‘Ildfuglen’ på Teater Republique. (Foto Per Morten Abrahamsen)

Claus Seidel har nedenfor tegnet Lucia Pasquini som Ildfuglen og Jens Jørn Spottag som Stravinskij

REPUBLIQUE: BARE KOM AN!

Forbløffende ’Ildfuglen’ i Teater Republique med 70 mands orkester og Dansk Danseteaters dansere i glimrende udfoldelse.

Koreograf: Tim Rushton. Instruktør: Martin Tulinius. Dirigent: Stefan Asbury. Scenograf: Johan Kølkjær. Medvirkende: Jens Jørn Spottag. Danserne fra Dansk Danseteater. Orkester: Copenhagen Phil.

’Ildfuglen’ spiller på Teater Republique indtil 26. januar.

*****

DET er som en lige venstre, der ekspederer os hen i ringhjørne:  Stravinskijs ’Ildfuglen’ spillet på Teater Republique, henne ved dér, hvor Gunnar Nu engang refererede boksekampe, så det sang i tovene. Undskyld. Ikke flere boksebilleder. Men Teater Republique har slået til med en forestilling, der påkalder slagkraftige metaforer.

Bagest på scenen sidder et 70 mands symfoniorkester – hvornår har de før præsteret den slags i det lille rappe Østerbro Teater? Aldrig. 70 mand med hele den musikalske skuffe mellem hænderne kan være i orkestergraven på Operaen. Selvfølgelig. Men her? Overvældende. En imponerende præstation af Uffe Saverys Copenhagen Phil. (alias Sjællands Symfoniorkester alias Tivolis Symfoniorkester). Stravinskijs vældige partitur endda strammet ind – der er flere udgaver af ‘Ildfuglen’ fra ham, vi kan bande på, at det, vi hører her nærmest er en kammermusikudgave! Kun godt, for det gøre det glasklart, hvor meget russisk folkemelodi, der lyser gennem værket.

SCENOGRAFIEN

Foran på scenegulvet er der fra start ikke meget andet at se end nogle store blokke omkring det nøgne gulv.
Men da ’Ildfuglen’ endelig kommer i gang – jeg skal forklare dét ’endelig’ om lidt – så er vi i en ’Ildfugl’-scenografi, der på forførende vis med lys og videodesign tænder alle illusioner omkring den eventyrfortælling, der er Stravinskijs emne. De smyger sig omkring danserne, giver dem afsæt for gemmesteder, skjul og pludselige tilsynekomster, overraskelser og dramatiske pointer. Blokkene kan køre og vandre og flytte sig over gulvet med ekstrem smidighed.
De kan være de mure, Ildfuglen kommer krybende over, der hun har opdaget prinsen, som har forvildet sig ind på hendes domæne. Murene kan også være dem, hvor prinsen og hun mødes og skilles oppe på kanten. De kan med videohjælp være skove, der skifter fra idyl til menneskeædende vildnis – det er helt forbløffende effektfuldt, da vi stirrer på de krogede grene og ser dem langsomt forvandle sig til levende, jomfruelige væsener, der er fanger hos ondskabens herre, Katschei hedder han i den originale ballet.

LISBETH SALANDER

Men her på Republique er vi ligeglade med navne.
Prinsen er den hvidklædte helt, der frelser pigerne og forelsker sig i en af dem. Den onde er bare den onde, som bekæmpes, og som har sit eget forhold til den sorte, dæmoniske ildfugl, klædt i læder er hun, som en anden Lisbeth Salander.
Der er ikke meget af de fjer og tutu’er, der blev danser i, da balletten fik sin sensationelle premiere i 1910. Og Dansk Danseteater-troldmanden Tim Rushton har i samme åndedræt som det, kostumieren Åse Gjersted har pustet i det sorte læder og de hvide gevandter (ondt og godt har sine farver!). dæmoniseret sin ildfugl, så hun, beregnende som en panter, sniger sig på sit bytte, og prinsen og den onde kæmper nogle stage fights, som var de romerske gladiatorer hos Kejser Nero.
Det er livssulten, åndeløs dans.
Den bevægelige scenografi og den jordiske, muskeløse smidighed og dramaets elementære kræfter mellem personerne oplever vi i formidabel sammensmeltning med Stravinskijs orkestrale klangfylde og præcise variationer af styrke og instrumentale indsatser.
Vi ved, hvor nøjeregnende krav, Stravinskij havde til koreografer. Og vi ser her på Republique, hvor præcist og sublimt Rushton og hans dansere skaber trin og forløb, der får musik og dans til at forenes.

FOR LANGT

Jo, nu vi er ved musikken: Der var lige dét, vi skrev om, ”da ’Ildfuglen’ endelig kom i gang”.
Trioen Rushton/Uffe Savery/Martin Tulinius har fået den idé at lade Jens Jørn Spottag indlede forestillingen med at agere Stravinskij, der fortæller om sin balletmusik. Det er morsomt og glimrende, men også for langt. Der tales mere om balletten ’Sacre du Printemps’ (Forårsofferet) end om ’Ildfuglen’ (’Oiseau de feu’) – bare fordi ’Sacre’ med skandalepremiere tre år efter ’Ildfuglen’ er mere historisk sprængstof. Vi skal tilmed have hele Stravinskijs historie og den samtidige verdenshistorie fortalt i tekst og billeder. Vi sidder og tænker: Ja, ja, ja – du gør det godt, Spottag. Men nu vil vi gerne se balletten.

gregersDH.dk