Mireille Delunsch og Gregory Kunde i ‘Alceste’ (Tegning: Claus Seidel)

’ALCESTE’ SOM BØRNETEATER

Glucks tragedie ’Alceste’ reduceret til fortænkt og anstrengende komedie på Det Kgl.s Gamle Scene. Den har fortjent bedre.

***

HVAD hjælper det alt sammen? Vi kan fylde os selv og hinanden med, hvor rasende interessant det er, at Christoph Willibald Gluck, den tyskfødte komponist, gennemreformerede operakunsten i 1700-tallet. At han for 250 år siden gjorde for operaen, hvad Lars von Trier for 20 år siden gjorde for filmen: Skabte en stribe dogmer, der pillede dårlige manerer af, den kunstart, han var tændt af.
Det kan godt være, det var epokegørende dengang. Men det er dybt uinteressant ud fra andet end stilhistoriske vinkler. Det er værket og dets effekt og muligheder i dag, det kommer an på.
’Alceste’ er såmænd ikke så ringe en opera, bare ikke nær så vellykket som Glucks ’Orfeus’, og i hvert fald tung at komme igennem i en opsætning som den, Det Kgl. havde premiere på i aftes. Men lad os for en ordens skyld alligevel allerførst sprede lidt glæde i vores betrængte sjæle og fastslå, at Lars Ulrik Mortensen og hans Concerto Copenhagen henter det maksimale ud af Glucks partitur og forlyster os med al den dynamik og klangskønhed, det kan trække.
Og mere: At Operakoret er en drøm at høre på i mange af de satser, der fylder ’Alceste’. Vel klingende og lydhørt over for, hvor Mortensen fører dem hen. Der er ikke brug for bombastiske kor-manifestationer, men klangskønhed og omhyggelige fraseringer. Det får vi.

FIKS IDÉ

Men der sker mærkelige ting på scenen. Den tyske instruktør Christof Loy har fået en fiks idé.
Koret som har en altafgørende rolle i operaen, er hos den originale ophavsmand til historien, den græske dramatiker Euripides (født 480 år for vor tidsregning!) folket. Folket, der lever med hud og hår med i tragedien om deres konge Admetos, der skal dø, og deres dronning, der vil dø, for at han skal leve.
De to kalder folket deres børn.
Haps! Siger Christof Loy, den snupper jeg! Når Konwitchny kan gøre ridderne i ’Lohengrin’ til en flok skoleelever i 30’ernesTyskland, så kan jeg vel også gøre folket omkring Alceste og Admetos til en flok børnehaveunger i samme tidsepoke.
Men det kan han ikke. For det omdanner alt til pjat. Alceste kommer til at tage sig ud som en overlærerinde, Admetos som en flink rektor, og ypperstepræsten en sort, katolsk skoleprefekt, der kun mangler sit spanskrør.
Det er mageløst ude af kurs med et medlevende folk.

FJOLLERI

Alcestes tragiske offerhandling kommer i det regi til at balancere på kanten af skolekomedie. Ufrivilligt, for den franske sopran Mireille Delunsch har meget for sig i titelpartiet – selvom vi sagtens kan se de første fire sopraner i Det Kgl.s faste stab, der kunne løse opgaven. Og hendes Admetos, den amerikanske tenor Gregory Kunde er en solid, gjaldende tenor, som man da er rimelig tryg ved. Men fjolleriet omkring dem isolerer deres anstrengelser til en postuleret tragedie, musikken til kulisse og de mindre solistpartier til anstrengt rollespil, uanset hvor nydeligt de synger, især tenoren Bo Kristian Jensen.
Fortegningen af folket til en flok unger, skaber ydermere usikkerhed omkring figurernes identitet: Er alle fyrre unger, der tumler rundt, børn af det ulykkelige kongepar eller er det bare Bo Kristian Jensen, Tuva Semmingsen og Henriette Neess Borup, der har æren?

FORTÆNKT

Mylderet af detail-iscenesatte medvirkende kender vi fra Christoph Loys opsætning af Mozarts ’Lucio Silla’ for fem år siden på Operaen. Dér havde det mening. Ikke her.
At scenografien så omvendt er flad og grå som et calvinistisk gymnasium, gør ikke sagen bedre.
Det var den dekoration, Operakoret fik stillet til rådighed til sin nedskæringsprotest-koncert for en uge siden. Der var den en præcise baggrund til et nødråb. I ’Alceste’ den triste baggrund til en fortænkt iscenesættelse.

GregersDH.dk