: Claus Seidel)

ORD…

ORD…

ORD…

De uendelige mængder af håndplukkede ord og sætninger tager livet af eksperimentet med at dramatisere Naja Marie Aidts tekster i ’Alting er noget’ på Teatret ved Sorte Hest.

Tekster: Naja Marie Aidt. Instruktør: Maria Vinterberg. Scenografi: Marianne Nilsson. Medvirkende: Sarah Boberg og Anette Støvelbæk. Komponist Jacob Binzer.

’Alting er noget’ spiller på Teatret ved Sorte Hest indtil 20. februar

***

DER er vildt sus i digter-forfatteren Naja Marie Aidt.
I hendes tankeverden. I hendes sprog.
Det er det sus, der har fået Maria Vinterberg og de to skuespillere Sarah Boberg og Anette Støvelbæk til at kaste sig som borebiller rundt i Aidts forfatterskab og brodere et vældigt landskab af hendes tekster i et forsøg på at få ordene til at blive et teaterstykke.
Der er kærtegn og omfavnelse og vældige energier i hvert ord, hver sætning, de har valgt ud. Men vi aner egentlig ikke andre sammenhænge i det end et stort flimrende billede af forfatterens skrivekunst.
I sig selv rimeligt nok, for Aidt er en skrivekunstner med hovedet og hjertet i den frodigste blomst. Her bliver det bare ikke rigtig dramatik, ikke en tekst, der holder som scenisk forløb.
Vi lytter og lytter til de utallige fragmenter, drømmer om at få ro omkring hvert ord, hver sætning, hvert billede, præcis som vi ville gøre det, hvis vi sad med teksten i hånden. Men på teatret smuldrer for meget i det mos- og plantefyldte, tilgroede ordhav.
Masser af ord, kun få minutter, hvor vi hører noget udvikle sig til en samlet situation eller fortælling – som da Anette Støvelbæk læser beretningen om en kvinde, der sumper til i sin ensomhed, sine erotiske drømme og sine drømme om at være en Asta Nielsen, alt mens hun i sit fabulerende vanvid fører samtaler med den voksende hær af bananfluer og andet kryb, der invaderer hendes lille lejlighed.
En hårrejsende, fortættet, lille historie, der som andre af teksterne røber Naja Marie Aidts intense og let makabre fascination af forholdet til vores brødre og søstre i den animalske verden.
Men ellers ’Words, words, words’, som Hamlet siger til Polonius, da Polonius spørger, hvad det er, den unge mand render rundt og finder i sin bog.

TEMPERAMENTER

Der ligger stor omhu i dramatiseringen af det aidtske univers, Marianne Nilsson har lavet et lille scenografisk fantasi-kik ind i
forfatterens skrivehybel og Boberg og Støvelbæk udfolder sig ved skrivemaskine, med kæmpetavler, der kan overmales med stikord til alverdens emner.
Vi har både forfatter og oplæser i fællig og solo og med kamera på, der kan knalde monologer op på bagvæggen. Alt er sådan set gjort for at tilføre ekstra variation i, hvad der i forvejen er voldsomt varieret.
De to skuespillere nærmer sig de mange passager med deres individuelle udtryk, uden at det rigtig fremgår, at de enkelte tekster er valgt netop ud fra dét. Den ironisk-farlige Sarah Boberg med Ritt Bjerregaard-diktionen lagt en halv oktav ned i tonalt luftlag, og den operette-uskyldige Anette Støvelbæk, der holder på temperamentet, indtil det eksploderer med wagners styrke.
Vi har svært ved at se andet end, at instruktøren Maria Vinterberg har fyldt teksterne på dem uden særlig skelen til netop de markante forskelle i de tos temperament.

KONCEPTET

Men problemet er altså først og fremmest konceptet. Vi har på netop Teatret ved Sorte Hest for nogle år siden set et Aidt-stykke, som var ægtefødt dramatik. ’Rundt på gulvet’ hed det, et hjerteskærende drama om en skizzofren ung mand. Psykologisk, socialt drama. Og også engang set en dramatisering på Aalborg Teater af hendes novellesamling ’Bavian’, hvor sammenkoblingen af elementer fra de enkelte noveller gjorde alt til et meget bedre fungerende forløb end tilfældet er her med ‘Alting er noget’.
Bed hende dog om at skrive et nyt stykke i stedet for at pløje arkæologisk rundt i hende efterladenskaber.

gregersDH.dk