CD-forsiden til  ‘Aladdin’. Læs fodnoten til anmeldelsen

ÅNDEN FRA DEN

FORUNDERLIGE LAMPE

Den er køn, men den er længe om det – Hornemans opera om den forelskede yngling Aladdin og den forunderlige lampe.

’Aladdin’ Opera i 4 akter. Koncertopførelse. Komponist: C. F. E. Horneman. Libretto: Benjamin Feddersen. Radioorkestret og Radiokoret. Dirigent: Michael Schønwandt. Solister: Bror Magnus Tødenes, Dénise Beck, Johan Reuter, Stephen Milling, Henning von Schulman, Hanne Fischer, Steffen Bruun, Elisabeth Jansson, Frederikke Kampmann, Sidsel Aja Eriksen, Klaudia Kidon, Rikke Lender og Jakob Soelberg. Optaget i DRs Koncertsal i august og november 2020. 3 CD-sæt Dacapo 6.200007

****

HVOR meget skal man finde sig i? Det spørger nogle komponister sig selv om, når teatre gik i gang med saksen. To eksempler. Begge handler om Det Kgl. og musik til eventyret ’Aladdin’. Det sidste først: Da Det Kgl. i 1919 havde premiere på Øhlenschlægers ’Aladdin’ med Carl Nielsens scenemusik, havde instruktøren Johannes Poulsen strøget en masse i musikken og desuden bygget scenen ud, så der ikke var plads nok til alle musikerne. Carl Nielsen protesterede. Da det ikke hjalp, bad han vredt om at få sit navn strøget i programmet og på plakaten.

Tredive år tidligere handlede det om Hornemans opera ’Aladdin’ – den opera, som er emnet for vores anmeldelse af den nye 3-sæts CD. Hans opera havde været næsten 25 år undervejs. Da den endelige var antaget på Det Kgl., lå den flere år og simrede, uden at blive sat i gang. Men pludselig i 1888 skete der noget. Teatret måtte gøre noget festligt ud af Kong Chr. 9.s regeringsjubilæum. Kom i gang, sagde teaterchefen til Horneman, rediger den lige færdig, du har seks uger. Så Horneman knoklede med sin – dengang – 5-akter på op mod fire timers varighed. Operaen fik en dundrende fiasko. Librettoen var baseret på ’Tusind og én Nat’-eventyret om Aladdin og den vidunderlige lampe. Teksten skrevet af digteren Benjamin Feddersen. Teatret censor Erik Bøegh havde advaret: ”Ud af alle de forfærdelige operatekster, Det kgl. Teater har modtaget, kender jeg ikke noget, der er ringere end mishandlingen af dette berømte emne.” Musikken ville han ikke udtale sig om. Det overlod han til den teatrets dirigent Johan Svendsen.

FIASKOEN var til at tage og føle på for Horneman. Han skrev til sin ven, den norske komponist Edvard Grieg: ”Aladdin er en fiasko. Ikke så underligt: De sminkede komtesser og overfede herrer var lige kommet fra en stor banket på Børsen sammen med alle kongerne og prinsesserne. De gjorde det største indtryk på publikum, der til gengæld var helt uinteresseret i en opera, især en ny opera af en dansk komponist.”

HASTVÆRK havde været lastværk. Iscenesætterens strygninger for at få operaen ned på en rimelig længde havde gjort Horneman rasende, han råbte op og blandede sig, men var endt med at finde sig i alt. Fiaskoen medførte, at ’Aladdin’ blev lagt i teaterskuffen frem til 1902, hvor der blev arbejdet med partituret igen, så operaen kunne få repremiere, opført med nye strygninger og revisioner. Denne gang gik det bedre, og ’Aladdin’ kom til at gå atten gange.

VI SKAL sandelig ikke hænge en operas kvalitet op på dens varighed. Man det er alligevel værd at notere, at indspilningen vi sidder med, spiller 3 timer. Det er godt at have Aladdin på CD nu, vi er beriget med en masse god musik i klingende romantisk stil, men den brogede omgang ’Tusind og én nat’-historie er belastet af en omstændelighed, der får interessen til at hænge med ørerne, når vi er nået over det første par timer. Ikke fordi fortællingen mangler noget i musikalsk omsorg. Fortællingen om den væmmelige Noureddin, der lokker den unge og blåøjede yngling Aladdin til at stjæle den gamle lampe med de fabelagtige egenskaber, om paladset, der trylles frem og forsvinder og trylles frem igen, om sultanen og hans yndige datter Gulnare, om Aladdins søde gamle mor Morgiane, der dør af sorg og opsøges af sin søn på graven. Men Horneman er stadig længe om at få fortalt, hvad han vil. Scenerne er så forventelige, ikke bare handlingsmæssigt, men også musikalsk, når Horneman først har fået sine største inspirationer afleveret. Alt skal jo med, synes han. Prinsesse Gulnares terner og elverpiger, der sværmer om hende, Sultanens vizir, der gør forventelig embedsmands-indsats som en anden Barbara Berthelsen. Og de utrættelige ånder Steffen Bruun og Elisabeth Jansson, Lampens og Ringens ånder, der puster historien i ny gænge, når det tiltrænges. Alt skal med, de store øjeblikke er livsalige, men relativt få – Morgianes moderlige sang til sin søn om ikke at svinge sig højt op og rode sig ud i noget – hvem kan sangligt skabe en sådan skikkelse smukkere end Hanne Fischer? Gulnares længsel efter den unge fyr, hun har haft øjenkontakt med i slotshaven – Denise Beck er længe om at få lov at lade sin fine sopran høre, men Gulnare kommer stærkt til orde, de hun har fået banket den væmmelige Noureddins tilnærmelser til jorden, og hun kan synge ud til sin Aladdin. Johan Reuter er grum som forventelig med sin Noureddin, Stephen Milling en patetisk og venligsindet alfader som sultanen, der knytter sin styrke til Allah og hans profet – vi er i Persien, og Muhammed-tegninger er ikke til diskussion. O. s. v. Men det er den norsk/danske tenor Bror Magnus Tødenæs, der leverer den egentlige saft og kraft i operaen som Aladdin, rollen fylder gennem alle akter, Tødenæs har en lyrisk-dramatisk tenor, der bliver brugt nærværende, rørende og slagkraftigt. Horneman lever i en tid, hvor Wagners Siegfried har ladet sig høre, det uskyldsrene geni rimer ind i eventyret – Hornemans egne musikalske erfaringer er delvis knyttet til hans studieår i Leipzig og rejser i Tyskland.

SÅ har koret naturligvis en helt afgørende plads i Hornemans partitur. Store korsatser blomstrer ved de givne lejligheder. Som Folket, der kommenterer i sorg, vrede eller begejstring, som hylder, hvem der skal hyldes. Det er korsatser, der har afgørende vægtfylde gennem operaen, hver indsats er lækkerbiskener for Radiokoret. Og for Michael Schønwandt, der lægger stort engagement i at fylde Hornemans værk med liv og tyngde. Operaens danse-scener får også spændstighed under hans direktion – vi melder, at de dansante scener falder smukt ind i helheden, men vi overhører ikke, at scenerne har lidt svært ved at stå sig ved siden af Carl Nielsen ballet-indslag i hans ’Aladdin-suite’ med musikken fra Øhlenschlægers ’Aladdin’.

FOR søren da: Så slår vi igen nogen i hovedet med Carl Nielsen! Men vi trøster Horneman med Carl Nielsens karakteristik af den ældre kollegas musik: ”Den er den skillende ild i dansk musik, ilden, der smelter alt det falske”. Det kan være den ild, billedhuggeren har formet som flammerne på Hornemans gravsten i Hasle på Bornholm.

gregersDH.dk

PS:  Dacapo Records holder af at udstyre CD-udgivelserne med forsider, der gør det svært at se, hvad pladerne indeholder. ’Aladdin’-boksen er kulsort, men med en lille bitte hvid plet, der ved nøjere eftersyn kan forstås som en måne, der skinner med et sortblåt, orientalsk tårn som baggrund. Bagsideteksten er lang, men ulæselig: Mørkeblå miniskrift på sort baggrund. Dur ikke. Dacapo, der er statsfinansieret, kører tilsyneladende en bevidst ukommerciel salgspolitik: Man skal helst ikke kunne se på varen, hvad den indeholder. Den er sit eget kunstværk…

PPS: Foto af Schønwandt og orkestret: Nicolas Koch Futtrup